Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
UDVIKLINGSHÆMMEDE:
Af Jørn Foss, Netværket-RAV
Menneskerettigheder
- til alle mennesker med udviklingshæmninger
Jeg havde en drøm forleden nat. Ved næste årsskifte ønskede dronningen og statsministeren ikke kun søens folk, politi, militær og de små prinser et godt nytår. De så tilbage på år 2008 som året, hvor alle mennesker med udviklingshæmninger blev inkluderet i det danske samfund. Og de ønskede dem et godt nytår med håb om at udviklingen ville fortsætte i 2009.
År 2007 var et år, hvor mennesker med udviklingshæmninger blev meget synlige. Det er sjældent, at disse borgeres livsvilkår er på den folkelige eller politiske dagsorden. Når det endelige sker, er det alt for ofte på grund af skandaler, magtanvendelse og omsorgssvigt.
Den 13. februar 2007 fik TV2 dokumentarfilmen ”er du åndssvag” stort set alle danskerne op af lænestolene. Alle var enige om, at det var forfærdelige optagelser og noget måtte gøres. Organisationer, embedsmænd og politikere på alle niveauer kom på banen i dage og uger efter. De lovede og lovede: nu ville der ske noget, der var ingen grænser for, hvad der skulle gøres, hellere i dag end i morgen. Indignation, vrede og skuffelse prægede debatten, samt faglige dialoger og analyser om hvorfor der kan ske det, som ingen ønsker.
I hele landet blev der også igangsat en mere fremadrettet og reflekterende faglig dialog om ”hvordan undgår vi sager som den på Strandvænget?”. Hvordan kan vi sikre værdigt liv for alle de mennesker, som er dybt afhængige af andres professionelle hjælp? Hvordan får vi minimeret den uværdige og unødvendige psykiske og fysiske magtanvendelse? Der blev reflekteret, diskuteret, analyseret og gennemført kurser, temadage og udviklet mange nye organisatoriske og pædagogiske metoder.
Socialministeriet nedsatte et ekspertudvalg, der i juni måned barslede med en kampagne- og handleplan for efteruddannelse, etik og værdigrundlag, som skulle højne kvaliteten. I kølvandet på tv-udsendelsen blev der etableret et netværk bestående af mennesker med udviklingshæmninger, forældre, professionelle, frivillige, forskere, studerende, organisationer, foreninger og andre som reagerede spontant og med indignation på sagen fra Strandvænget.
Vi kalder netværket for RAV - Retssikkerhed, Anstændighed og Værdighed for alle borgere med udviklingshæmninger. Vort netværk har en masse planer og konkrete aktiviteter, som vi arbejde for at få gennemført i 2008 i samarbejde med alle interesserede. Vi vil nøje følge hvad der sker på Christiansborg, i regionerne og kommunerne. Vi ser frem til de kommende forhandlinger om finansloven, kvalitetsreformen og satspuljen, hvor politikernes gode vilje og pæne ord skal stå sin prøve.
Inklusionsåret
År 2008 er 60-året for FNs vedtagelse af menneskerettigheder. Institut for Menneskerettigheder har med Kronprinsesse Mary i spidsen udråbt år 2008 som inklusionsåret - et år for frihed til forskellighed og lige muligheder for alle. Hvor man vil sætte fokus på det inkluderende samfund og gennemføre en lang række aktiviteter til hvordan Danmark bliver et samfund med plads til alle.
Netværket-RAV hilser dette initiativ meget velkomment. Vi har inviteret til et samarbejde med alle engagerede kræfter om, at år 2008 bliver et udviklings- og forandringsår for alle borgere med udviklingshæmninger. 2008 skal blive et år, hvor vi synliggør, på alle mulige og umulige måder, at mennesker med udviklingshæmninger er mere lig os end forskellige fra os. Vi tror på, at hvis vi forener og koordinerer alle gode kræfter og fokuserer på denne afgrænsede målgruppe i et helt år, så kan vi skabe et folkeligt og politisk grundlag for reel handling og udvikling af området. Det ville være flot (Retfærdigt, Anstændigt og Værdigt) hvis år 2008 bliver det år, hvor der gennemføres en helhjertet indsats for at sikre borgere med udviklingshæmning de menneskerettigheder, som Danmark tilsluttede sig i 1948.
Vort primære formål er at synliggøre, hvad der gøres, og hvad der kan gøres for at skabe udvikling, forandring og livskvalitet til borgere med udviklingshæmninger, så de får et værdigt liv. En national og lokal erfarings- og vidensdeling, med henblik på at få fjernet magtanvendelse, undertrykkelse og ydmygende behandling.
