Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
To ud af tre ansatte har overarbejde
En stor undersøgelse af danskernes overarbejde viser, at de fleste medarbejdere arbejder over hver uge, og mere end halvdelen føler, at det er de nødt til for at klare alle arbejdsopgaverne. Det er ”Wiinblad & Partners Research”, som har udspurgt 1.700 personer om overarbejde, og hvilke konsekvenser det har for deres arbejdsmiljø.
33 pct. af de ansatte i den offentlige sektor siger, at overarbejdet stresser dem, mens kun 19 pct. af de privatansatte føler stress, selvom de har mere overarbejde end de offentligt ansatte. Undersøgelsens resultat svarer til den udvikling, som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, gennem længere tid har kunnet se. Han siger til Politiken at overarbejde i de fleste tilfælde afspejler et meget stort pres på de ansatte.
Usunde fødevarer i børnereklamer
Det skal være slut med de fede og søde fødevarereklamer i børnemedier. Børn under 13 år skal ikke længere udsættes for reklamer for sød, salt og fed mad. Det mener en række organisationer og virksomheder inden for fødevareindustrien, dagligvarehandlen og medie- og reklamebranchen. De er gået sammen i Forum for Fødevarereklamer. Og har vedtaget et frivilligt kodeks om ikke at reklamere for fødevarer med højt indhold af fedt, sukker og salt i medier, der henvender sig til børn under 13 år. Det frivillige kodeks ligger i forlængelse af dagligvarehandlens 13-punktsplan mod fedme fra marts sidste år, og det trådte i kraft 1. januar 2008. Det omfatter alle medier rettet mod børn, hvilket betyder, at sendetiden omkring børneprogrammer i tv og radio, internetsider, sms-tjenester, børneblade m.m. vil være omfattet.
66.058 københavnere lever under fattigdomsgrænsen
En fattigdomsundersøgelse baseret på spørgeskemaundersøgelser, interviews og tal fra Danmarks Statistik viser at 66.058 personer i Københavns Kommune, svarende til en ud af otte indbyggere, lever under fattigdomsgrænsen.
Især kontanthjælpsmodtagere og indvandrere og deres efterkommere fylder godt i gruppen af fattige. Grænsen for en enlig uden børn er defineret til et rådighedsbeløb på 2.763 kr. om måneden til mad, tøj og fritidsaktiviteter. Men fattigdommen findes også i børnefamilierne. 6.000 københavnske børn lever under fattigdomsgrænsen, skønner rapporten.
Fattigdommen har store negative konsekvenser for børnene, der er ingen plads til spontanitet, mange er flove og lader som om, mens atter andre vælger at fokusere på det positive.
FOA gav en krone til Danmarks Indsamlingen til bekæmpelse af børnedødeligheden i Afrika.
En krone pr. medlem, i alt 204.979 kroner.
Godnat og sov dårligt
Mobiltelefoni lige før sengetid giver urolig og dårlig søvn, viser en ny undersøgelse fra Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS).
Mobilstrålerne forsinker kroppens evne til at synke ned i den dybe søvn og forkorter dens varighed. Og den dybe søvn er vigtig for vores velbefindende. Undersøgelsen viser desuden, at den trådløse stråling kan forårsage hovedpine og forvirring hos brugeren. Af samme årsag bør man ikke have mobilen liggende på sengebordet på grund af de elektromagnetiske stråler.
Læs mere på http:// www.miljoeogsundhed.dk/default. aspx?node=5924 (link er ikke længere aktivt, red.)
Internationalt kartoffelår i år
Ja ja, grin ikke, kartoften er en central del af den sunde basismad. Ikke kun i Danmark men i stort set hele verden er den lille runde snavsede kugle af stor betydning for en sund og velbalanceret kost.
Derfor har FN udråbt 2008 til året, hvor kartoflen skal sættes i højsædet.
Men hvor meget skal vi spise af den? Kartofler, der er kategoriseret sammen med ris, pasta og groft brød i et af de otte kostråd, er rig på kulhydrater.
Men i modsætning til ris og pasta også en god kilde til C-vitamin. Desuden har kartofler et lavere energiindhold sammenlignet med ris eller pasta (godt for den slanke linje) og har et højere kostfiberindhold, hvilket er med til at give en god mæthedsfornemmelse. Så mindst fire gange om ugen er det glimrende at spise kartofler, siger sagkundskaben.
Læs mere om kartofler og forskellige måder at bruge dem på, på www.altomkost.dk
Familien Danmark
Grethe Kragh-Müller, lektor på DPU, skriver i Information (den 25. januar) om dagens vilkår i daginstitutionerne. Om 75 børn i samme børnehave, store institutioner som kræver mere planlægning, en anden gruppestruktur og behov for mere koordination og flere møder, som betyder mindre tid til børnene.
”Serielle relationer”, siger hun der opstår, forstået som at børnene behandles som børn generelt og ikke individuelt. Mange undersøgelser har vist, at sådanne relationer er direkte skadelige for børns udvikling og for børns og voksnes trivsel.
De foreløbige resultater fra et aktuelt forskningsprojekt ”Kvalitet i daginstitutionerne” viser at især tre forhold i samspillet nedsætter trivslen, størrelsen af institutionen, antallet af voksne pr. barn og antallet af øvrige opgaver.
Undersøgelsen viser, at børn i de større institutioner oplever en højere grad af fremmedstyring og skæld ud, at børnene synes, at der er mange uforståelige regler, at de oftere føler sig uretfærdigt behandlet etc. Pædagogerne føler sig oftere stresset og savner reel tid til børnene.
Anbringelser
En ny praksisundersøgelse af 11 kommuners håndtering af anbringelser viser, at kommunerne foretager den rigtige afgørelse i langt de fleste børnesager. Men der er stadig for mange administrative fejl i kommunernes sagsbehandling.
Der er i alt vurderet 143 sager. Ankestyrelsen er kun i tre sager uenig i anbringelsen. Til gengæld vurderer styrelsen at der i 64 pct., af sagerne er fejl i sagsbehandlingen i en sådan grad, at loven ikke er overholdt. Det handler bl.a. om manglende samtykke til den frivillige anbringelse, og det handler om manglende undersøgelse, handleplan og børnesamtale. Ting der skal sikre, at barnet får den rette hjælp og bliver hørt i sin egen sag.
Der er sat initiativer i gang for at forbedre behandlingen af børnesager i kommunerne. Bl.a. et netværk blandt lederne for børnesagsbehandlerne, for at opkvalificeres ledelsen og få spredt erfaringerne fra de ”gode” kommuner. Efteruddannelse af alle sagsbehandlerne. Et digitalt sagsbehandlingssystem til systematik og et afbureaukratiseringsprojekt til mere tid. Hele undersøgelsen kan ses på www.ankestyrelsen.dk.