VELFÆRDSDEBATTEN

Af Elisabeth Lockert Lange

Den offentlige sektor udhules

Hvis velfærdssamfundet nu og i fremtiden ligger dig på sinde, må du ikke ”misse” fyraftensmødet i LFS den 14. februar. Mødet vil give dig en både dybere og bredere forståelse af velfærdssamfundet anno 2008 og i årene både bagud og fremover. En forståelse for hvorfor du i stigende grad skal dokumentere dit arbejde, en forståelse for hvorfor økonomien på din arbejdsplads bliver mere og mere presset, og en forståelse for hvorfor regeringspolitikerne nu her efter folketingsvalget siger at du ikke kan få mere i løn.

Det hele hænger såmænd ganske godt sammen, privatiseringerne, de klemte offentlige institutioner som ”jager” borgerne over i private løsninger, medarbejderflugten fra det offentlige – altså set fra et nyliberalistisk udgangspunkt som regeringens. Og udviklingen er endda aldeles tilsigtet.

Det er Henrik Herløv Lund nået frem til i sin analyse af velfærdssamfundet og dets udvikling gennem de sidste 10 år.

Og det er denne analyse af velfærdssamfundets udvikling, han vil delagtiggøre dig i, hvis du møder op i LFS torsdag den 14. februar kl. 17.30 med et åbent sind og interesse for at høre, både hvilken vej det går under den nuværende regering med markedsgørelse, markedsstyring, kvalitetsreform og 2015-plan – og hvilke alternativer som er både mulige og realistiske, hvis vi vil en anden udvikling… Hæng på her og få et fingerpeg om, hvad planen går ud på fra regeringens side.

Det konkrete og umiddelbare udgangspunkt for Henrik Herløv Lunds oplæg på fyraftensmødet er hans to bøger, dels ”Nyliberalismen, velfærden og kvalitetsreformen”, dels ”Ulighed er spild”. Det er bøger som ligger i forlængelse af hans arbejde som økonom i forskellige dele af den offentlige sektor og ikke mindst hans ”fritidsarbejde”, som han kalder det, som deltager i den alternative velfærdskommission og dens skrifter. Den blev nedsat i 2004 som et modspil til regeringens velfærdskommission. Den sidste er nu nedlagt, men den alternative holder ved, dens medlemmer vurderer der stadig er brug for den – al den stund presset på velfærden fortsætter.

Henrik Herløv Lunds ærinde er velfærden og dens skæbne i Danmark. Fagbevægelsen og dens kamp for de offentligt ansatte er ikke hans udgangspunkt. Om der så er nogen modsætning er en anden sag. Om nogen ligger landets velfærd jo netop de offentligt ansatte på sinde.

Et nyliberalt projekt

Og så til regeringens plan.
”Min pointe er at regeringen arbejder hen imod en helt anden velfærdsmodel og en helt anden måde som den offentlige sektor skal fungere på. Det hænger sammen med den ideologi, som regeringen står for – nemlig nyliberalismen.” Kort fortalt står den nyliberalistiske ideologi for at tilpasse den offentlige sektor mest muligt til markedet. Dels gennem egentlig markedsgørelse, altså gennem at flytte offentlige aktiviteter over i privat regi. Dels ved en øget markedsstyring, sådan at der hvor opgaven ikke markedsgøres underlægges den i stedet styringsformer, som ”smager” af marked, fx brugertilfredshedsundersøgelser og mål- og resultatstyring, paralleller til private virksomheders funktionsmåder.

