Famillier med særlige behov

Det (for) store sociale hjerte

Af Elisabeth Lockert Lange

Alle taler om hvor vigtigt det er med forebyggelse. Men netop forebyggelse skal der spares på i de københavnske socialcentre. Det socialfaglige niveau skal sænkes, og der skal tænkes økonomi før børnenes behov. Baggrunden er at et øget pres på forebyggelse og indsats for børnefamilier med særlige behov har ført til et merforbrug i byens socialcentre. Det får dog ikke socialudvalget til at få den logiske tanke at der måske er flere problemer inden for det område, end de havde regnet med, da de lagde budgettet. De tænker modsat - der skal spares - endnu mere. Det betyder at der skal laves mindre forbyggelse for familier med sætlig behov for netop forebyggelse.

Er der om blot få år flere unge i København, som skal anbringes uden for hjemmet? Flere unge som ender i kriminalitet og i fængsel? Flere unge som bruger vold – og knive – som udvej, når de er frustrerede? Flere unge som ender i stofmisbrug?
Med den udvikling, der sker inden for området for børnefamilier med særlige behov, er det slet ikke usandsynligt. Og vi taler altså om unge, som ikke havde behøvet at blive anbragt, ende i kriminalitet, blive voldelige og stofmisbrugere. Hvis det nuværende Socialudvalg altså ikke havde besluttet at skære adskillige millioner på den forebyggende indsats for børnefamilier med særlige behov.

Samme scenario må Socialudvalgets medlemmer også selv have haft på nethinden. Alligevel ryster de ikke på hånden, når de beslutter den kraftige besparelse på netop den forebyggende indsats for børnefamilier med særlig behov. Og dermed har hele Socialudvalget ansvaret for den udvikling, der nu tager fart.

Det mener Helle Haslund, formand for Specialområdet i LFS, og det mener hjemme-hos-pædagog og tillidsrepræsentant på Nørrebro Socialcenter Annette Frank Olesen. Forvaltningen har fået besked på at spare; det sociale serviceniveau er for højt i København. Dette høje niveau er der ikke politisk opbakning til. Så enkelt kan det siges, og det er da også den besked medarbejderne i socialcentrene har fået af embedsmændene i forvaltningen.

Som der står i Socialforvaltningens indstilling til besparelserne:
”Der har i forhold til det vedtagne budget for 2007 været for mange børn og unge der har modtaget støtte, og de indsatser der er leveret har kostet mere end der har været budgetteret med.”

”Forvaltningen er jo embedsmænd, de bringer budskabet fra og for politikerne. Vi som fagforening, som LFS, siger til politikerne at det er dem, der skal tage ansvar og finde penge, så området ikke er så underbudgetteret. Vi skal holde hele Socialudvalget fast på det der vedtages, for det er ikke kun borgmesteren der beslutter det. Hele udvalget har læst indstillingens ord om at der skal skæres i den forebyggende indsats, og de har alle besluttet det. Og de må derfor alle tage ansvar for konsekvenserne”, siger Helle Haslund.

Derfor har hun som LFS sammen med tre andre organisationer søgt om foretræde for Socialudvalget. Med det mål at få medlemmerne af udvalget til at tage ansvar for nedskæringerne, indse at de gør ubodelig skade på en række børn og unge, med håb om at de derfor bevilliger penge til området.

Tærsklen for støtte skal hæves
Dagen før dette interview blev tillidsrepræsentant Annette Frank Olesen og resten af personalet på Nørrebro Socialcenter indkaldt til møde. Her blev de præsenteret for en såkaldt genopretningsplan for området for børnefamilier med særlige behov.
Genopretning af økonomien altså. Besparelser dels i København generelt, dels specifikt på de seks socialcentre, som har overforbrugt mest, og Nørrebro er en af dem.

Merforbruget til børnefamilier med særlige behov er på 29,3 mill.kr. Først og fremmest fordi der er større pres på området. Flere børn har problemer; desuden overdrager normalområdet hurtigere børn og unge med problemer til socialsystemet, samtidig med at politiet presser på for en indsats for de unge kriminelle.

Alligevel tænker Socialudvalg og Socialforvaltning besparelser på området. Som de skriver: ”Socialforvaltningen arbejder i øjeblikket målrettet på at tilpasse serviceniveauet til budgettet i 2008”.
Det er med andre ord serviceniveauet der skal ned.

