Udviklingshæmmede

Et bredere perspektiv

Mehdi Ghavamabadi og Rasmus Christensen er begge pædagoger og arbejder inden for specialområdet. Med denne artikel ønsker de at bibringe diskussionen om forholdene på botilbud for udviklingshæmmede et bredere< perspektiv og en dybere forståelse af det arbejde der bliver lavet.

Som pædagoger på bosteder ser vi problemerne på bostederne fra et andet perspektiv end det, som medierne har dækket.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at unødvendig magt slet ikke hører hjemme på bostederne, og der er heller ingen undskyldning for en leder, der ikke har indsendt udfyldte magtanvendelser.

Dog er det også vigtigt at forholde sig til at på trods af, at pædagoger har været en del af dette miljø, med en viden om, at det de gjorde var forkert, fortsatte magten uden at man tager ansvar for det og handler på det.

Som profession har vi et kæmpe ansvar for at forholde os til arbejdet.
Vi er beboernes ”advokater” og vi skal handle, hvis tingene ikke fungerer og ikke er til beboernes bedste. Situationen viser dog, at nogle gange er man så magtesløs, så ens professionalitet ikke kan trænge igennem. Og derfor bliver trukket ind i en spiral, hvor man ikke kan finde sin egen identitet, etik og normer.
Er det virkelig der vi er på vej hen?

Det er vigtigt for os at pointere, at der er mange botilbud inden for vores område, som har meget svage brugere. Det er ikke dem vi kender fra tv-programmerne med Morten og Peter. Vi har med en gruppe at gøre, der ofte er selvdestruktive, har udadreagerende adfærd og svært ved at kommunikere deres behov og ønsker. Vores beboere har tit en psykiatrisk overbygning med en kompleks psykiatrisk historie bag sig.

Med de ressourcer man har i dag, er man heldig, hvis man er to pædagoger på arbejde, som skal pleje minimum fem svært fungerende mennesker. Man står som pædagog over for et stort dilemma, hvis en beboer kræver, at man er to om ham eller hende. Skal man bare overlade de andre til sig selv, eller skal man vælge ikke at give den enkelte den hjælp de har brug for?

Hyppige personaleskift i dette område gør ikke livet eller at få en ordentlig livskvalitet nemmere for den gruppe af befolkningen. Den negative og ensidige mediedækning der har været, gør heller ikke vilkårene nemmere for pædagogerne, og øger presset yderligere, så det bliver sværere at få kvalificerede medarbejdere. Det at give medicin har været et stort emne i medierne, som fokuserer på, at man pumper beboerne med medikamenter.

Virkeligheden er, at man gennem en proces med bl.a. observationer af vedkommendes adfærd og følelsestilstand, pædagogiske redskaber og metoder når frem til, hvornår der f.eks. skal gives PN medicin (beroligende medicin efter behov). Dette sker i samarbejde med psykiater, læge, pårørende og andre med indsigt i vedkommendes situation.

I forhold til magtanvendelser har vi det lidt ambivalent. For i princippet er der hele tiden et magtforhold mellem pædagog og beboer. Det er hele tiden pædagogen, der motiverer/manipulerer beboerne i deres hverdag. F.eks. spisesituationer, sovesituation, badesituation, hygiejne og aktiviteter.

I f.eks. hygiejnesituationer, hvor det ikke er muligt at motivere eller samarbejde med vedkommende, kan det være nødvendigt at bruge den direkte magt.
Som pædagoger er vi nødt til at handle i de situationer som er nødvendige, for at den enkelte kan opretholde en forsvarlig hygiejne.

Eller i de situationer hvor en beboer går amok på de andre eller vil skade sig selv ved at banke sit hoved ind i væggen osv. Det går ikke kun ud over dem selv, men påvirker også de andre beboeres adfærd. Man kan være nødt til at fastholde vedkommende eller give ham beroligende medicin for at aflede ham, og ikke som det bliver nævnt i medierne for at gøre personen ondt eller pacificere ham/hende. Det giver faktisk tryghed til vedkommende, og de andre beboere, at der er nogen, der passer på dem og holder af dem. Vi griber ikke bare til fysisk magt for et godt ord, vi har en servicelov, som vi skal rette os efter, og som har klare retningslinier for, hvornår man må gøre hvad.

Derudover har vi også et ansvar for at være en selvreflekterende organisation, som hele tiden skal udvikle sig på områder, hvor vi kan blive bedre.

Som pædagoger går vi ikke bare med skyklapper for øjnene i vores egen lille verden uden menneskelige værdier, vi vil faktisk beboernes bedste.

Det er hele det pædagogiske felt på området, der bliver angrebet, og det kan vi som pædagoger ikke acceptere, derfor vil vi gerne have et bredere perspektiv i denne diskussion.

Vi ser en situation, hvor ingen vil tage ansvar og alle kaster bolden videre. Alle har et ansvar for dette område fra vikar, pædagog, leder og til politikerne på Christiansborg. Måske skulle vi i stedet bruge denne situation til at diskutere de vilkår der er på området. Nedskæring på nedskæring gør at situationen bliver stadig værre. Politikerne snakker om at udlicitere opsynet på området, hvilket måske er en god ide. Den kan bare ikke stå alene, for vilkårene er stadig de samme. Flere administrative opgaver gør, at pædagogernes tid går fra beboerne, hvilket jo bestemt ikke gør livet nemmere for disse beboere.

Hele dette fokus fortæller heller ikke historien om alle de gode ting, som vi pædagoger gør sammen med og for vores beboere. Vi tænker her på bad, ture ud af huset, hygge, ferie og alt det andet vi går og laver i hverdagen. Foruden alle de opgaver der ikke indbefatter beboerne som f.eks. tøjvask, opvask, afvaskning af køleskab, rengøring af ovn, bestilling af varer, indkøb, måling af temperatur på madvarer osv., skrive dagbøger, føre skemaer med medicin, dialog med dagtilbud, få tid hos læge og tandlæge osv. osv., alt sammen tid der går fra beboerne. Alle kan blive enige om, at vores beboere skal have den bedste livskvalitet overhovedet, men det hænger ikke rigtig sammen med den stigende mængde administrative opgaver uden tilføring af ekstra ressourcer.

Det handler jo ikke kun om at opbevare vores beboere så billigt som muligt, det handler i større grad om, at vi skal behandle vores medmennesker ordentligt og værdigt. Som pædagog er det frustrerende at se, at pengesækken gang på gang bliver strammet ind, for det giver os ringere mulighed for at udføre vores arbejde optimalt. I sidste ende er det igen de udviklingshæmmede der betaler prisen, og det i et Danmark hvor vi ellers roser os selv for vores gode velfærd.

Vi har brug for nogen i denne debatder tænker med hjertet og ikke med pengepungen. Nogen der kigger på den virkelighed vi har, i stedet for de skrækhistorier der fra tid til anden kommer frem. Den danske befolkning har brug for at vide, at der er flere perspektiver i denne debat end dem, der ser dagens lys.
Vi kæmper for en fælles sag, lad os håbe vi kan blive enige om midlet…