De gode historier er der flest af!
I slutningen af december blev Tokanten landskendt, fordi lederen havde tilbageholdt personalets indberetninger om magtanvendelse, samt kommunens manglende tilsyn. Netværket-RAV udsendte en pressemeddelelse. Vi fik en del reaktioner fra journalister, der gerne ville have flere eksempler på overgreb, dårlig ledelse og magtanvendelse. Vi tilbød dem i stedet nogle gode historier. De takkede pænt nej tak. Netværket vil gerne sætte de mange gode historier, aktiviteter og projekter, der præger området i disse år på den politiske, folkelige og faglige dagsorden. Ikke fordi vi vil skjule eller acceptere de overgreb, der igennem hele ”åndssvageforsorgens” historie har præget området. Åbenhed og større synlighed kan være vejen til, at offentligheden påtager sig et større medansvar for og engagement i, at borgere med udviklingshæmninger i praksis bliver 100 pct. inkluderet i det danske samfund.
Vi vil samtidig værne om medarbejdernes, de udviklingshæmmede og de pårørendes ytringsfrihed og ytringsret. Kritikken må aldrig undertrykkes!
Siden 1965 har jeg været tæt på området som pædagog, konsulent og seminarielærer. Jeg har deltaget i rigtig mange uddannelses- og udviklingsprojekter. Jeg har med egne øjne og ører oplevet hvilken energi, engagement og rivende pædagogisk udvikling, der har været inden for området i de 43 år. På trods af denne progressive udvikling er der med få års mellemrum poppet historier op om ydmygende og nedværdigende behandling.
Jeg har aldrig mødt en medarbejder, der hver morgen vågnede op og med et tarzanbrøl råbte ”i dag skal jeg gøre tilværelsen rigtig dårlig for beboerne”. Magtanvendelse og en rå tone skyldes primært afmagt, angst og manglende faglighed.
Ondt i fagligheden
Hvis viljen reelt er til stede i det politiske system, så har vi den frem er en styrkelse af fagligheden, med uddannelsen og etablering af tidssvarende fysiske rammer, så bostederne kan leve op til kravene om at være beboernes hjem. Herudover skal der ske en markant udvikling af den pædagogiske og visionære ledelse.
De senere års øgede krav om mere og mere ekstern styring, evaluering, kontrolforanstaltninger og dokumentation har trukket tænderne ud på mange fagligt engagerede og kompetente ledelser. Jeg har mødt mange ledere, som var ved at bukke under og miste modet, da de ikke havde tid til coaching, personalepleje, samt udvikling og gennemførelse af deres pædagogiske visioner. Samtidig med at de ikke havde den fornødne tid til det helt nødvendige samarbejde og kommunikation med beboerne, de pårørende og personalet.
Det enkelte bo- og aktivitetssted skal gives reel mulighed for aktivt at tage ejerskabet af det pædagogiske arbejde i en åben og tillidsfuld dialog med kommunen og forældre/pårørende.
Rekrutteringsproblemet er en tikkende bombe for hele området.
Hvis der ikke snarest sker en kraftig kvalitets- og uddannelsessatsning på dette område, vil det være umuligt at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Der er stor risiko for at vi får A, B, C og Å institutioner.
Jeg har netop været underviser på Københavnsk Kommunes introkursus for nye medarbejdere. Hvor jeg mødte nogle supermotiverede og engagerede medarbejdere, der havde et stort og brændende ønske om at gøre en forskel, men også et ønske om støtte og hjælp i dagligdagen. Det var en fornøjelse at være sammen med dem og mærke deres engagement, høje etik, respekt og kærlighed til beboerne.
Landets kommuner har et stort ansvar for, at man i de kommende år kan tiltrække kvalificeret personale. Det politiske og administrative system i kommunerne, også København, må tage ansvaret på sig og ikke blot oprette et eksternt tilsyn. Ingen må løbe fra deres ansvar. Tilsyn er godt, hvis det følges op af handlinger, der reducerer eller fjerner magtanvendelse, opkvalificerer omsorgen og sikrer en mere ligeværdig og anerkendende kommunikation mellem medarbejderne og de inkluderede borgere.