Men det blev aldrig rigtig konkret på mødet med personalet, hvad de socialfaglige medarbejdere præcis skal skære væk af den forebyggende indsats. Det blev mest ”hold op med at gøre helt så meget som I gør”, ”jeres tærsklen skal hæves”, ”overliggeren skal op”.
Idéen er at en familie med problemer i Århus får lov at vente længere på en indsats end i København, så derfor bør de socialfaglige medarbejdere i København lige klappe hesten og vente ligeså længe som de (angiveligt) gør i Århus. Eller problemet har vokset sig større, før medarbejderne i Ålborg griber ind, og det skal medarbejderne også vente på i København. Konsekvensen er at færre familier med særlige behov skal have støtte. Med den besparelse, der ligger i kortene, vil det nok være to ud af tre med behov, der får hjælp.

Socialfaglighed skal ned
Lovgivningen skal selvfølgelig alligevel overholdes. Og det mener forvaltningen naturligvis også at den kan. Annette Frank Olesen og Helle Haslund er mere i tvivl. ”Vi får at vide at vi skal træffe forsvarlige beslutninger og overholde loven, men samtidig skal overliggeren, op, én sagde 20 pct. højere op. Eller svarende til en reduktion på 33,8 mill.kr. på dette område på københavnsplan. Alene på Nørrebro skal vi spare 15-16 mill.kr.”, siger Annette Frank Olesen og tilføjer:

”Vi fik at vide at socialfagligheden er for høj i København. Og ekstremt høj på Nørrebro. Det lyder jo positivt med høj faglighed, men det er det ikke, når der tænkes økonomi. Så bliver det i stedet for dyrt.”

Helle Haslund siger:
”Der sker et skred, når socialpædagoger skal tænke økonomi i stedet for socialfaglighed. Når ens faglighed skal skrues ned på laveste niveau, i stedet for at bruges til at vurdere hvad der er bedst for barnet. For nu skal de socialfaglige medarbejdere ikke længere se på barnets behov, men på hvad vi kan få for så og så mange kroner.” Hun peger på hvor selvmodsigende det er:

”Alle politikere taler om forebyggelse, alle fremhæver hvor vigtigt netop det er. Og så beskærer de et område, hvor forebyggelse er i højsædet. Og hvor det at skære i forebyggelsen nu vil betyde øgede udgifter på bare lidt længere sigt. Man vil skulle opprioritere politiarbejdet og SSP-arbejdet for blot at nævne et par områder. Og så vil man se flere anbringelser”, siger hun og tilføjer: ”Dette er et område uden en facitliste. Man kan ikke planlægge, hvordan året bliver; meget er uoverskueligt og uforudsigeligt.

Og økonomien er allerede nu så skrøbelig, at én familie med problemer kan vælte budgettet. Der er ingen buffer, og så bliver jeg som borger i København bekymret. Og ikke mindst bliver jeg som LFS bekymret!”

Billige anbringelser
Lidt konkret blev udmeldingen om nedskæring dog. Bl.a. blev kontaktpersoner til børn under 12 år afskaffet, i stedet skal der genansøges for hvert barn, og de skal selvfølgelig have det værre end nu for at få støtten.

Det handler også og måske især om dyre socialpædagogiske opholdssteder. I indstillingen til nedskæringen skriver Socialforvaltningen at man skal tænke i billigere muligheder end nu. Men sagen er jo at medarbejderne netop bruger disse tilbud, fordi man i København ikke har tilsvarende kommunale. Fx er der en ret stor overbelægning på de akutte institutioner, børnene sidder der uden at kunne komme videre. I forvaltningens terminologi er det socialrådgiveren, der ikke følger op, men måske er det, fordi der mangler andre tilbud i byen?

”Beskeden til os er at vi i første omgang skal se på anbringelse i barnets netværk, det vil jo sige i familien. Det er nemlig det billigste, men jo ikke nødvendigvis det bedste for barnet. Derefter skal vi kigge efter familiepleje. Det er det næstbilligste. Og først derefter gå efter et socialpædagogisk opholdssted. Men hvis vi ikke må bruge dem, risikerer vi at disse børn og unge bare ikke får tilbudt noget”, fortæller Annette Frank Olesen og fortsætter:

”Vi har for stort et socialfagligt hjerte, fik vi at vide. Vores socialfaglighed skal ned. Hvis familierne ikke er tilfredse, kan de jo bare klage, var beskeden. Men netop de mest trængende familier har jo ikke ressourcerne til at klage. De har ikke engang altid ressourcerne til at bede om hjælp.”

