Vrede forældre

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvordan bliver hverdagen for byens børn, hvis de varslede nedskæringer gennemføres? Hvilke konsekvenser har det for kvaliteten? Det forsøgte byens forældre at få en række politikere i tale om. Det lykkedes kun delvist, men dels var politikernes beklagelser i sig selv ret afslørende, dels fik forældrene vist deres store vrede.

Hvorfor skal vi spare igen? Hvorfor skal vi igen og igen kæmpe for bare en nogenlunde kvalitet i vores børns hverdag? Lød det med en vis irritation fra KFO repræsentant Knud Nielsen.

Der blev holdt aftenmøde den 11. september i Valby Kulturhus mellem forældre til børn i Københavns daginstitutioner, to fagforeningsformænd og fire af byens politikere.

Og det er et velbesøgt møde. Folk presser sig ind i den relativt store sal, stol efter stol slæbes ekstra ind, alligevel må nogle stå op, kort sagt: ca. 300 forældre er mødt op for at konfrontere politikerne med deres vrede over de varslede nedskæringer, og for at høre hvad politikerne selv tror, er konsekvenserne af deres beslutning. Det ser ud til at gøre et vist indtryk på de fire politikere at så mange forældre gerne vil bruge en tirsdag aften i dialog med dem. Tre af de fire politikere kommer fra de tre partier, som har indgået det budgetforlig, som forældrene protesterer over. Det vil sige Socialdemokraterne, repræsenteret ved Lars Rasmussen, SF repræsenteret ved Nina Thomsen og De Radikale repræsenteret ved Kasper Johansen. Den fjerde politiker, Khaled Mustapha fra Enhedslisten, er den eneste som står uden for forliget.

De to fagforeningsformænd som er inviteret, er naturligvis Britt Petersen fra LFS og Henriette Brockdorff fra BUPL Hovedstaden.

Knud Nielsen holder politikerne i kort snor og på sporet: dette møde handler kun om besparelserne, ikke om sammenlægningerne. For som han siger, der er jo ikke nogen høringsfrist for budgetforhandlingerne. Han lægger selv ud med tallene for besparelser: 120 mill.kr. i 2008, 180 mill.kr. i 2009, 130 mill.kr. i 2010 og 165 i 2011. I alt over 250 mill.kr.

Disse tal er der ingen af politikerne der modsiger, men holder aftalen, ser fremtiden sådan ud? Nina Thomsen fra SF kaster et vist tågeslør ud over deltagerne, da hun sagde lidt frem og lidt tilbage om hvad der er sikkert og hvad der er usikkert i aftalen i de tre år efter næste år. Der kan jo ske så meget, som hun siger.

Netop den usikkerhed reagerer Britt Petersen da også på – på de ansattes vegne. At øge utrygheden synes hun er decideret usmart, den er stor nok i forvejen hos et personale, som har lagt ryg til besparelser år efter år, og som ikke oplever de får løst de daglige opgaver som de gerne vil, opgaver som handler om byens børn.

”Når I sætter tal på papir, hvorfor tænker I så ikke konsekvenserne igennem? Hvorfor hører I ikke på os? Tag ansvar for konsekvenserne! Skal vi blokere nu for at få jer til at forstå?” Siger en vred mor.

Vi kan ikke finde pengene

Baggrunden, som sikkert for størstedelen er velkendt også blandt forældrene, altså alt det med at underskuddet stammer fra den forrige Uddannelses- og Ungdomsforvaltning, slap de dog ikke helt for, det ville politikerne gerne lige igen slå fast. En mor skærer igennem: Underskuddet stammer fra en underbudgetteret forvaltning, en forvaltning som havde glemt diverse poster på budgettet. Og ikke fordi børnene havde væltet sig i luksus.

Efterhånden som mødet skrider frem bliver forældrenes irritation mere og mere tydelig. Nok primært fordi de kun fi k gentagelse på gentagelse: ”ja det er løgn at det ikke går ud over det pædagogiske arbejde, men det er den mindst ringe løsning”, ”ja det kommer til at gøre ondt”, ”beklager men sådan er rammen” og ”sådan er spillet” fra de tre forligspartiers repræsentanter. Nina Thomsen erkender at der ikke er tale om at skære ind til benet – nu skærer man i benet. Mens Kasper Johansen har indset at de nok ikke er en troværdig arbejdsgiver lige nu.

Ingen af forligspartiernes repræsentanter synes det er ”sjovt” at skære på børnenes hverdag. Men alternativet er værre, bliver der sagt fl ere gange. De vil da meget hellere bruge af det overskud, som Københavns Kommune har, siger de. ”Jamen så bryd dog serviceloftet” lyder det fra Enhedslistens repræsentant Khaled Mustapha. Partierne i Borgerrepræsentationen har ikke indgået aftalen i KL, det har kun overborgmesteren, og partierne er derfor ikke bundet af den. Det er hans løsningsmodel, som han ligeså stædigt gentager, som forligspolitikerne siger at de ikke kan finde pengene.

Forældrene er tydeligvis også mildt sagt vrede over at være blevet løjet for. Af selveste borgmesteren for området, Bo Asmus Kjeldgaard, som i et brev til forældrene vurderer at budgetforliget vil betyde fl ere pædagogstillinger, men som til pædagogerne har indrømmet at der selvfølgelig er tale om besparelser. (Og hvordan kan en nedskæring på 120 mill.kr. også være andet.)

Ansvarlighed?

Vi har taget ansvar, siger politikerne. For forligspartierne fortolker deres villighed til at spare i Børne- og Ungdomsforvaltningen som ansvarlighed. Og ansvarlighed bliver hurtigt et nøgleord på mødet. For hvad, for hvem? Er det ansvarligt at holde aftalen med regeringen og samtidig prioritere budgettet sådan at der skal spares på både daginstitutioner og skoler? Eller er det ansvarligt at melde ud, at det vil man bare ikke – selvom det så betyder et brud med regeringens serviceloft?

