Om helte

Jens Nielsen, medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, er fuld af beundring og respekt for medarbejdere, som arbejder med voksne psykisk udviklingshæmmede, uanset dårlig løn, dårlig bemanding og svære etiske valg. De er kort og godt helte.

I al vores iver for at afhjælpe ulovlig magtanvendelse på institutionerne for psykisk udviklingshæmmede voksne er der en ting, vi som politikere har forsømt at understrege. Vi er ikke gode til at få det sagt, når journalisterne står med en mikrofon og vil have os til at reagere på, hvad der bliver præsenteret som en ny skandale. Og lad mig sige det her, med fare for at blive opfattet som naiv. For mig er visse ting ganske enkle, og en af dem er, at de mennesker, der påtager sig de meget svære jobs med at tage sig af vore svageste, er helte.

Jeg synes, det er en heltemodig beslutning at sige: ja, jeg går ind i det arbejde med at tage mig af voksne psykisk udviklingshæmmede, vel vidende at vold mod personalet er uundgåeligt, at bemandingssituationen er kneben og undertiden utilstrækkelig, og at der er skæve arbejdstider og en alt andet end fyrstelig løn.

Det er jobs, som giver noget igen, men som også stiller medarbejderne over for svære etiske valg mange gange om dagen. En type valg, som de fleste andre af os i vores jobs er meget langt fra, og som vi givet ville løbe skrigende væk fra.
Et eksempel, som gjorde indtryk på mig var, at en medarbejder havde klaget over, at andre medarbejdere havde brugt magtanvendelse, hvis en udviklingshæmmet havde revet dem i håret. Den klagende medarbejder mente, at man skulle vente med at gå videre, til den udviklingshæmmede selv gav slip. Man skulle udholde smerten, til den udviklingshæmmede faldt til ro, fordi man på den måde fik en bedre reaktion. Jeg er fuld af beundring for den diskussion, og for de medarbejdere, der står med den slags problemer og store personlige investeringer, og som oven i købet reflekterer engageret og handler på det. Det er over min forstand at dømme i den sag, og jeg synes begge parter er helte.

Det aftvinger respekt og det er opmuntrende, at der er sådan en udveksling af holdninger om etiske og professionelle standarder. Vi er dem tak skyldig.

Men helte kan gå i drift og vælge forskellige overlevelsesstrategier. Det følger af menneskets natur og må forventes.
Det gælder de svære samtaler på sygehusene, soldater udsendt i felten og medarbejdere på sociale institutioner.
Nogle af disse overlevelsesstrategier kan have grimme ansigter og skal ikke accepteres. Det kan være unødvendig magtanvendelse, straf, pacificering, uempatiske samtaler eller det, der er værre, hvis vi snakker soldaternes opgaver.
Men det er altså heltemodet, der har eksponeret den enkelte for granatchokkene og de opslidende oplevelser.

I stort omfang håndteres og korrigeres det internt af medarbejderne selv og den nærmeste ledelse. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at foretage undersøgelser og fritage enkelte for yderligere pres. Også på det sociale område. Medarbejderne, de pårørende og pressen har en opgave med at gøre opmærksom på det.

Men først og fremmest er det nødvendigt at indse, at det er støtte, opbakning og udviklingsorienteret ledelse, der er behov for, så tæt på arbejdet som muligt. Det er yderligere styrkelse af det faglige beredskab i de svære dilemmaer blandt medarbejderne, der kan gøre jobbene mere tilfredsstillende, forhindre behovet for dårlige overlevelsesstrategier, og dermed gøre klienternes forhold bedre. Ikke mistro og centraliseret ledelse.