Sammenbruddets anatomi

Åbent brev til Børne- og Ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Familie- og Forbrugsminister Carina Christensen.

Af Lene Kann Møller, pædagog, og personalet i vuggestuen Snorregården, Københavns Kommune.

Hvad sker der med en krop, når der i længere tid er blevet skåret i benene? På et tidspunkt knækker de, og kroppen falder sammen. Hvad sker der med daginstitutionerne, når der i længere tid er blevet skåret længere ind end til benet? Logisk set må der også her ske et sammenbrud. Men hvor det ville være nemt at se den fysiske krop knække sammen, er det muligvis sværere at erkende institutionernes sammenbrud. Hvordan vil vi kunne erkende at daginstitutionerne ikke længere kan varetage deres opgaver på grund af alt for dårlige arbejdsvilkår? Kort sagt: Hvordan vil sammenbruddets anatomi se ud i daginstitutionerne?

Dette spørgsmål har vi nu i daginstitutionerne stillet os selv gennem flere år. Lige nu er spørgsmålet igen blevet aktuelt på grund af de varslede store nedskæringer i budgettet for daginstitutionerne og skolerne i Københavns Kommune til næste år.

Vores bud er, at sammenbruddet allerede er i gang. Sammenbruddet kommer ikke til at ske ved, at institutionerne en dag siger, at nu kan de ikke åbne mere, fordi vilkårene er så ringe, at det ikke kan forsvares. Sammenbruddet sker mere subtilt. Vi vil fortsat kæmpe den daglige gode kamp for at give børnene en god, tryg, udfordrende og lærerig hverdag. Men det sker med en høj pris. Og den pris kan sagtens erkendes allerede i dag.

Det pædagogiske fagområde er et område præget af kvinder med kvinders karaktertræk af at vende reaktionerne indad (Jvf. Rambøll undersøgelse for Bupl 2002 og hjertelæge Marianne Frederiksen i artikel om arbejdsmiljø blandt pædagoger, se www. bupl.dk/web/internet.nsf). Vi knokler for at gøre vores arbejde så godt vi kan under de eksisterende betingelser. Reaktionerne findes ikke i så høj grad i ydre protester, men kan ses ud af statistikker over menneskelige reaktioner på usædvanligt pres. Det er her sammenbruddets anatomi kan erkendes. Blandt sammenlignelige fag har det pædagogiske område et højere sygefravær. Vi har ca. 19 sygedage mod sygeplejerskernes ca. 13 sygedage om året (Kilde: Det Fælleskommunale Løndatakontor).

Ligeledes er der flere fyringssager blandt pædagogerne. I 2005 blev 1830 pædagoger fyret, hvoraf 2 ud af 5 fyringer skete på grund af sygdom forårsaget af det psykiske arbejdsmiljø (Kilde: artikel i Børn og Unge 15/2006). Det svarer til 3,4 % af Bupls aktive medlemmer. Til sammenligning blev der i samme år kun fyret 1,2 % af sygeplejerskerne (samme kilde). Dette er tydeligt reaktioner på utilfredsstillende arbejdsvilkår. Dertil kan vi lægge, at der over de sidste 10 år er kommet omkring 70.000 flere børn i de danske daginstitutioner. Antallet af pædagoger er bare ikke fulgt med denne stigning. Det svarer til, at der mangler 8-9000 pædagoger.

Dette betyder, at normeringerne er blevet væsentlig dårligere gennem de sidste ti år. Hertil kan vi så lægge, at 21% af kommunerne lige nu oplever rekrutteringsproblemer til pædagogstillingerne (Kilde: Synovate undersøgelse, september ’07 for Bupl). Dette mærker vi bestemt også i Københavns Kommune. Disse fakta beskriver i høj grad årsagen til det igangværende sammenbrud.

Som et eksempel på disse tal vil vi nævne, at vi i vores institution gennem de sidste tre år har haft 14 langtidssygemeldinger på grund af stress over arbejdsvilkårene. Og vi regner os til en af de gode og velfungerende institutioner.

Dette er situationen i dag. Fremover er det varslet, at det skal blive endnu værre med vores arbejdsvilkår, og dermed de muligheder vi har for at give de københavnske børn en god, tryg, udfordrende, lærerig og værdig hverdag.

