Skruen uden ende

Af Elisabeth Lockert Lange

Skru ned for ambitionerne, var beskeden til en integreret institution med for få uddannede pædagoger, mange langtidssyge, flere arbejdsskadede, et par fleksjobbere og alt for stort arbejdspres. Men når man er pædagog, og kan se hvad børnene har brug for, så er det ikke nogen acceptabel løsning. Tværtimod skaber det frustrationer.

De lever livet hårdt ude i Nordvest, i hvert fald i daginstitutionerne. Katayon Yazdanyar og Ingerlise Lihn fra Småbørnenes Forsamlingshus på Glentevej har sat LFS Nyt stævne for at fortælle en historie om stort arbejdspres, højt fravær, for få uddannede pædagoger, uoverskuelig økonomi og grundlæggende manglende interesse og støtte fra arbejdsgiveren til en institution med problemer.

Hos pædagog og tillidsrepræsentant Katayon Yazdanyar har det alt for store arbejdspres sat sig i dårlig ryg og en tennisalbue – begge godkendt som arbejdsskader, foruden tinnitus og hælspore (skyldes overbelastning af ledbånd og sener), ikke anerkendt som arbejdsskader, men hendes læge er ikke i tvivl om arbejdets betydning for lidelserne.

Pædagog Ingerlise Lihn er sluppet for fysiske og psykiske skader indtil nu, men hos flere andre af kollegerne i Småbørnenes Forsamlingshus, en 0-6 års institution med 36 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn, har det alt for store arbejdspres sat sig som fysiske lidelser og for andre resulteret i psykiske belastningssymtomer og regulær stress. Det er ikke fordi de to pædagoger tror at deres arbejdspres er specielt meget større end andre daginstitutioners i samme område. De har nok været særlig uheldige med mange langtidssyge og barslende oven i hinanden, men ellers er de ret sikre på at de taler på manges vegne. ”Vi knokler alle sammen alt for meget, og vi får ikke den anerkendelse for det af forvaltningens folk, som vi burde have”, konstaterer Katayon Yazdanyar med fast stemme. ”Og det er blevet værre inden for de sidste tre til fire år, hvor sliddet er blevet endnu større end tidligere”, nikker Ingerlise Lihn.

At arbejdspresset er alt for stort i forhold til den integrerede institutions ressourcer har de Arbejdstilsynets ord for. De tilkaldte dem nemlig tilbage i 2006, og Arbejdstilsynet oplevede forholdene som grelle, slet og ret. Det vender vi tilbage til. Først skal alt det positive i daginstitutionen nemlig fremhæves!

Det gode samarbejde mellem kollegerne, den opbakning de giver hinanden, en arbejdsplads uden sladder eller mobning. En arbejdsplads som gennem en årrække har haft tre medarbejdere på fleksjob og også adskillige på barsel – med andre ord en institution med stor rummelighed, præcis som det ønskes i forvaltningen. Men alle de gode sider af daginstitutionens liv gør ikke arbejdspresset mindre, kun lidt lettere at bære.

Gældsperiode
Lad os rulle tiden tilbage til 2004. På det tidspunkt havde Småbørnenes Forsamlingshus tre fleksjobbere og fire langtidssygemeldte medarbejdere. Der var tale om alvorlige sygdomme, ingen vidste hvor lang tid det ville vare, og belastningen blev meget stor på de tilbageværende medarbejdere.

”Der blev ganske vist sat vikarer på, men det løser ikke alt. Det kan faktisk være ret hårdt at arbejde sammen med nye vikarer hele tiden, som man skal opfinde verden for hver dag, og så blev vikarforbruget også megastort”, fortæller Ingerlise Lihn.

I det hele taget er økonomi et kernepunkt i institutionens historie.
Med både barslende, sygemeldte og fleksjobbere var der en del penge, som institutionen skulle have i forskellige former for refusion. Det fik de alt for sent, først med flere års forsinkelse, hvor utroligt det end lyder. Og indtil da gik de i den vildfarelse – som også var lokalcentrets vildfarelse – at de havde en kæmpegæld. Det prægede hele den integrerede institution.

