Af Tine Bjerre Larsen

”De hidser sig ikke op”

Spørger man børnene på Kirkebjerggaard, så skælder de voksne ikke ud, og det er helt bevidst. anerkendelse og en god tone er fundamentet i kkfo-institutionen i Vanløse.

De skælder ikke så meget ud. De har altid en grund. Hvis der fx er en, der har været meget fræk fra vores klasse og siger, at han vil slå en anden.”

Sådan siger Mathilde og Matilde fra 3. y, som går på Kirkebjerggaard, som er en KKFO institution i Vanløse. Mens pigerne er i gang med at bage, er Mathias fra deres klasse ude på gangen, og han er helt enig.

”De skælder ikke meget ud. Det synes jeg er rart. De siger: ”hold lige op med det der”, hvis der er nogle, der er oppe at slås”, siger Mathias.

Det ser ud til, at intentionen er lykkedes. For da Kirkebjerggard blev etableret som institution for seks år siden, ville personalet lave et sted for børn og voksne, hvor der var rart at være, og hvor de voksne derfor ikke skældte ud.

To af pædagogerne havde været til et foredrag med børneforskeren Erik Sigsgaard om hans bog ”Skældud”, som satte fokus på, hvordan skæld ud bruges som sanktionsmiddel i institutioner og skoler. Erik Sigsgaards forskning viste, at børn har det rigtigt dårligt med at blive skældt ud, og at skæld ud sjældent virker efter hensigten.

”Det var virkelig en åbenbaring for mig at høre det foredrag.
Der var mange ting, jeg havde tænkt over i mit arbejde med børn. For eksempel havde jeg en kollega, der skældte både mig og børnene ud. Jeg blev helt lammet og følte mig meget lille. Det var ligesom, når ens mor skældte ud, men jeg sagde ikke noget.
Det var hendes grænser, som åbenbart var overtrådt, og det ville jeg ikke blande mig i, siger Jael Safi r, der er stedfortræder i institutionen.

Skæld ud var ikke noget, man talte åbent om dengang, er de enige om på kontoret på Kirkebjerggaard. Her har Jael Safir og Lene Skovgaard, der er pædagog, arbejdet sammen siden starten.

”Jeg har hele tiden vidst, at skæld ud er det værste børn ved, men det var ikke noget, vi talte om eller var rigtigt anfægtede af. Jeg kan huske, at min søn kom hjem med en kalender, hvor der var et meget godt citat: ”Hvis min mor spilder noget, når hun kommer på plejehjem, vil jeg ikke skælde hende ud, for jeg ved jo, hvordan det er”, siger Lene Skovgaard.

Civilisering af skæld ud

Når der starter en ny pædagog på Kirkebjerggaard får vedkommende at vide, at man forsøger at holde en god tone, være gode rollemodeller og tale pænt og respektfuldt til både børn og voksne.

På kontoret hænger en seddel ”civilisering” af skæld ud – med fem råd. Det første hedder ”altid husk at spørge” - tæl til ti og spørg så.

”Hvis der er et barn, der står og hiver mig i buksebenet, så er det fordi, han vil mig noget. Der ligger en positiv intention bag. Så i stedet for irriteret at sige: ”hold så op”, så kan man spørge, hvad det er, han vil snakke med en om og bede ham vente lidt, hvis man er i gang med noget andet. Det er når voksne er vrede, at de i afmagt skælder ud og fortæller, hvad de IKKE vil have. Men hvis vi giver børn en chance ved at fortælle, hvad vi gerne vil have, så får de en mulighed for at give os det”, siger Stephen Lindenhoff, der er leder på Kirkebjerggaard.

”Da en gruppe på et tidspunkt var i gang med at lave en julekalender, så var der et barn, der blev ved med at løbe rundt om dem og larme. I stedet for at sige ”din klaphat”, så brug ti sekunder på at gætte, hvad det er, han vil. Måske skulle man spørge, om han ikke lige havde brug for at komme en tur i gården.” Skæld ud virker heller ikke. Det har forskere dokumenteret – og pædagoger og forældre sikkert også opdaget. ”Børn ser en vred og opkogt voksen stå og slynge en masse ord ud, men budskabet kommer ikke frem. Det handler om at fortælle, hvad man gerne vil have - ”jeg vil gerne have, at du kravler ned fra det bord”. Og som regel vil børn gerne give en det, fordi de som alle andre har behov for kærlighed og anerkendelse”, siger Lene Skovgaard.

