Arbejdsglæde

Coachen Sofia Manning guider...

Af Lene Outzen Foghsgaard

Hvis dit arbejde var en film, ville du så gå ind og se den igen i morgen? Sådan spørger en af Danmarks mest anerkendte coaches Sofia Manning, når en klient har ondt i arbejdslivet. Før vi nemlig kan begynde at tale om glæde og mentalt overskud i hverdagen, er vi nødt til først at se på virkelighedens verden. Hvordan ser arbejdsdagen reelt ud? Hvilke meninger tillægger vi de ting og mennesker, vi møder? Laver vi nu også det på arbejdet, vi brænder for, og husker vi at passe godt på os selv?

Året 2008 er skudt i gang. Vi er igennem den første halvanden måned i det nye år, og hvordan går det så? Denne artikel vil gerne bidrage sit til at det nytårsforsæt til en gladere og mere motiveret arbejdsdag, som nogle af jer måske fremsatte den 31.
december, går i opfyldelse. Coachen Sofia Manning lover i hvert fald at gøre sit til, at det lykkes.

Men først må vi have styr på kernen – arbejdsglædens kerne – for ifølge coachen er det vigtigt, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler arbejdsglæde. Hvad er den for en størrelse, og er den ens for alle?

”For mig er det meget nede på jorden og handler om – jamen har jeg lyst til at gå på arbejde? For har jeg ikke det, bør alarmklokken ringe. Har vi ikke glæde og overskud i hverdagen, udmønter det sig i negative tanker og sladrende snak på og om arbejdspladsen. Vi kommer til at snerre i stedet for at tage åbent imod, vi bliver korte for hovedet og glemmer at sige hej om morgenen. Og i tilgift kommer der hos nogle mennesker en lille rynke et sted i ansigtet, en bekymringsrynke, som også sidder der, når de kommer hjem.”

For Sofia Manning er der ingen tvivl om, at det menneske, der på sit arbejde føler sig låst fast, presset og utilfreds, også vil være negativt præget og belastet, når han eller hun kommer hjem. Livet kan jo ikke adskilles; bare fordi urets visere står på 17.00, er vi jo de samme personer. Mange af os kan godt finde ud af at koble nogenlunde fra uden for jobbet, men aldrig helt.
Er der godt rodet til i hovedet på arbejdet, vil der også være fyldt op, når vi er sammen med familie og venner. Især for ansatte i omsorgsfag, pædagoger og medhjælpere, dagplejere, socialpædagoger, sygeplejersker osv., der typisk giver meget af sig selv, sker det, at utilfredshed på jobbet kan tære på kræfterne i en sådan grad, at der ikke er meget mentalt overskud tilbage til privatlivet. Løsningen hedder i alle tilfælde mere arbejdsglæde, men hvordan? Måske glæden findes lige under huden, måske den ligger dybere begravet, hvorom alting er, værktøjerne til at finde den er i alle tilfælde ens for alle.

Sådan er virkeligheden
Det første uundværlige redskab, der kan skabe bedre trivsel på arbejdspladsen, hedder virkelighedens briller. For ifølge Sofia Manning er en af de største udfordringer for et moderne menneske det at leve i virkeligheden, som den er. Det lyder måske underligt, for er det ikke dét, vi alle sammen gør. Men nej lyder svaret fra én, der ved, hvad hun taler om. En af hendes fornemste opgaver som coach er sammen med sine klienter at udrede virkeligheden, som den virkelig er, med de åbne eller lukkede døre og de muligheder eller begrænsninger, der realistisk set er til stede.

”Mange mennesker går ned med stress, fordi de lever deres liv i parallelle spor. De ser ikke virkeligheden, som den er, men som de derimod ønsker og håber at se den, som de mener, at den er, eller som de husker, at den var engang! Hvis bare vi forholdt os reelt til tilværelsen, ville alting være nemmere.” Lad os tage nogle konkrete eksempler, og vi kan passende starte med Nannas morgensure mor. En mor, Sofia Manning hørte om for nylig under en coaching-seance af en gruppe pædagoger.
Moren formår nærmest dagligt at forpurre afleveringen af sin datter, fordi hun er fortravlet og sur. Hun siger ikke godmorgen, og alting skal gå så forbistret hurtigt, når hun er der.

Mona, der er garvet pædagog, kan få helt ondt i maven bare ved tanken om deres snarlige ankomst, og en onsdag kommer det til et reelt sammenstød. Nannas mor klager over, at dagens tur er aflyst. Hun siger, at hun ville ønske, at børnehaven havde flere arrangementer. Mona oplever, at Nannas mor anklager hende og kollegerne for at være dovne og utjekkede pædagoger, men det var ikke dét, Nannas mor sagde. Godt nok er hun sur, men hun udtrykker blot et ønske. Mona bliver provokeret, og det ender i et skænderi, der hurtigt bliver personligt.

