De svageste rammes

Af Elisabeth Lockert Lange

104 mill. kr. mindre til byens svageste medborgere vil kunne mærkes. Både selve besparelsen og den mudrede proces er udtryk for politikere som ikke tager ansvar for byens udsatte grupper.

Det står elendigt til i det rige København. For det er vel stadig alment gældende at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste borgere?

Det er nemlig ikke kun børnene, der skal spares på (igen), også Københavns Kommunes Socialforvaltning står for skud (igen). Det vil sige også de handicappede, de udviklingshæmmede, de hjemløse, de psykisk syge, de udsatte børn og unge, de stofafhængige bliver ramt af massive besparelser. Hvis oplægget bliver vedtaget i Borgerrepræsentationen, som det ser ud nu, skal Socialforvaltningen spare 104 mill.kr. næste år.

Heraf skal de 50 millioner skæres på området for handicappede og udviklingshæmmede. Det har en række konsekvenser. Bl.a. vil det betyde, at der ikke bliver penge til at bringe ventetiden ned på boliger for handicappede. Der står 132 på venteliste som det er nu. Der vil blive skåret i efteruddannelsen af personalet på byens bosteder for udviklingshæmmede. Den efteruddannelse, der er så vigtig for at ruste personalet til arbejdet med beboere, der kan have en voldelig og udadreagerende adfærd. Der bliver skåret i vikarbudgettet foruden at ca. 50 årsværk helt falder bort.

Det vil alt sammen betyde forringelser for beboere og brugere. Mindre omsorg, færre aktiviteter, længere ventetider, færre opkvalificerede pædagoger og andet personale. Det spareforslag står fungerende næstformand i foreningen LEV-København, Annette-Marie Jensen, fuldstændig uforstående overfor. Hun henviser til udsendelserne med skjult kamera:

”I februar så vi i medierne eksempler på, hvor galt det kan gå på bosteder for udviklingshæmmede. Det var dengang vores opfattelse at Københavns kommune tog disse forhold meget alvorligt. Blandt andet blev der nedsat et ”fagligt udviklingsprojekt”, hvor LEV også er blevet inddraget flere gange. Med disse forslag til besparelser kan et sådant udviklingsprojekt ende med udelukkende at være tom luft.”

Socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten er også alt andet end begejstret. Faktisk mener han at ”det næsten ikke er til at bære.” Og han lover at kæmpe i budgetforhandlingerne for at forhindre forringelserne.

Mudderkastning

Og der skal åbenbart kæmpes i budgetprocessen, for den har i år udviklet sig til en mudderkastning uden lige, vurderer næstformand i LFS Ulla Baggesgaard. Hun opfordrer til at man dropper denne ganske uværdige facon, som skjuler de svageste borgeres problemer og behov.

”Jeg har aldrig tidligere været vidne til en budgetproces, der var så styret af partitaktik, og så lidt præget af reelle politiske debatter og stillingtagen. Aldrig! Og jeg har altså beskæftiget mig med denne kommunes budgetlægning i mindst 10 år. Jeg har aldrig oplevet noget så uværdigt og politisk set helt utroværdigt!”

Ikke ét eneste reelt politisk argument er der, peger hun på. Den ene politiker efter den anden beskyldes for ikke at have styr på sit område, mens de svageste borgere, dem det rent faktisk drejer sig om, bliver helt usynlige. Ingen vil åbenbart diskutere substansen, ingen vil reelt diskutere og tage ansvar for, hvordan vi tager hånd om kommunens svage borgere, stofmisbrugerne, de handicappede, børn og unge med problemer, de psykisk syge, de hjemløse.

”Det er uværdigt for politikerne, og det er helt uholdbart for københavnerne. Tiden er inde til at droppe mudderkastningen og begynde at diskutere, hvordan partierne i fællesskab kan gøre København til en by, hvor vi har et fælles ansvar for hinanden.”

Misforhold i tildeling

Hvorfor skal der overhovedet spares i Socialforvaltningen og i den størrelsesorden? Hvorfor har Københavns Kommune så lidt styr på, hvor mange børn og unge, handicappede, stofmisbrugere etc., der har behov for og krav på behandling af forskellig slags?

