UDVIKLINGSHÆMMEDE:

Af Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS

Når mediemøllen kværner

De seneste år har medierne gentagne gange afsløret gruopvækkende forhold for dette samfunds svageste borgere – de gamle, de udviklingshæmmede og de psykisk syge. Hver gang er forargelsen rullet som en flodbølge over landet. For her har ikke været tale om, at politikerne blot har besluttet at spare på det sociale område, nej her har været tale om, at de fagprofessionelle har handlet uprofessionelt, optrådt krænkende, nedladende eller ligefrem brutalt. Uddannede pædagoger, social-og sundhedsassistenter og pædagogmedhjælpere har brugt unødig magt eller endog vold. De svageste borgere har tilsyneladende været værgeløse ofre for de kommunalt ansattes grove overtrædelser af Servicelovens intentioner. Retten til selvbestemmelse for alle borgere og selveste medborgerbegrebet. Og det værste er, at vi ikke blot taler om et enkelt tilfælde. Det sker igen og igen i en tilsyneladende uendelig strøm af sociale institutioner. Eller hvordan er det egentlig?

Lad mig trække en enkelt, aktuel sag frem. Sagen om Tokanten

Igennem disse mere end fem år fandt der tilsyneladende ikke én eneste magtanvendelse sted på botilbuddet Tokantens afdeling P2A. Det var – eller burde retteligen have været – bemærkelsesværdigt, botilbuddets udviklingshæmmede beboere taget i betragtning. Beboerne i Tokanten er nogle af kommunens meget svage beboere, der er karakteriseret ved ikke at have verbalt sprog, være udadreagerende og have store problemer med f.eks. egen hygiejne. Trods dette åndede alt fred. Afdelingen levede tilsyneladende sit eget stille liv. Lige indtil en dag i december, hvor Berlingske Tidende bragte en stor forsideartikel: ”Forræderiet på Persillevej.” Hvem forræderiet ramte var svært at sige på baggrund af artiklen. Den handlede nemlig om to forhold.

For det første, at personalets indberetninger om magtanvendelser aldrig var blevet videresendt til forvaltningen, som de skulle have været. Og for det andet beskrivelser af forholdene som umenneskelige og konsekvent krænkende. Vilkårlige magtanvendelser, lemfældig omgang med medicin og en rå pædagogisk praksis synes at have været dagligdagen for otte borgere med svær udviklingshæmning.

I samme periode havde personalet udfyldt i alt ca. 600 indberetninger om magtanvendelse i den tro, at de blev behandlet i den lokale ledelse og i forvaltningen, ganske som beskrevet i vejledningen. Og at hvis nogle magtanvendelser ikke var i orden, ville de have fået tilbagemelding om, at pædagogisk praksis måtte ændres, og magtanvendelserne bringes i overensstemmelse med lovgivningens rammer og intentioner. De hørte bare intet. Ingen tilbagemeldinger. For Tokantens forstander havde ganske enkelt ikke videresendt indberetningerne. De var i stedet havnet i en mappe på kontoret.

Berlingskes forsideartikel startede en ren flodbølge. En flodbølge, der som så ofte før rev alle med sig, og efterlod sandheden som en mishandlet detalje. For nu stod skandalerne for tur.

Første skandale var forstanderens håndtering af indberetningerne. Det var reelt nok. Personalet havde aldrig fået tilbagemeldinger eller kvalificeret sparring, og indberetningerne var ikke videresendt til forvaltningen. Og hver gang, medarbejderne havde udført og indberettet en magtanvendelse, var der blot rungende tavshed fra ledelsen. Uanset om den var inden for, overskred eller lå på kanten af, hvad cirkulæret om magtanvendelse tillod. Ved de seneste to ordinære tilsyn havde forstanderen endog sikret, at tilsynet ikke kunne tale med personalet på afdelingen.

Næste skandalebølge ramte personalet. Og den ramte hårdt.

Medieomtalen foranledigede selv formanden for Socialpædagogerne, det tidligere SL, til at gå i pressen med sin mening om Tokanten. Muligheden for at komme i medierne kunne formanden tilsyneladende ikke stå for, uanset at hun overhovedet ikke kender Tokanten af den simple årsag, at personalet her er organiseret i LFS. Hun benyttede lejligheden til at tage afstand fra personalets handlinger, der måtte have udviklet sig en rå og ubarmhjertig kultur. Den løftede pegefinger var ikke til at tage fejl af.

Hvilken usikkerhed al denne omtale har sat de pårørende i, kan jeg kun gisne om, men jeg er ikke i tvivl om, at uanset at de har vidst at hverdagen i Tokanten så helt anderledes ud end i mediebeskrivelserne, har det også for dem været et voldsomt forløb.

Og hvad med beboerne. Uanset hvor professionelt, en personalegruppe arbejder, kan ingen beboere være upåvirkede af forløbet. For ikke at tale om den sværm af journalister, der ugen igennem opholdt sig foran Tokanten sammen med fotografer, der fuldstændig uden hensyn fotograferede og filmede ind gennem vinduerne i håb om at fange en beboers skræmte øjne. Det lykkedes, beboeren så ganske skræmt ud, men det var ikke medarbejdernes skyld. Presset på beboerne må have toppet, da Berlingske på trediedagen fik endnu et scoop. To pårørende hentede en beboer ”hjem”. I skæret fra fotografernes blitz kunne man se, hvordan beboeren blev eskorteret til en ventende bil, og dagen efter kunne vi alle læse, hvordan den pårørende ville ønske, han kunne straffe de skyldige pædagoger. Mediehype, når det er værst!