Hvorfor har du valgt at arbejde med udviklingshæmmede borgere? • Det er dejlige mennesker, som giver rigtig meget igen • Meget livsbekræftende – megen glæde • Jeg fandt ud af at det var noget jeg var god til. • Spændende, udfordrende, sjovt • Det er spændende at arbejde med det afvigende og give disse mennesker livskvalitet i en til tider svær hverdag • Jeg synes det er en spændende beboer-gruppe, de skal behandles med respekt i forhold til deres handicap og sind • Det er en faglig spændende udfordring både i relationen, kommunikationen, samt i definition af livskvalitet og socialt ansvar • Først og fremmest blev jeg betaget af arbejdspladsen - på grund af deres gode og tætte personalesamarbejde, og derefter blev jeg optaget af de 12 beboere. De er alle meget forskellige og kræver 12 forskellige tilgange og det er med til at gøre arbejdet spændende og udfordrende. • Fordi jeg virkelig føler jeg gør en forskel i mit arbejde, og jeg synes det er et udfordrende område med mange indgangsvinkler. Jeg synes det er spændende at fordybe mig i de forskellige handicaps med forskellige bi-handicaps. Og sidst men ikke mindst det vigtigste er at jeg nyder at være en del af deres hverdag (Uddrag af tilbagemeldinger fra deltagerne på Københavns Kommunes introkurser for nye medarbejdere november/december måned 2007) |
RAV er et netværk af mennesker med udviklingshæmninger, forældre, professionelle, frivillige, studerende, foreninger og organisationer, som reagerede spontant og med indignation på sagen fra Strandvænget. Netværket- RAV består i øjeblikket af 180 personer, organisationer og foreninger. RAV står for Retssikkerhed, Anstændighed og Værdighed – for alle mennesker med udviklingshæmninger. RAV fordi man i den mindste klump kan finde en skønhed, som overgår ens vildeste fantasier, men også fordi vi gerne vil lave ”rav i den”. Rav omslutter og fastholder de elementer der støbes inde i klumpen. Vi vil netop fastholde Retssikkerheden, Anstændigheden og Værdigheden. Vi håber at kunne byde ind med den nødvendige forstyrrelse og fortryllelse, der kan åbne øjnene for en gruppe borgere, som man ofte glemmer i den daglige politiske debat. Det vil ske via konferencer, aktiviteter, vidensdeling og synliggørelse af området. Vores ambition er, at være uafhængig af afgrænsede interesser. Vores mission er, at formidle, udvikle og koordinere ny viden der kan sikre at alle de menneskerettigheder i praksis som de har krav på. Vil du vide mere om RAV eller vil du blive aktiv i RAV så send en mail til rav@post.tele.dk |
RAV arbejder på følgende aktiviteter i 2008 • En landsdækkende event og synlighedsuge i slutningen af året. Hvor man via konferencer, workshops, video, teater, happenings, gøgl, historieberetninger, digte m.m. synliggør energien og de mange gode historier om mennesker med udviklingshæmninger. • Kortlægning og synliggørelse af hvad der rent faktisk sker på hele området. Uddannelse, forskning og udviklingsarbejde m.v. Vi skal sikre, at de mange gode initiativer og ideer blive formidlet til inspiration for alle. • I slutningen af året afholdes en høring på Christiansborg om, hvordan vi sikrer en fremtid med retssikkerhed, anstændighed, værdighed og menneskerettigheder for disse borgere. • I foråret gennemføres nogle konference for brugerne med fokus på retssikkerhed for borgere med behov for retsstøtte. Formålet er at høre og indsamle udsagn, krav, krænkelsesoplevelser og spørgsmål, fra brugernes perspektiv. • Udarbejde en håndbog i arbejdet med at undgå magtanvendelser. Håndbogen vil beskrive nogle af de hyppigste problemstillinger, der fører til magtanvendelse. Herudover vil den beskrive alternative løsningsforslag. • Samarbejde med de pædagogiske seminarier. Der er behov for en offensiv indsats i forhold til de pædagogiske seminarier. De studerende fravælger i dag i stort omfang arbejdet med udviklingshæmmede. Det skal gøres attraktivt at arbejde med udviklingshæmmede – med kurser og information om, hvad der rent faktisk er muligt og sker indenfor området netop nu! • Etablering af et politiker-netværk i form af et dialogog informationsnetværk mellem hele området og det politiske system. Her kan interesserede lands- og lokalpolitikere følge området på lidt tættere hold. • Etablering af kontakt til medie- og kulturpersoner med henblik på alternativ formidling af det at væreborger med udviklingshæmninger og afhængig af det professionelle og offentlige system. • Vi vil kontakte de 12 ambassadører som skal hjælpe Institut for Menneskerettigheder med at sprede budskabet om at år 2008 er året for frihed til forskellighed og lige muligheder for alle. Vi vil informere dem om en gruppe borgere, som har et specielt og markant behov for at blive inkluderet i det danske samfund. |