”Det er vigtigt at holde fast i at det nyliberale projekt – og det er et projekt – også indbefatter en forandring for velfærdsarbejdet og for velfærdsarbejderne. Og det gør det, fordi regeringens nyliberale tilgang grundlæggende er præget af en fundamental mistillid til de ansatte i den offentlige sektor. Regeringen ser tydeligvis de offentligt ansatte som nogen, der er optaget af at mele deres egen kage. Derfor handler det for regeringen om at styre og kontrollere de offentligt ansatte. Denne grundlæggende mistillid til de offentligt ansattes motiver har ført til en stram styring af sektoren med øget kontrol, bl.a. gennem krav om dokumentation og evalueringer. Det sker ikke primært af hensyn til effektopgørelsen, som det begrundes med, men især som en kontrol af de offentligt ansatte.” Dette projekt har været i gang i en årrække, vurderer Henrik Herløv Lund. Det var faktisk Nyrup-regeringen, som for alvor satte udviklingen i gang med den såkaldte moderniseringspolitik, og ligeså med privatisering og udlicitering. Men der er en forskel, mener han.

”For socialdemokraterne var dette neutrale instrumenter, som kunne bruges til at sparke liv i stive institutioner og til at effektivisere. De stillede ikke grundlæggende spørgsmål ved sektorens kerneopgaver, det var hjælpefunktioner man privatiserede. Den nuværende regering går langt videre. Den har intensiveret og udbygget processen, og den tænker også kerneopgaverne ind.”

Pres på kvalitet

Den samme forskel gør sig også gældende på det skattepolitiske område, vurderer Henrik Herløv Lund.
”Socialdemokraterne var også nyliberalistisk inspireret i deres fordelingspolitik. Men den nuværende VK-regering har gjort skattepolitikken med skattestop og skattelettelser til en murbrækker over for det offentlige område. Skattestoppet udhuler grundlaget for velfærden, og det gennemtvinger hen ad vejen en omfordeling mellem den offentlige og den private sektor.”
Han uddyber:

”Under Nyrup-regeringen fik det offentlige forbrug lov til at stige mere end dobbelt så meget som under VK-regeringen – og for det private forbrug er det lige omvendt. Og når regeringen udhuler finansieringen, og det har regeringens udgiftsloft tjent til at gøre, så har det negative konsekvenser for den offentlige velfærd.

For generelt tildeles kommunerne ikke midler nok til at de kan følge med udviklingen, og samtidig er der faldende beskæftigelse i den offentlige sektor. Altså sker der en dobbelt udhuling.”

Denne udvikling kan naturligvis ikke fortsætte uden at sætte pres på kvaliteten af den service, der ydes og pres på de ansatte. Ganske som vi allerede har set det og ser det. På daginstitutionerne, på specialinstitutionerne, på ældreområdet, på sygehuse, på folkeskolen. Udgiften pr. bruger er gået ned, og der er en faldende mængde tid til rådighed til hver enkelt bruger. På den måde havner den offentlige sektor i en klemme.

Der er mindre at gøre godt med, og kommunerne bliver styret stramt.
”Kommunerne oplever et stigende pres i forhold til borgernes forventninger, de kan ikke møde dem. Borgerne forventer jo at den offentlige sektor følger den velstandsstigning, som resten af samfundet oplever – og hvorfor skulle det også være anderledes?”, spørger Henrik Herløv Lund og fortsætter: ”Dette er en farlig cocktail, et farligt krydspres. Kommunerne kan ikke leve op kvalitetskravene, og borgerne har nu fået pengene til at gå andre steder hen for at få de ydelser. Ja i hvert fald de velhavende. Og det er just planen, helt tilsigtet og fuldt overlagt.”

2015-plan

Og hvor fører det os så hen?
Fremtidsperspektiverne træder frem med stor tydelighed i regeringens 2015-plan, en plan som indeholder regeringens økonomiske rammer for den offentlige sektor frem til 2015. Det er ikke munter læsning for hverken offentligt ansatte eller andre borgere i dette land.

Der skal nemlig gives (endnu) færre ressourcer til den offentlige sektor. For øjeblikket får det offentlige forbrug kun lov til at stige med 1,3 pct. om året, svarende til en stigning på 5-5 1/2 milliarder, og det er i sig selv stort set umuligt for kommunerne at overholde med de opgaver de har. Der er reelt brug for en stigning på 6-7 milliarder om året for at kunne følge med velfærdsudviklingen i samfundet i øvrigt.

