Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Svage børn rammes
Et enigt socialudvalg i Københavns kommune har besluttet forringelser på forebyggelses- og anbringelseskontoen.
Det betyder at socialudvalget underbudgetteres – igen. Og det har konsekvenser. I år betyder det at det går hårdt ud over servicetilbudet til byens svageste børn og unge, for et sted skal helt urealistiske budgetter vise sig.
Konsekvenserne er bekymrende, og besparelsen? Tja det er som at tisse i bukserne i frostvejr. På længere sigt koster det dyrt at skære på netop forebyggelse. Det kan tværtimod føre til flere – dyre – anbringelser. At socialudvalget så samtidig vælger at skære på anbringelseskontoen, gør det blot endnu mere absurd, vurderer Majbrit Berlau, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening: ”Den eneste måde at spare penge på den konto er jo at hjemtage børn til kommunale tilbud, som man i første omgang har vurderet ikke var egnet, ellers havde man vel brugt dem dengang.”
Helle Haslund, formand for specialområdet i LFS, peger på det store behov for netop forebyggelse der er i København: ”Alt for mange børn er udsatte eller i risiko for at blive det. Vores medlemmer leverer hver dag en god indsats, men det er en indsats som nu vil blive kraftigt forringet.”
Hun har noget at have sin bekymring i. Gennem de seneste syv år er der sparet mere end 70 millioner kroner på området, alene på grund af kommunens særlige budgetmodel. ”Det er helt uansvarligt. Og politikerne i Borgerrepræsentationen påtænker endda at fortsætte af samme spor!” Karin Kildedal, lektor på Aalborg Universitet, og en af landets førende eksperter i anbringelser og udsatte børn, deler frygten og siger til Berlingske Tidende at det kan gå rivende galt, når udsatte børn og unge ikke får kvalificeret omsorg og voksenkontakter.
Også socialborgmester Mikkel Warming deler frygten for konsekvenserne af beslutningen, men der ser ikke andre muligheder på grund af sidste års merforbrug på grund af flere børnesager.
Mange depressioner blandt sygemeldte
Depressioner blandt langtidssygemeldte er udbredt, men mange ved det ikke. Næsten halvdelen af de langtidssygemeldte lider af en eller anden form for depression, men hos halvdelen af dem er lidelsen ikke blevet opdaget, skriver Politiken. Fremover vil det blive nemmere at spore en psykisk lidelse hos de ca. 100.000 danskere, der er sygemeldte i månedsvis. Det kan ske via et simpelt spørgeskema, som overlæge Hans Jørgen Søgaard har udviklet. 13 spørgsmål, som tager fem minutter for den sygemeldte og to minutter for sagsbehandleren, så står det klart om den syge har en psykisk sygdom.
Han har stået i spidsen for en stor undersøgelse, der dokumenterer, at 48,2 procent af alle, der har været sygemeldt fra arbejdet i to måneder, lider af en psykisk sygdom – typisk angst eller en depression.
Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget har i 2007 fortsat arbejdet med at udvikle erhvervssygdomsområdet.
Blandt årets temaer var natarbejde og kræft, sygdomme efter kviksølv i tandplejen og kroniske nakke-skuldersmerter. Desuden har udvalget behandlet over 200 konkrete sager om erhvervssygdomme og Arbejdsskadestyrelsen har bestilt 5 nye udredninger om blandt andet kræft hos frisører, stemmesygdomme og sygdomme i halshvirvelsøjlen. Udviklingen viser også, at der anerkendes stadig flere erhvervssygdomme.
Og nu vi er ved kroniske nakkesmerter, så viser nye forsøg at målrettet styrketræning af nakkemuskler mindsker sådanne> smerter. Effektivt endda. Forsøgene kommer fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Læs mere om øvelserne på http://arbejdsmiljoforskning.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
Flere ubesatte stillinger i ældreplejen
Manglen på arbejdskraft i ældreplejen stiger fortsat. Kommunerne mangler nu 2000 personer til at yde omsorg og pleje til de ældre. En ny undersøgelse, som analysefirmaet Capacent Epinion har foretaget for FOA, dokumenterer endnu engang, at ældreplejen har kurs mod en dyberegående krise. Ca. halvdelen af kommunerne løser det gennem vikarer, men det er ikke vejen frem på lang, vurderer FOA. Bl.a. betyder det at de tungere opgaver står tilbage til det faste personale. Og det er det i sig selv et arbejde at have skiftende vikarer.
Ledere må stoppe mobning
Ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viser at 6 ud af 10 ledere ikke har oplevet medarbejdere mobbe andre medarbejdere det forløbne år. Det er lidt bedre end i 2005. Alligevel har 548 ledere måttet gribe ind over for mobning i deres egen afdeling.
Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation fastslår over for Jyllands- Posten, at det er lodret forkert, at mobbeofre skulle være tabere eller svage mennesker, og mobning er aldrig et individuelt problem, men virksomhedens og dermed lederens.
Temadag i Ældrenetværket
Ældrenetværket holder tværfaglig temadag om Tom Kitwoods tankesæt – omsorg og samvær med hjerneskade, herunder demens.
Alle faggrupper der arbejder inden for demens- og hjerneskadeområdet er velkomne. Ældrenetværket lover at ”den svære teori formidles i en let fordøjelig form, gennem en metafor, som udover at være en let måde at undervise i teaorien på, selvstændigt kan fungere som refleksions- og arbejdsredskab i hverdagen.
Underviser er supervisor, proces- og organisationskonsulent Vibeke Drevsen Bach som bl.a. er certificeret underviser i Tom Kitwoods kvalitetssikringsmetode Dementia Care Mapping.
Temadagen holdes på forskellige dage forskellige steder i landet. I København er det den 22. april.
Læs mere på www.eldrenetverket.dk (link ikke længere aktivt, red.)