Både hun og Jael er lettede over, at det i dag er blevet legalt at tale om skæld ud og gribe ind, hvis en kollega taler for hårdt til et barn. Eller en forældre gør det.

”Der var en forældre, som skældte sit barn ud, så hele gangen kunne høre det, når hun kom og hentede. Jeg tog en snak med hende på kontoret og fortalte om vores holdning til skæld ud og om Erik Sigsgaards teorier. Jeg sagde, at jeg vidste at det var svært, når børnene løb hver sin vej, og man bare ville hjem, men at vi gerne ville hjælpe hende. Det var hun positiv overfor. Vi hjalp hende med at fi nde det tøj, som der altid manglede, og med at sige ”hej” til børnene i stedet for ”kom nu”. Men det er ikke noget, man bare lige kan ændre, det er en proces”, siger Jael Safir.

Glad i hovedet

Der var også en forældre, som skældte de andre børn ud, fordi de var efter hendes barn. Personalet forklarede hende, at det ikke var rart, og at hun i stedet skulle komme til dem. Ifølge Erik Sigsgaard er skæld ud af en fremmed det allerværste et barn ved. Det er mere ydmygende, end hvis det kommer fra en voksen, man har en relation til.

”Man går heller ikke hen til en fremmed og erklærer ham eller hende sin kærlighed”, indskyder Stephen Lindenhoff og citerer et lille udsagn, som er sat op på opslagstavlen: ”Bag ethvert problem gemmer sig et håb eller ønske”.

”Moren håber, at børnene gør, hvad hun siger, og egentlig har forældre og pædagoger samme håb og ønsker, nemlig at deres børn har det godt og får de bedste muligheder for at få et godt liv.” Hvis en pædagog eller lærer, som børnene ikke kender, skælder dem ud, så er det også noget, som Lene Skovgaard og Jael Safi r går ind og blander sig i. Men det handler mere om en ”bevidsthedsudvikling” end om, at pædagogerne skal gå og fortælle andre, hvordan de skal være, mener Stephen Lindenhoff. ”Man skal helst føle, at det er hyggeligt at komme her hos os.

Det har også noget med vores sprog og adfærd at gøre”, siger han og fortæller om deres koncept ”Glad i hovedet”, som de har inddraget alle indskolingsklasserne i. ”Vi har formuleret vores holdning til sprog, adfærd og værdier i ”Glad i hovedet”. Formålet er at styrke børns kompetencer i forhold til at navigere og fi nde ud af, hvad og hvornår noget er vigtigt og har betydning. Vores sprogbrug påvirker vores følelser, og det betyder noget, hvordan vi kommunikerer. I dag skal vi være her til klokken 21, fordi vi har forældremøde, og så kunne jeg sige: ”shit, vi skal være her i 13 timer”. Men jeg kan også sige, at ”i dag har vi en sjov og varieret dag”, og det vil give nogle helt andre signaler og sætte nogle andre følelser i gang hos os selv, og dem vi taler med”, siger Stephen Lindenhoff.

Både Jael og Lene synes, at børn i dag har et grimmere sprog, og ser det som deres opgave at lære børnene, at det gør en forskel, om man siger ”fuck” hele tiden eller har et mere nuanceret sprog.

”Jeg talte da også grimt, da jeg var barn, men når jeg var hos mine bedsteforældre, så kunne jeg godt fi nde ud af at sige ”tak for mad”. Det er jeg ikke sikker på, er så let for børn i dag. Gadesproget er kommet ind i institutionsverdenen, og det er noget nyt. Men man får en bedre tilgang til andre mennesker og et nemmere liv, hvis man har et nuanceret sprog og en acceptabel adfærd”, siger Lene Skovgaard.

Alternativet hedder konflikthåndtering

Både hun og Jael synes, at det er en lettelse, at det er blevet legalt at snakke om skæld ud. Og Jael har næsten dårlig samvittighed over, hvordan hun opførte sig, før hun blev bevidst om ikke at skælde ud.

”Jeg ville ønske, at jeg havde læst Sigsgaards bog, før jeg fik børn. Jeg har da skældt dem ud. Og før i tiden kunne jeg godt finde på at tale lidt hårdt til et barn her og fx sige: ”skal du ikke ha’ svømning, når du har meldt dig”.