Det er der tre grunde til. Først og fremmest tildelingsmåden. Socialforvaltningen tildeles nemlig ikke midler ud fra behov og efterspørgsel. Midlerne tildeles ud fra den generelle befolkningstilvækst, og den svarer bare ikke altid til stigningen i antallet af mennesker med behov. Netop sådan er det med antallet af handicappede, som i København gennem de sidste år er steget langt mere end den generelle befolkningsudvikling. Der fødes fl ere børn med et handicap, og handicappede mennesker lever længere end tidligere. Det burde ikke komme bag på kommunen, men budgetterne reguleres ikke efter det, og der kommer derfor et større og større misforhold mellem behov og tildelte ressourcer.

Og budgetterne fastholdes, også selvom kommunen har pligt til at give et tilbud; der er jo behandlingsgaranti for kommunerne. Dette misforhold gælder ikke kun for de handicappede borgere men også bl.a. stofmisbrugere. Budgetterne reguleres ikke, blot fordi der kommer fl ere misbrugere. Det samme gælder for området for psykisk syge og for børn og unge, som har behov for særlig støtte. Også truede børn og unge kommer der fl ere af i kommunen, og det er bestemt ved lov, at de skal have den mest hensigtsmæssige hjælp. Men pengene følger ikke med. Hvorefter Socialudvalget skal fi nde dem inden for et af de andre områder. Uanset, så ender det med at blive andre af kommunens svage grupper, som betaler

”Alle de områder, hvor LFS har medlemmer, er gennem årene løbende blevet beskåret, fordi der kommer fl ere borgere med særlige behov. Det er et faktum, og det ved politikerne. De 104 mill.kr. svarer til ca. 6 pct. Det er helt absurd, især når man indtænker, at der ikke gives penge til fl ere brugere”, konstaterer Ulla Baggesgaard.

For det andet afleverer det sociale område i år 55 mill.kr. til den fælles kommunekasse. Og som det ser ud lige nu, vil disse midler primært blive brugt andre steder i kommunen, og ikke på det sociale område. Og for det tredje har der været et merforbrug på hjemmeplejen for handicappede de foregående år. Dels fordi der er flere brugere, end man lige havde budgetteret med, dels fordi en del brugere har fået fl ere timer, end minimumsstandarderne foreskriver.

Problemløsning…

Oveni det kommer de kendte årlige omstillingsbesparelser. Gennem ikke mindre end 11 år har der hvert år skulle lægges 2 pct. af lønbudgetterne i kommunens store kasse.

Gennem de seneste år er en stor del af sparekravene til Socialforvaltningen blevet udmøntet som generelle grønthøsterbesparelser.

”Det er en forkert vej at gå. Det har alene den konsekvens, at personalet skal løbe endnu hurtigere end året før. Grønthøstere overlader det politiske ansvar til medarbejderne, der i forvejen er under pres”, siger Ulla Baggesgaard og tilføjer:

”Og København har råd. Med aftalen mellem KL og regeringen har København mulighed for at bruge 250 mill.kr. mere end i år. En meget stor del af de penge er givet med begrundelse i stigende udgifter på det sociale område. Så pengene er der. Det handler om politisk vilje.”

Den almindeligt praktiserede metode i forvaltningen er at skære i behandlingstilbuddene, så de bliver billigere og ”tyndere”. Det sker især gennem omstruktureringer, som hver gang har betydet flere klienter pr. behandler i den københavnske behandling. En anden metode er at fjerne et tilbud. Men det er rigtig dumt, hvis man ikke har sat sig ind i hvem og hvad det tilbud gør godt for. Et eksempel: Behandlingsinstitutionen Kysten foreslås nedlagt. Kysten er et længerevarende helhedstilbud, som faktisk har rigtig gode erfaringer med en række stofmisbrugere, der har brug for stoffri behandling.

Hvorfor? Er det fordi politikerne efter grundig analyse og overvejelse har besluttet at netop Kysten kan stofmisbrugerne i København sagtens undvære? Næh. Pengeproblemet er bare blevet så stort, at der gribes til at lukke det eneste døgntilbud med helhedsløsninger til gengæld for ambulante pladser. De er billigere, men de sikrer hverken stoffri behandling eller bolig og beskæftigelse

”Politikerne i København gør i alle ”skåltalerne” stofmisbrugsbehandlingen til et spørgsmål om fixerum eller ej. Men det er der jo ikke megen behandling i. Vi ønsker at København skal være en by for alle. Også for de medborgere, der har behov for særlig støtte. Det er vores fælles ansvar. Og der skal fælles løsninger til.”