”I to år hed det sig at vi havde denne store gæld. Det så ud som om vi og vores leder ikke havde styr på noget som helst. Det fyldte rigtig meget, vi følte os alle sammen nærmest skyldige, vi havde gjort noget forkert ved at bruge penge på pædagogiske aktiviteter med børnene. Selvom det jo faktisk var kommunens skyld, for efter to år fik vi refusionspengene tilbage, gælden var pludselig væk, og i starten af 2007 havde vi et overskud på 200.000 kr.”, fortæller Ingerlise Lihn og Katayon Yazdanyar.

Lederen fik ingen undskyldning for de to års anklage om gæld. På trods af at alle ved, hvor svært det er at gennemskue budgettet, når der er mange andre elementer ud over de sædvanlige. Det var en rædsom tid. ”Mantraet var spare, spare, spare, vi tror at vi har brugt for meget, at vi er for krævende og derfor må tænke økonomi og spare. Jeg tænker det som vores fortælling om institutionen”, siger Ingerlise Lihn.

Tidspres
Et stort problem var og er de manglende uddannede pædagoger. Katayon Yazdanyar har fx i to år manglet en pædagog på sin stue.
”Det betyder at der kun er én til at have overblik og planlægge.

Der er ikke en anden pædagog at have pædagogiske diskussioner med, man er ene om ansvaret for forældresamtaler, læreplaner etc. Vi har skam dygtige medhjælpere, det er ikke det, men hvad kan man forvente af pædagogisk viden af en pige, som lige er gået ud af gymnasiet?” De forklarer deres særlige problemer med at skaffe uddannede pædagoger med daginstitutionens placering. Som en pædagog sagde til dem efter kort tids ansættelse: hvem gider arbejde i Københavns Nordvest… ”Tankevækkende, for vi som er her synes jo det er en særlig udfordring at arbejde med vores mix af udsatte danske børn og indvandrerbørn.” Oven i de særlige problemer daginstitutionen havde, væltede det så også, som bekendt, ind med nye opgaver. Læreplaner, dokumentation, sprogtest etc. etc.

”Alt sammen kan være spændende opgaver, men uden tiden og ressourcerne til det, ender folk med at flygte fra området.” Og dermed er vi ved endnu et kernepunkt, nemlig det stigende antal arbejdsopgaver, som ikke modsvares af ressourcer og tid. ”Der er ikke tid til at lave det udviklende arbejde, som vi har lært i vores uddannelse, som vi så gerne vil, og som børnene har behov for. Derfor bliver det frustrerende med de mange ekstra opgaver, som i sig selv kan være spændende, men som ikke står mål med ressourcerne”, er de enige om.

Rummelig institution
På et tidspunkt valgte de som nævnt at ringe til Arbejdstilsynet. Det var en beslutning som alle medarbejdere bakkede op om, de samlede informationer sammen til dem og talte med dem den dag, de var på såkaldt udvidet besøg.

Arbejdstilsynets dom var ikke overraskende: arbejdspresset modsvares ikke af ressourcerne. Med andre ord: for stor arbejdsmængde til for få ressourcer. De syntes medarbejdernes situation var grel, og de leverede en grundig rapport. Men egentlig havde medarbejderne vel forventet at der ville ske noget konkret, noget radikalt som følge af deres besøg. At de måske ville sende et brev til lokalcentret, som så ville tage affære og fx bevillige flere vikarer eller eftergive gælden (siger de med et ”hvor-kunne-vi-være-så-naive”-grin). ”Vi vidste at folk blev syge af arbejdspresset, og fordi vi, som vi jo troede det, manglede penge”, siger Katayon Yazdanyar og tilføjer, at institutionen fik god hjælp af LFS, som var inde over på det tidspunkt.