Og det bliver værre endnu. For fra 2009 skal denne lave stigning endog halveres. Det bliver en katastrofe, vurderer Henrik Herløv Lund. Brugerne, som der især på ældreområdet kommer flere af, vil opleve at standarden falder drastisk.
Derudover indeholder den en plan for den offentlige beskæftigelse.
Som kun må stige med 10.000 mennesker frem til 2015, mens der kalkuleres med 30.- 40.000 flere beskæftigede i den private sektor.

”Men der er brug for flere hænder i den offentlige sektor.
Hvis man regner på det, skal der op mod 30.000 flere ansatte til, hvis man vil have bedre service og bedre kvalitet. Denne plan er med andre ord opskriften på en fortsat udsultning af den offentlige sektor.”

Kvalitetsreform

Regeringens anden plan er den meget omtalte kvalitetsreform.
Mens 2015-planen sætter de økonomiske rammer, indeholder kvalitetsreformen styringsmodellen for den offentlige sektor.
Det handler dels om markedsgørelse, altså egentlige udliciteringer, dels om markedsstyring, altså styring gennem kontrol, dokumentation for arbejde osv. Når man ikke vælger markedsgørelsen i ét hug, skyldes det, efter Henrik Herløv Lunds mening, en fornemmelse for hvad der politisk er realistisk. For det er markedsgørelsen, der er det endelige mål.

”Det er et nyliberalt projekt de er ude i, men som et gradvist forandringsprojekt, ikke over-night. Og desuden forudsætter den fuldstændige markedsgørelse en hel del forberedelse, og denne skabes af markedstyringen med dens evalueringer, dokumentationskrav, standardiseringer etc. Kvalitetsreformen vil give endnu et nøk opad af samme spor: kontrol, evalueringer, brugertilfredshedsundersøgelser etc. Det hele sættes i system – og endnu er det i det offentlige system.” Han ser også flere udliciteringer forude, bl.a. er Dong og DSB på vej.

”Den offentlige sektor presses altså på ressourcerne samtidig med at velfærdsarbejdet er under en stigende styrings- og kontrolpres. Det handler i virkeligheden om en stigende bureaukratisering.

Og når de ansatte både skal være bureaukrater og passe deres kerneopgaver, så stiger tidspresset yderligere.” Bl.a. derfor flygter de ansatte ud af det offentlige, som man med mellemrum kan høre i medierne. Det kommer slet ikke bag på regeringen, vurderer Henrik Herløv Lund. Regeringen har kalkuleret med at det bliver sværere og sværere at rekruttere nye medarbejdere til det offentlige. Og da der ikke kan eller skal ansættes nye, skal de tilbageværende selv fylde gabet. Presset vokser – utilfredsheden hos borgerne vokser – det er skruen uden ende. ”De udmeldinger vi ser om lønpolitik viser også en tydelig prioritering. Mens der blev givet skattelettelser før valget, så er der nu efter valget ikke råd til lønstigninger til de offentligt ansatte. Det vil sige at skattelettelser er vigtigere end offentlig service efter regeringens opfattelse.” Det er endnu en udhuling indefra, når de ansatte ikke får en ordentlig løn. Og som sagt passer det alt sammen fint sammen. Og det passer fint med regeringens politik, konstaterer Henrik Herløv Lund. ”Målet er at man på sigt skal købe ydelserne i den private sektor i stedet, og dette er en måde at motivere borgerne til at gøre det. Det er ikke opmuntrende.”

Gode alternativer

Men der er fuldt realistiske alternativer, hvis man vil… Henrik Herløv Lund tager fat på regeringens mantra: vi har ikke råd og vi ikke har hænder.
Ingen af delene er rigtige, har han og den alternative velfærdskommission analyseret sig frem til.
I forhold til pengene. Staten har et komfortabelt overskud, et samfundsmæssigt råderum. Det kunne disponeres til offentlig velfærd. I forhold til hænderne. Der findes stadig 750.000 borgere uden for arbejdsmarkedet, inklusive de uofficielle ledige, bl.a. aktiverede, revalidender etc.