Hun og Lene nævner nogle af deres pædagoger, der aldrig skælder ud, men understreger samtidig, at de kun er mennesker, og at det er i orden at ”spole tilbage”. ”Hvis jeg kommer til at overfuse et barn, så har Lene retten til gribe ind. Så handler det om at sige undskyld til et barn, hvis man er kommet til at skælde ud eller være for irriteret. Man skælder jo ud i en eller anden form for afmagt og har nærmest migræne bagefter. Det er ydmygende for barnet at få skæld ud, men det er også ubehageligt for den voksne. Vi taler meget om, hvordan vi i stedet løser konflikter. Det er noget, man skal lære, hvis man som nogle pædagoger her, kommer fra institutioner, hvor man ikke har haft fokus på skæld ud”, siger Jael Safir.

Men hvad gør de helt konkret, når de fx gerne vil have børnene til at holde op med at slås eller løbe vildt rundt mellem bordene?
”Man siger, at man godt vil have dem til at holde op og foreslår dem alternativer. I stedet for at være retfærdighedsdommere forsøger vi at få børnene selv til at finde en løsning. Det kan være, at de ikke skal lege mere sammen den dag. Hvis det ikke virker første gang, når man beder dem lade være med at slås eller drille andre i deres leg, så siger man det igen og igen, som Erik Sigsgaard anbefaler. De børn, som bliver ved, er som regel børn, der har det svært, og dem tager vi typisk ind på kontoret og snakker med”, siger Jael Safir.

Skæld ud er ydmygende og en form for overgreb, mener Lene Skovgaard.
”Det er os, der passer børnene, så vi har en magt overfor dem, som vi skal være opmærksomme på. Jeg bruger tit vendingen ”nu kan jeg mærke, at jeg bliver vred”. ”Kan du blive vred”, er der så nogle af børnene, der spørger. Det kan jeg godt, men så tager jeg dem væk, så jeg selv når at falde til ro, så vi får talt sammen på en ordentlig måde. Og så forsøger jeg at huske at sige, at jeg ikke er gal på dem mere. Det er vigtigt.”

Der er ikke børnemagt

At komme ind på kontoret er efterhånden ikke noget, som børnene bliver skræmte over. Til gengæld oplever de det som noget meget voldsomt, hvis de en sjælden gang bliver skældt ud, mener Lene Skovgaard.

”De kender deres rettigheder og er vant til at blive behandlet ligeværdigt, så det tror jeg ikke, at de vil finde sig i. Men det betyder ikke, at der er børnemagt her på Kirkebjerggaard. Det er stadig os, der har ansvaret for, at alle har det godt her, og det er os, der bestemmer de store ting”, siger hun. Også Stephen Lindenhoff har lige en kommentar.

”En konflikt opstår, når man ikke får et ønske opfyldt. Vi troede, at vi havde puderummet, siger den ene gruppe, og så kan man enten starte skyttegravskrigen eller fi nde en fredelig løsning”, siger han.

Børnene på Kirkebjerggaard virker som nogle, der som regel kan finde ud at af forhandle sig frem til en løsning. Dem, der er i legerummet med et langt bord fyldt med lego, synes heller ikke, at de voksne på Kirkebjerggaard skælder ud.

”De bliver sure, men de hidser sig ikke op”, siger Jonas. Også Amal fra 3 y synes, at de voksnes tone er god: ”Det er ikke sådan, at de siger:”nu stopper du!”. De siger: ”vil du godt være sød og lade være med det”

På Kirkebjerggaard har man med inspiration fra Erik Sigsgaard en seddel med fem råd om kommunikation hængende på opslagstavlen: 1. Altid huske at spørge – tæl til ti og spørg så 2. Ikke skælde ud uden et nært forhold til barnet 3. Ikke skælde ud offentligt 4. Huske at sige udtrykkeligt, at man ikke er vred mere 5. Aldrig overfuse, mere ”sige”

Skæld mindre ud

De fleste voksne kan huske ubehaget, når de blev skældt ud, og alligevel bruger forældre, lærere og pædagoger 25 procent af deres tid sammen med børn til at irettesætte børnene.
Sådan skrev børneforsker og tidligere lektor på Højvangsseminariet Erik Sigsgaard i sin bog ”Skældud”, der udkom i 2002.

Bogen var et resultat af et udviklingsarbejde og forskningsprojekt i en almindelig børnehave, og den var først og fremmest skrevet til pædagoger og lærere.
For nylig har Erik Sigsgaard udgivet bogen ”Skæld mindre ud”, som henvender sig til forældre, der gerne vil blive bedre til at omgås deres børn på en kærlig og anerkendende måde.

Begge bøger er udkommet på Hans Reizels Forlag.