Budgettet for 2008, som netop nu er ved at blive vedtaget, lover os massive besparelser på daginstitutions- og skoleområdet. Den gamle U&U forvaltning i Københavns Kommune efterlod sig ved sin død en gæld til den ny BUF forvaltning på omkring 300 mill.kr. Den skal vi nu på daginstitutions- og skoleområdet betale gennem besparelser og omstruktureringer. Der skal altså igen skæres i det ben, som vi har redegjort for, allerede er voldsomt såret og under sammenbrud. Konsekvenserne af nedskæringerne er svært gennemskuelige, hvilket øger den usikkerhed vi arbejder under.

En konsekvens, der allerede nu ligger fast er, at børnene på 2 år og 10 måneder ikke længere medbringer deres vuggestuetakst til børnehaverne. Det betyder, at der ikke længere er mulighed for som hidtil at gøre en særlig indsats over for disse mindste børns begyndelse i børnehavelivet. En anden konsekvens bliver, at fritidshjemmene ikke længere har morgenåbent. Der vil komme centrale opsamlingsstationer, hvorfra børnene vil blive fulgt til deres skoler. På TR-mødet den 6. september 07 var overvejelsen, at normeringen her bliver meget ringe: 1 voksen skal følge ca. 50 børn til skole gennem den københavnske trafik.

En anden måde for kommunen at spare penge på er ved at justere budgetmodellerne. En af justeringerne bliver, at tilskuddet fra kommunen til daginstitutionerne pr. barn sænkes (Kilde: Kommunens budgetforslag). Dette får os til at frygte, at vi, for at holde vores budgetter, må tage flere børn ind på hver stue. Således at vuggestuegrupperne kommer til at bestå af 14 børn mod 12 i dag. I børnehaverne vil der ligeledes komme to børn mere pr. stue. Hvordan mon de 2 år og 10 måneder gamle børn vil opleve det uden den særlige omsorg, der gives dem i dag?

Nu er det jo ikke sådan, at arbejdsopgaverne justeres nedad i takt med de færre ressourcer. Tværtimod bliver vi kontinuerligt pålagt nye opgaver. Arbejdet med årsplaner og de pædagogiske læreplaner pågår endnu. Læreplanerne fra 2004 er stadigvæk forholdsvis nye og under implementering. På det sidste er der kommet nye krav om miljøledelse, børnemiljøplaner og sprogtests af de 3 og 5 årige børn. Hertil er der ikke fulgt ekstra ressourcer. Dertil kommer, at Københavns Kommune rettelig ønsker en øget fokus og indsats over for de svagt stillede børn.

Udover disse særlige tiltag ønsker vi at skabe en hverdag for børnene som er optimal for dem. Det skal være en hverdag fyldt med spændende aktiviteter og ture; med nærvær og anerkendelse; med ro og livlighed; med tryghed og udfordringer; med mulighed for at få venner i gruppen og fi nde sig selv midt i myldret. Der er rigtigt meget, vi gerne vil i de københavnske daginstitutioner. Det vi beder om er at få mulighed for at gøre vores arbejde på en respektfuld og værdig måde. Vi ønsker at skabe rum for udvikling og læring, men det kræver, at vi også får råderummet til at gøre dette. Det nytter ikke kontinuerligt at skære os ned og samtidigt forvente endnu højere kvalitet i det arbejde vi kan levere. Vores vilje til det gode arbejde er der. Er jeres?

Dette åbne brev er stilet både til Københavns Børne- og Ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Familie og Forbrugsminister Carina Christensen. Dette har vi valgt, fordi stat og kommune ikke er adskilte sfærer. Der er en snæver sammenhæng mellem det, der sker det ene sted og reaktionen det andet sted. Regeringen har sat et loft over, hvor mange penge kommunerne må brug (Kilde: Bo Asmus Kjeldgaard på TR-mødet den 27. august 07). Dette vanskeliggør de nuværende forhandlinger, for pengene fi ndes i København. Det er kun et spørgsmål om vilje at bruge dem, så de københavnske børn kan fortsætte i deres daginstitutioner og skoler på det niveau de er nu, uden yderligere forringelser.

Derfor beder vi jer nu om at overveje, hvad der er af værdi for jer. I har lige nu muligheden for at blive husket som dem, der kæmpede den gode kamp for de københavnske daginstitutioner og skoler – og vandt! I kan være med til at opbygge og forbedre. I kan stoppe sammenbruddets anatomi. Vi ønsker alle at give børnene den bedst mulige opvækst i de bedst mulige daginstitutioner og skoler. I har magten til det – giv os arbejdsmulighederne!