Eller som fagforeningerne, personalet og forældrene giver udtryk for: ja der er lagt en ramme fra regeringen. Men inden for den er det altså politikerne på Rådhuset, der prioriterer – og det må de tage ansvar for.

Det er de to fagforeningsformænd, som da det kommer til stykket, beskriver de konkrete besparelser og hvilke konsekvenser af dårligere kvalitet, de får. Dårligere kvalitet, når det handler om børn, betyder færre voksne. Og færre voksne betyder mindre omsorg, mindre nærvær i forhold til det enkelte barn. Så enkelt er det – det er konsekvenserne.

De konkrete besparelser handler især om at fjerne morgenåbningen på fritidshjemmene og at fl ytte grænsen for, hvornår et barn er et børnehavebarn ned til 2 år og 10 måneder. I forhold til det første: fjerner man morgenåbningen fra fritidshjemmene, så fjerner man reelt fritidshjemmene, for så kan de ikke overleve – personalet kan ikke leve af deltidsstillinger. Reelt lukker politikerne altså begrebet fritidshjem uden at de tager ansvar for at det er det de gør.

Til det andet: grænsen mellem børnehavebarn og vuggestuebarn handler om penge, om hvilke ressourcer man får tildelt i institutionen til det enkelte barn, børnehavebarn-ressourcer eller vuggestuebarn-ressourcer, de sidste er selvfølgelig større, da et mindre barn har andre behov. Sagt på en anden måde så er den pris man betaler for børnene, også den man køber pædagoger for. Færre penge til de små vil med andre ord gå ud over alle børnene i daginstitutionen.

”Det er ekstremt uansvarligt. I burde skamme jer”, siger en mor.

Og politikerne nærmest nikker. De erkender igen og igen, at ja der er tale om besparelser, men der er ikke noget at gøre, sådan er det bare. De ved ikke hvor de ellers skal fi nde pengene. Og de tør ikke bryde aftale – så bliver de sat under administration.

Under administration

Egentlig kommer forældrene ikke længere end dertil. Derfor var frustrationen også til at tage og føle på. For som forældre efter forældre forsøgte at gøre politikerne klart: kvaliteten i daginstitutionerne er i forvejen ikke strålende i Københavns Kommune, vi kan ikke leve med en yderligere forringelse.

Det indtryk man står tilbage med efter politikernes gentagelser er magtesløshed. Måske er det netop den følelse, der får en mor til at reagere på politikernes frygt for at byen kommer under økonomisk administration, som barnet i Kejserens nye klæder: ”jamen I er jo under administration – det viser I jo med al tydelighed i alt hvad I siger.”

Og det medgav de hende. ”Vi bliver holdt i et jerngreb” bliver der sagt. Spørgsmålet er hvad der så egentlig er at miste? ”Send aben videre til fi nansministeren – for så det er ham, der har ansvar for besparelserne”, siger en deltager.

Lars Rasmussen vil derimod ”ikke sende regningen videre” som han siger. Og nævner de 104 mill.kr. der mangler på Socialforvaltningens budget – det vil sige bl.a. handicapområdet, narkoområdet, hjemløse og psykisk syge. Måske ordene om de 104 mill.kr. i denne situation er ment som et skjold for kritikken af besparelser på daginstitutionerne. Alligevel er det værd at bemærke, at der er en bevidsthed om at det er nødvendigt at finde penge (også) til dette sårbare område.

Ud over morgenåbning og vuggestue-børnehave-grænse bliver en pulje til social kompensation (som bl.a. handler om at blande familier med forskellige ressourceniveauer) i budgetforliget skåret ned til sokkeholderne. Den var tidligere på 5 mill. kr. og ender nu på 1,5 mill.kr. Det kom vist som en nyhed for politikerne….for det kunne de da godt se var en dårlig idé. Det erklærer Nina Thomsen sig villig til at tage op i forbindelse med forhandlinger om kriterier for tildeling af ressourcer til daginstitutionerne. Men er det så puljens oprindelige beløb eller det kommende der gælder, det får ingen svar på.

I og med at politikerne med Nina Thomsen fra SF i spidsen erkender, at det er løgn at der er tale om fl ere pædagogtimer (sådan som hendes chef havde fået fortalt forældrene), så opfordrer adskillige forældre i deres vrede over at blive taget ved næsen kraftigt til at der bliver sendt et nyt brev ud til forældrene. Et brev som beskriver de reelle forhold, at det er besparelser vi taler om og at det får konsekvenser for børnene – netop til de forældre som ikke er mødt op, og derfor måske stadig tror på at den store besparelse vil betyde fl ere hænder til at tage vare om deres børn.

Forligspolitikerne runder mødet af på: det bliver bedre – lige straks, der er lys for enden af tunnelen, når bare dette er ryddet op, så skal de nok gøre noget ved underbudgetteringen. Som Kasper Johansen siger: ”Vores rolle er at være de dumme i aften, og I de vrede”. Han lover at i 2008 er Børne- og Ungdomsforvaltningen i balance.

En deltager kommenterer: ”Vi som har stemt på jer, troede ikke at I ville være de loyale forvaltere af regeringens politik. Hvis I er så ansvarlige så løft Børne- og Ungdomsforvaltningens budget op så det svarer til virkeligheden.”

En anden siger som en passende afslutning på mødet: ”I har skåret ned i årevis, og det bliver ikke bedre. Vil det ændre jeres holdning hvis vi blokerer daginstitutionerne nu?”