Den tredje skandale ramte Socialborgmesteren.

Undervejs i dette fortættede forløb blev det altså gradvist til et konstateret faktum, at den pædagogiske praksis havde været rå og ufølsom. Der blev sat lighedstegn mellem manglende indberetninger og overgreb. Det var ikke længere en tidlige ansat, der havde sin personlige fremstilling af hvad hun havde været involveret i, nej nu var det sandheden om forholdene i Tokanten. Når socialudvalgsmedlemmer kritiserede borgmesteren, blev det vævet ind i diskursen om umenneskelige forhold. Som f.eks. da Politiken skrev om forstanderens manglende håndtering af indberetningerne ”Dermed bliver hun ansvarlig for personalets mishandling og brug af magt mod bostedets beboere.” At en forstander har fejlet gøres synonymt med at så har forholdene været værst tænkelige.

Det mest absurde er, at mens alt dette foregik, ventede alle på den undersøgelse og redegørelse, der blev sat i værk umiddelbart efter den første artikel og var varslet færdig fire dage senere. Det vil sige, at ingen af parterne, hverken journalister, socialudvalgspolitikere eller Socialpædagogernes formand kendte det reelle billede af forholdene på Tokanten. Det hele byggede alene på den journalistiske bearbejdning af enkelte tidligere medarbejderes oplevelser. Ikke desto mindre havde de alle en mening om det! Og de fleste en bastant fordømmende holdning.

Sagen om Tokanten er nu tilsyneladende landet. Redegørelsen foreligger.

Den bekræfter det billede af dagligdagen, vi i LFS har fået via medlemmerne på Tokanten, nemlig et personale, der har villet det bedste, men har været underlagt vilkår, der har berøvet dem mulighederne for konsekvent at handle i overensstemmelse hermed. 109 indberetninger om beboeres vold mod personalet er jo et entydigt tegn. Først og fremmest har der ikke været den nødvendige faglige ledelse og sparring, eller de nødvendige diskussioner og afklaringer i personalegruppen, men også de fysiske rammer og personaleressourcerne har været helt utilstrækkelige. Ikke desto mindre har personalet forsøgt at skabe en tryg dagligdag for alle beboere.

Redegørelsen slår fast, at antallet af magtanvendelser i sig selv ikke er unormalt for et botilbud med beboere, der kan karakteriseres som de absolut tungeste i kommunen, og at personalet som årsag angiver, at det har handlet om at beskytte beboeren selv eller de øvrige beboere. Siden juli, hvor indberetningerne blev indsendt til forvaltningen, har der ikke været nogen ulovlige magtanvendelser.
Der står endvidere, at håndteringen af medicin har været i orden. Beboerne er altså ikke blevet pumpet med medicin, som overskriften lød i Berlingske. Og til slut tydeliggøres det, at anklagerne om udnyttelse af beboernes økonomi handler om, at forstanderen har ladet beboere afholde udgifter til hjælpemidler, som burde have været betalt af botilbuddet. Også her er medarbejderne frikendt.

Desuden bør man hæfte sig ved, at de pårørende ikke har kunnet genkende det unuancerede billede af forholdene, der har været gengivet i medierne. De har tværtimod tilkendegivet, at de har oplevet, at beboerne trives, og personalet har en høj etik og moral. Omvendt har de peget på, at de fysiske rammer på Tokanten er helt urimelige, og at der bør sættes flere ressourcer af til botilbuddet.

Forvaltningen har beklaget forløbet over for medarbejderne, politikerne og offentligheden. Der er ansat ny ledelse, idet Flemming Nielsen, forstander for Nordlyset, er konstitueret som forstander. Der er lavet en handleplan for den nærmeste fremtid. Dagliglivet i Tokanten fortsætter.
Alt sammen tiltag, der kan pege frem. Samarbejdet mellem forvaltningen og LFS har været fortrinligt under hele forløbet, og vi har fuld tillid til de løsninger, der er planlagt.

Men tilbage står en gruppe medarbejdere, som blev revet omkuld af en tsunami, skabt af medierne og vedligeholdt af nogle politikere. For dem bliver hverdagen på Tokanten aldrig den samme. At skulle leve med, at Tokanten en rum tid vil stå som stedet, hvor "det der skete" er voldsomt. At have set sin egen faglighed fremstillet som mishandling og vold er endnu værre. Derfor er det så afgørende at sige højt og entydigt: medarbejderne på P2A, Tokantenblev renseet for de grove medieanklager.

Berlingske Tidende burde have presseetik nok til at skrive det på forsiden, men de gør det næppe. Politikerne burde anstændigvist også melde det klart og tydeligt ud, men har endnu ikke gjort det. Nu gør vi det så her i al beskedenhed i LFS Nyt: Personalet blev frikendt! Der var ikke hold i anklagerne!
Nu er tiden inde til at se fremad. Her fra LFS ønsker vi jer al mulig held og lykke! Ring, hvis vi kan være jer behjælpelige.

En ting står klart. Der er brug for at politikerne i København ser på området som helhed. De bør tage kritikken af ressourcerne til området og de fysiske rammer seriøst. Det har ikke været tilfældet hidtil. En kontinuerlig overbelægning på 33 pct. på Tokanten taler sit eget tydelige sprog. Især når moderniseringsplanen på området først er gennemført om 38 år, fordi der ikke sættes flere penge af. Og spørgsmålet om ressourcerne kan ikke bare affejes, som Overborgmesteren forsøgte det i efteråret med et: ”Beklager, de udviklingshæmmede kom for sent.” Den slags skal vi forhåbentlig aldrig høre igen.