Sofia Manning bruger eksemplet til at påpege nogle væsentlige elementer, der har indflydelse på pædagogens arbejdsglæde, og det første er det personlige angreb.

Gylden regel nr.
1: Bliv aldrig personlig i dialogen med hverken forældre eller kolleger. På professionel grund bør vi også agere professionelt og altid kun gå efter bolden – ikke manden eller kvinden. Bliver vi personlige, rammer vi og rammes selv direkte på følelserne, og det kan give tømmermænd i form af negative efterreaktioner.
Vi går måske i flere dage eller uger efter en reaktion og tumler med sårede følelser eller dårlig samvittighed, følelser, der ikke uden videre slipper sit tag.

Ifølge coachen er det vigtigt, at vi lærer os, at vi hverken skal eller har godt af at reagere på alting, i stedet skulle vi hellere blot observere tingene og lade dem glide forbi os. Reaktioner har altid konsekvenser og bør derfor vælges med omhu. Men betyder det så, at Mona bare skal lade Nanna mor køre sit sure morgenshow? Sofia Manning siger som svar på det spørgsmål, at det handler om forståelse kontra enighed.

”Hvis pædagogen nu satte sig for at forsøge at forstå, hvorfor Nannas mor så ofte er sur og presset, kunne det lette stemningen.
Hun er jo alene med Nanna og storesøsteren, har et krævende job og ingen bedsteforældre i nærheden, som hun kan trække på. Måske Nannas mor er inde i en dårlig periode. At forstå et andet menneske er ikke det samme som at være enig med vedkommende. Det er vigtigt at kende forskel. I arbejdslivet kan vi nå langt med forståelse. Imødekommenhed smitter – selv sure mødre, og så slipper vi også for de belastende tømmermænd bagefter.”

Vi pådutter meninger og historier
For Sofia Manning er det altså et spørgsmål om at acceptere virkeligheden. Moren er sur, godt – det er registreret, nu er hun gået, og så slippes situationen igen. Mads og Mikkel slås om sværdet, da de mødes om morgenen og bliver vred på pædagogen, der prøver at mægle. Godt, det er registreret, men slippes igen hurtigt efter.

Coachen forklarer, at så snart vi accepterer tingene, som de er, så forsvinder de fra os og tapper ikke længere energi.
Det næste eksempel fra hendes coach-seancer, handler om alle de meninger, vi pådutter hinanden. Denne gang er det pædagogen, der uforvarende kaster grus i maskineriet. Theos mor kommer ind ad døren fem minutter i lukketid, som hun for øvrigt så ofte gør. Lillebroren sidder i bilen, hvilket pædagogen registrerer og siger: Nå du har lille Andreas siddende derude. Hun siger det egentlig bare for at sige noget – for at starte en dialog med moren. Moren derimod, der har dårlig samvittighed over igen at hente sent, føler sig intimideret af pædagogen og svarer skingert tilbage, at det skal pædagogen slet ikke blande sig i, broren sidder fint, som han gør!

Efter den oplevelse står både mor og pædagog tilbage med tømmermænd.
Pædagogen føler sig trådt på af krævende forældre, der ikke sætter pris på det arbejde, hun gør. At hun og Theo f.eks. har haft det noget så hyggeligt den sidste halve time, hvor han var eneste barn. Moren derimod føler sig udstillet som den ravnemor, hun selv føler, at hun er. Og ligesom det sker i eksemplet med Nannas mor, forvrænges virkeligheden, fordi den ene af parterne opfatter noget andet, end der i virkeligheden bliver sagt og ment. Ofte er vi så overbeviste om, at vi ved, hvad andre omkring os siger og mener, at vi bliver ude af stand til at forholde os objektivt. Utrolig mange misforståelser og dårlig energi kunne undgås, hvis vi lytter til det, der siges, og ikke dét, vi mener, ønsker eller føler, der siges.

Sofia Manning beder altid klienter med ondt i arbejdslivet om at være opmærksom på de historier, der kører på arbejdspladsen.
Et det negative eller positive historier, og fylder de selv benzin på dem? Hvis det altid er den samme sang om chefen, der er en torsk. Forældre, der er urimelige. Bestemte kolleger, der er ufleksible, eller måske kommunen, der ikke er til at hugge og stikke i osv. så skaber det en negativ spiral. Hvis historierne derimod handler om at her hjælper vi hinanden. Her får vi skabt gode resultater. Her er vi supergode til at samarbejde og løse konflikter, så bliver dét sandheden. Så er det de følelser, vi som medarbejdere går på arbejde med.