”Hvis beskæftigelsen øges, øger vi også det økonomiske råderum.
Og velstanden stiger jo støt. Skal denne stigning i velstanden kun bruges til at købe flere varer for eller til også at øge servicen i den offentlige sektor? På sigt skal der prioriteres om det private forbrug skal stige 200 pct. eller ”kun” 180 pct. Så ja der er råd”, præciserer han og fortsætter: ”I forhold til hænderne mener vi i den alternative velfærdskommission at der stadig findes en arbejdskraftreserve, hvor nogle ganske vist er nærmere arbejdsmarkedet end andre.

Man kan få en større arbejdsstyrke gennem at blive bedre til at fjerne barriererne. Det gælder især gennem uddannelse, ikke mindst sproglig uddannelse, da mange uden for arbejdsmarkedet er indvandrere og så gennem arbejdstræning. Det vil også øge beskæftigelsen, hvis man formår at fastholde den nuværende arbejdskraft, gennem et bedre arbejdsmiljø, seniorstillinger osv. Også en anden efterlønsordning uden fuld modregning for arbejde vil betyde noget.” Henrik Herløv Lund anslår at der ligger ca. 30.-50.000 ekstra medarbejdere gemt i bedre fastholdelse og fleksible tilbagetrækning. En indsats over for det stigende sygefravær er også vigtigt, mere fokus på genoptræning og en aktiv indsats for at få syge tilbage på arbejdsmarkedet er vigtige tiltag.

Og så kan det også blive nødvendigt at få tilført arbejdskraft udefra – på sigt, vurderer den alternative velfærdskommission. ”For at fremme den udvikling skal Danmark ophøre med sin indvandrerfjendske holdning, som kun bremser integrationen. Vi tror at det bliver nødvendigt med 100.-150.000. flere medarbejdere. Og det vil skabe et endnu større råderum for øget offentligt velfærd.”

Tillid

Et alternativ til den stigende markedsstyring af de offentligt ansatte har den alternative velfærdskommission også kigget på. Svaret er måske ikke så overraskende at bringe tilliden til de offentligt ansatte tilbage.

”Det er vigtigt at styrke de offentligt ansattes faglige og professionelle råderum, for det er netop fagligheden og professionalismen, der tilsidesættes med kontrol og styring og mistillid. Tilliden til deres faglighed skal tilbage. Vi ser gerne markedsgørelsen bremset og rullet tilbage. Vi tror mange kommuner ville droppe udliciteringer, hvis de kunne vælge, for det koster en masse ressourcer. Vi ser kommuner, som stifter egne private selskaber for at leve op til krav om udlicitering og for at slippe for den, fordi de ikke oplever en reel effektivisering men en forringet kvalitet. I hvert fald inden for kerneopgaverne.” Vi hører konstant regeringen sige at lønkravene ved overenskomst 08 er en trussel mod velfærden. Det kan Henrik Herløv Lund ikke se.

”Den reelle trussel er manglen på hænder. Det er svært at rekruttere til især ældreområdet og sundhedssektoren. Og den lave løn er en del af den trussel, fordi det gør rekrutteringen sværere. Økonomer har længe peget på at økonomien burde være strammet, og ja skattelettelserne skulle have været afblæst. Men nu er vi i en økonomisk overgangsfase, på vej ned i gear, fordi stigningen i forbruget drevet af friværdi etc. nu er stoppet. Alt tyder på en opbremsning, og det får afsmittende virkning her i landet. Så det er ikke nu, man skal stramme og tale om at lønnen ikke må stige. Det vil tværtimod gøre ondt værre.” Den vanskelige rekruttering på velfærdsområdet er bekymrende. Derfor skal der skabes mere attraktive arbejdspladser, peger den alternative velfærdskommission på. Og det handler ikke kun om løn, men også om trivsel og arbejdsmiljø. Flere ressourcer, mindre kontrol, mere tillid.

Hænger du stadig på? Så har du sikkert tænkt en masse spørgsmål undervejs. Dem kan du få svar på på fyraftensmødet den 14. februar.