For sent…igen?

Husker I Ritt Bjerregaards berømte ord til byens udviklingshæmmedes borgere? ”I kom for sent”, sagde hun.

Ordene faldt lige efter politikernes store lettelse over at budgetforliget var blevet indgået, og at konflikt og kamp på børneområdet var afblæst. Ja faktisk dagen efter. For den dag mødte de udviklingshæmmede, deres pårørende, medarbejderne og deres organisation nemlig op på Rådhuset for at fortælle Ritt Bjerregaard om deres forhold, og om hvad forringelser ville betyde på bostederne.

Og de opfordrede hende til at følge LFS’ kampagneord: Vis dit hjerte.
Det valgte hun ikke at gøre, tværtimod varslede hun yderligere forringelser på området.

Så sandelig havde hun ret, de udviklingshæmmede borgere rundt omkring på bosteder og botilbud kom for sent til at få del i de penge, som der var og er så hårdt brug for på de gennem mange år forsømte bosteder.

Man kunne jo ikke lade være med at huske ordene, da ”sagen” om Tokanten blæste ud i medierne (og det kan du læse om i Ulla Baggesgaards artikel andetsteds her i bladet).

Hvis nu Ritt Bjerregaard havde reageret med ”ups ja, de udviklingshæmmede må vi sandelig ikke glemme”, og hvis hun havde taget deres forhold i København seriøst, havde den sag måske aldrig udviklet sig, som den gjorde.

Det var jo ikke fordi hun ikke vidste at området havde problemer. Det havde de besøgende den dag i september netop fortalt hende med klare ord. Så fralægge sig ansvaret kan hun ikke, selvom hun ihærdigt forsøgte at gøre netop det, da Tokanten kom i medierne, og hun straks gik ud med at forlange en privatisering af tilsynet. Øhh, hvordan er det lige det skal sikre bedre tid til mere omsorg fra flere uddannede pædagoger?

For det er jo der, hunden ligger begravet. Måske var det en idé om overborgmesteren tog ud på bostederne og ved selvsyn så, hvad forringelser betyder for de for få ansatte til beboerne?

Her ville hun møde ansatte, der udover omsorg, knus, kram og aktiviteter med beboerne også skal købe ind, lave mad, ordne vasketøj og de tusindvis af andre praktiske gøremål, der hver dag skal foretages i et privat hjem. Foruden alle de særlige opgaver der er med beboere som skal følges, hver gang de har et ærinde, som skal hjælpes op af sengen, vaskes, gøres i stand, gives tøj på, og have morgenmad.

Og midt i denne praktiske og travle dagligdag skal der skrives handleplaner, laves opfølgninger, træffes aftaler for beboerne, arrangeres møder med de pårørende, introduceres nye medarbejdere og studerende.

Det er ikke entydigt nogen fest at være ansat på de københavnske bosteder. Ikke blot på grund af den pressede økonomi, også de fysiske rammer er pressede. På Tokanten har der fx været en kontinuerlig overbelægning på 33 pct. Det gør noget ved de i forvejen snævre rammer for tilværelsen som disse nogle af kommunens svageste borgere har. Bare det at skulle deles fire mennesker om et badeværelse, og det er vel at mærke mennesker som ikke har valgt hinanden vi taler om.

En af de ting der ofte sker, når rammerne er snævre og rummene små, er at der let opstår konflikter. Og at konflikterne let eskalerer og let løber af sporet og bliver voldsommere end de ville være et sted, hvor man ikke er så tæt på hinanden så risikoen for at gå hinanden på nerverne ligger så ligefor som her.

Ja det kunne uden tvivl være lærerigt for Ritt Bjerregaard og andre politikere at opleve alt dette. Så ville hun og de måske ikke fokusere så meget på effektivisering som løsningen på den økonomiske smalhals. For hvordan forestiller man sig at man kan effektivisere omsorgen for nogle af byens svageste borgere?

Folkene på Rådhuset må jo have syntes at det var vejen frem, al den stund de de sidste 10 år har skåret budgetterne med 2 pct. hvert år. Ud over den besparelse er området også blevet udsat for en række andre besparelser, ud fra den holdning at blot det sker i småbidder, finder personalet nok ud af at effektivisere sig ud af problemerne.

Der er en grænse – og den er tydeligvis nået, når problemer dukker op i medierne gang på gang, uanset hvad man så end kan sige om den måde, de dér behandles på.

Kort sagt: politikerne kan ikke bare tørre ansvaret af på den lokale ledelse eller på områdets borgmester alene. Nu må den samlede Borgerrepræsentation med Ritt Bjerregaard i spidsen vise sig sit ansvar voksen. EL