Giv dit arbejde et eftersyn
Jeg må bare væk, tænker du måske om det arbejde, som ikke giver glæde og overskud, og det kan også være, at det ender med at være den bedste løsning. Men før noget andet skylder vi os selv at give vores arbejdsliv et grundigt eftersyn.
Sofia Manning opfordrer først og fremmest til at, vi ser på forholdet til os selv på arbejdspladsen. Passer vi nu også godt nok på os selv? Får vi fyldt god energi på i løbet af dagen, eller giver og giver vi uden at få meget igen? Vi må spørge os selv, hvad tror jeg på i mit arbejde? Skal jeg være alt for alle? Skal fagligheden altid være perfekt? Sætter jeg grænser nok, siger jeg nej til for meget, eller ja til for meget – og hvad forhindrer mig f.eks. i at sige nej? Det kan i mange tilfælde hjælpe at bede om en hånd fra ens kolleger, når byrden er for stor.

Næste indsatsområde er indholdet i ens arbejdsliv. Hvordan har vi rent praktisk fået indrettet os? Hvad kan jeg lide i mit arbejde, og hvor meget af dét, jeg godt kan lide får jeg egentlig lov til at lave? Har jeg det f.eks. bedst med at være ude, eller vil jeg hellere arbejde inde med kreative gøremål? Det handler om at få formuleret sine ønsker og behov for lederen, så vedkommendekender dem. Arbejdsglæden smuldrer nemlig, når vi oplever, at vores ressourcer bruges forkert og vi har et uinspirerende arbejdsliv. Det gælder om at skabe en win-win situation, og her har vi selv en stor del af ansvaret.

Netop ansvaret er sidste del af eftersynet. At vi selv er ansvarlige for at kommunikere vores behov. Samtidig er det alfa og omega, at vi står ved, hvem vi er, og hvad vi står for. Sofia Manning kalder det at følge sit hjerte – den naturlige vej. Vi skal være ærlige over for os selv og forsøge at se muligheder frem for begrænsninger. Et godt råd fra coachen er eventuelt at bruge kolleger som spejlbilleder. Er der nogle, der er særligt gode til at skabe sig gode arbejdsdage? Nogle, der aldrig bliver stressede, men bevarer humøret osv. Gå til dem, spørg hvordan de gør.

På spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker i det hele taget lærer at fokusere på dét, der lykkes og ikke på dét, der lykkes mindre godt, lyder det fra coachen.

”Grundstenen er at lære af sine erfaringer og hele tiden turde prøve nyt. Al læring sker, hvor vi fejler og igen kommer op på hesten. Der er jo ingen børn, der nogensinde ville lære at gå, hvis ikke de fandt sig i først at falde igen og igen og igen. Som voksne glemmer vi, at det er sådan, det er.”

Vær dig selv
Mange taler om at en let og lys indgangsvinkel til livet uvægerligt vil skaffe os både mere fagligt og også dagligt mentalt overskud. Så kunne vi ikke bare tillære os et bestemt livssyn? Danmarks ukronede coachdronning tøver ikke med svaret.
”Jeg synes ikke, at vi skal lære os bestemte livssyn. Jeg tror på, at vores grundlæggende personlighed er, som den er, og vi derfor skal arbejde på at acceptere os selv. Det er min holdning.

Det er altid behageligt at møde mennesker, der har det okay med sig selv. Der findes ikke noget værre end en person, der foregiver at være en anden. Nogle mennesker er fødte optimister, andre ser mere kritisk på tingene, der er behov for os alle i det store billede, og mit bedste råd er, at vi inviterer os selv indenfor og ser virkeligheden i øjnene, også her! Sofia Manning oplever, at mange af os går med en forestilling om, at vi skal være anderledes. Men er man f.eks. den kritiske type, så bliver man også mere selvreflekterende og kaster lys på tingene på en anden måde end den fleksible måske gør.

Jo mere vi bare står ved os selv, jo mindre firkantede bliver vi også, mener coachen, og bruger vi humor, når vi kommunikerer, kommer vi langt.

”Min pointe er, at hvis du har en accept af dig selv og står ved, hvad du laver, så bliver du også positiv. Og positiv er jo ikke kun, at du siger: sikke en pæn trøje, du har på, eller hvor er vejret dog vidunderligt, (selv når det pisker ned ), det handler om en grundlæggende accept af andre mennesker, hvor du giver plads til, at de også kan være der.

Sofia Manning er coach, kursusleder og forfatter, og har de seneste år gjort sig internationalt bemærket med sine store resultater inden for både undervisning og coaching. Sofia Manning er uddannet som coach i USA, suppleret med en mastergrad i psykologi. De sidste 5 år har hun selv uddannet et stort antal coaches og holdt kurser i USA og Europa. Hun har udgivet bogen Coaching og er medstifter af firmaet Manning Inspire. Se mere på: www.sofiamanning.com

Fra Sofia Mannings hjemmeside: ugens ord.
”At tænke den samme tanke igen og igen og forvente et nyt resultat, kan godt gå hen og blive en stor belastning. Med andre ord: Hold op! Indse, at der er nogle ting, du ikke kan kontrollere, så derfor er det spild af tid at tænke på dem.”