De ansatte som arbejder med familierne med særlige behov bliver med andre ord reelt bedt om at se bort fra hvad de, med deres professionelle øjne, kan se er det bedste for barnet. De skal nu se på hvad der er billigst, så budgettet kan holde.

”Vi skal hele tiden tænke penge over faglighed”, konstaterer Annette Frank Olesen.

”Kvalitetssikring for færre familier for færre penge, siger de. De tror ganske enkelt ikke på at der er så meget pres på området. De har valgt at tro at presset handler om at vores socialfaglighed er for høj i forhold til virkeligheden. Ikke fordi de har nogen facts at holde sig til, der er ikke statistik på området i øjeblikket, og derfor ingen dokumentation for noget. Og vores historier, gode som dårlige, vil de for alt i verden ikke høre. Ting bliver derfor ikke synlige centralt.” Helle Haslund undrer sig:

”Hvis der ikke er nogen dokumentation, hvorfor så denne formodning om for højt serviceniveau? Det er uforståeligt; alle politikerne har set alle de konkrete bilag til indstillingen om nedskæring, og alligevel går de ind for det…”

Store konsekvenser
Planen er i øvrigt også at andre områder skal tage over. Annette Frank Olesen forudser en magtkamp mellem Børne- og ungdomsforvaltning og Socialforvaltningen, når socialcentrenes medarbejdere skal presse medarbejderne i Børne- Ungdomsforvaltningen til selv at tage sig af børn med problemer. De fritidshjem fx, som tidligere fik hjælp med børn, kommer nu til at stå alene med dem. Noget af et paradoks når der samtidig skrives om at daginstitutioner skal tage kontakt til det sociale system så tidligt som muligt, når de opdager problemer.

Konsekvenserne er i det hele taget mange.
”For os betyder besparelsen også at der ikke vil være støtte til dem med kortere forløb, kun til de tungere som tager tid. De mest ressourcesvage, som ikke selv kan være opsøgende, bliver nu ladt i stikken og svigtes. Ud af ti vil to-tre ikke få støtte mere. Også de stille børn bliver ladt i stikken. Og det tætte samarbejde med fx daginstitutioner bliver der heller ikke plads til”, siger hun og undrer sig:

”Sidste år skulle vi alle opprioritere familiearbejdet og vores kompetencer, og to nye familiekonsulenter blev ansat. Nu har vi et for stort socialfagligt hjerte, og der fyres folk. Det virker så ulogisk. Mens de fyrer os kontaktpersoner, så opretter de en specialuddannet enhed, som kan overtrumfe en socialfaglig indsats (se boks).” Politikerne skal stilles til ansvar, mener LFS og de andre berørte organisationer.

Og Helle Haslund præciserer at det også gælder Økonomiudvalget, som skærer penge fra det sociale område år efter år, og flytter dem til det såkaldte prioriteringsrum.
”Det kan det sociale område bare ikke bære mere!”

Elitekorps
Et specialuddannet elitekorps af opsøgende gademedarbejdere skal sikre ro og tryghed i Københavns mest kriminelle kvarterer. Korpset, som er oprettet af overborgmester Ritt Bjerregaard, skal have direkte kontakt til politidirektør Hanne Bech Hansen, og det skal i første omgang koncentrere sig om Sjælørkvarteret i Valby.
Andre belastede bydele skal i perioder også inddrages som såkaldte ’hotspot’-områder.
Københavns Kommune vil også ansætte en særlig ’hotspot’-chef, som får beføjelser til på tværs af forvaltningerne og i samarbejde med politiet at gennemføre en række tiltag. Det kan være fx mobil videoovervågning og visitationszoner. Men også aktivering af de sociale myndigheder (som jo så nu er skåret til sokkeholderne) og påbud til forældrene om at passe bedre på deres børn. Målet er også at de skal sikre kontakt til områdets skoler, idrætsklubber og lokale arbejdsgivere.
”Alt de sikkert kommer til at indrapportere vil der bare ikke være penge til at lave noget arbejde på. Der er ingen helhedstanke i arbejdet”, er Helle Haslunds reaktionpå elitekorpset.