”Rod i forvaltningen går jo ud over os. Vi lider under at de har uorden og at alt er uoverskueligt, og at de tror vi har gæld.
Vi bliver rent faktisk straffet for at have fleksjobbere, hvor vi i stedet burde belønnes for at være så rummelige!” Ingerlise fortsætter tråden:

”Fleksjobbere skal jo skånes på mange måder. Det er en fantastisk ordning, men det er hårdt for arbejdspladsen. Og så oplever vi at de penge, som skulle betale for bare noget af ordningen, bliver glemt i en kasse i kommunen.”

Det med at være rummelige er da også noget, de vil tænke grundigt over, før de er igen. Ærgerligt men uundgåeligt, siger de.

”Når man bliver mere og mere presset, så mister man lysten til at hjælpe kollegerne. Så begynder man at tænke i, om en eventuel ny kollega bliver gravid lige om lidt, eller en ældre holder særlig længe. Vi er mere kritiske over for at finde nye kolleger, og vores rummelighed er blevet mindre.”

Folk flygter
Undervejs blev de indkaldt til møde i lokalcentret, hvor det bl.a. blev foreslået at institutionen, som dengang var på 100 børn, nedlagde en børnehavegruppe. Desuden blev de præsenteret for en plan A og en plan B. Plan A var det optimale antal voksne på stuen, plan B færre. For de måtte aldrig drømme om at der kommer vikarer hver morgen, var beskeden.

”Deres mål var at lære os, hvordan økonomi hænger sammen i Københavns Kommune, sådan at vi ikke har så store forventninger. Sådan var vilkårene. Vi syntes det var en meget trist dag. Vi fik besked på at vi skal skrue ned for vores ambitionsniveau. Børnene skal bare have mad, skiftes og puttes og så må de ikke komme til skade”, fortæller de to pædagoger. Men sådan kan seriøse pædagoger ikke arbejde. Som Katayon Yazdanyar siger:

”Vi ved jo noget om børns udvikling. Hvordan bliver mon næste generation, hvis vi ikke gør de ting vi ved er bedst for børnene. Så de bliver fremtidens sociale borgere. Og i et område som vores er det særlig vigtigt. Desuden mister man lysten som pædagog, hvis man skal skrue ned for sin viden og faglighed. Så bliver man utilfreds med sit arbejde. Vi knokler og giver kvalitet i hverdagen nu, men det kommer jo desværre helt af sig selv at der bliver skruet ned, for folk vil jo efterhånden ikke arbejde på området.”

De har oplevet kolleger, som har forladt, ikke specielt deres daginstitution, som de fremhæver er en god arbejdsplads med mange dygtige medarbejdere, men snarere området som sådan. De synes begge to at arbejdsgiveren bør være langt mere opmærksom på at arbejdskraften slides ned. ”Forvaltningen bør tage hensyn til medarbejderne. Til at kvinders natur er at føde børn, og at det betyder noget for økonomien, når de går på barsel. At det er kvinders natur at gå i overgangsalder og også det kræver nogle hensyn, som fx nedsat tid. Og så bør forvaltningen tage hensyn til at vores arbejde er hårdt og nedslidende, så når vi går på fleksjob bør der være fuld kompensation til arbejdspladsen”, siger Katayon Yazdanyar med en vis ilterhed.

Ingerlise Lihn nikker og efterlyser ordninger med gratis fysioterapi og massage for at afhjælpe det belastende fysiske arbejde. Og så peger hun på den manglende forberedelsestid eller tid til andet arbejdet:

”Hvor er det ærgerligt at vi ikke har samme vilkår som lærerne. Hvorfor tror de at vi kan klare alt dette ekstra, som fx læreplaner samtidig med at vi er sammen med børnene? Og fordi vi er så underbemandede, bruger vi al overskydende tid til at dække hinanden ind på stuerne.”

Det er noget fagforeningen bør kæmpe for, er de enige om. Bedre forhold og mere tid, så de kan gøre det de ved, der er godt for børnene.