Når børn knækker koden

Af Tine Bjerre Larsen

Hverdagens uskyldige små rutiner kan virke marginaliserende, men en tidlig inkluderende indsats gør en positiv forskel for udsatte børn, viser undersøgelse fra 60 daginstitutioner.

Som pædagog kan man bede børnene fortælle, hvad de har lavet i weekenden eller man kan få dem til at fortælle om den fisketur, som de lige har været på.

Gør man det første, lægger man op til oplevelser og et sprog, som børnene har hjemmefra; og mens nogle børn vil fortælle, at de har været i Zoologisk have eller i skoven, vil der sidde børn, som ikke har den slags oplevelser og ikke føler, at de har noget at komme med.

Gør man det sidste, tager man afsæt i en fælles oplevelse, som ikke kræver andre forudsætninger end, at man var med på fisketuren og kan huske, hvad der skete.

At det ikke er ligegyldigt, hvad pædagogen vælger, hvis dagog døgninstitutioner skal styrke børns udvikling fra en tidlig alder og være med til at bryde den negative sociale arv, viser et nyt forsknings- og udviklingsprojekt fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Man skal være opmærksom på rutinerne, som kan føre til udelukkelse og marginalisering, mener Bente Jensen, der er glad for nu at kunne dokumentere, at en styrket og tidlig pædagogisk indsats kan gøre en meget stor forskel.

”Vores forskning viser, at det kan lykkes at hæve niveauet for alle børnene og generelt styrke deres kompetencer. I stedet for at kigge på det enkelte udsatte barn, var det vores intention at se, hvordan vi kunne højne det samlede gennemsnit – både når det gjaldt sociale kompetencer og læringskompetencer – og nå de mest udsatte”, siger Bente Jensen.

Formålet med HPA-projektet ”Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn og unge – indsats og effekt” har været at styrke de socialt udsattes børns sociale handlekompetencer og læringskompetencer ved at styrke pædagogernes handlekompetencer. I to år har forskere hjulpet 30 daginstitutioner i Hvidovre og Århus med at implementere en gennemgribende inkluderende indsats. Og de 30 institutioner er blevet sammenlignet med 30 institutioner fra de samme kommuner, hvor man ikke igangsatte den særlige indsats. Effekten var til at tage og føle på:

”Ved forskningsprojektets start var der 150 udsatte børn ud af 1500 observerede, og da projektet sluttede to år senere, var det lykkedes at få børns udsathed reduceret med 70 procent. Vi kunne klart konstatere, at der er en sammenhæng mellem at have lav social status og have svage kompetenceprofiler. Børnene blev målt før, midtvejs og efter projektet, og hvor de før scorede lavt på fx sociale kompetencer, viste det sig, at de efter forløbet scorede højere”, siger Bente Jensen.

Forskningsprojektet er det første danske studie af en tidlig indsats og intervention overfor socialt udsatte børn og unge, og et stort skridt i den rigtige retning, når det drejer sig om at bryde den negative sociale arv. Men skellet mellem de socialt belastede børn og de ikke-socialt belastede er ikke væk. Det er stadig svært at få de allersvageste med, erkender Bente Jensen.

Imod fejlfindingskulturen

De socialt udsatte børns kompetencer kan fremmes, hvis man lytter sig ind til, hvad de kan, i stedet for at arbejde med det fejlog mangelsyn, som desværre slår igennem i det pædagogiske arbejde, mener Bente Jensen.

”Fejlfindingskulturen er den mest almindelige i den danske institutionsverden og i samfundet i det hele taget. Alt sker i den bedste mening i et forsøg på at gøre det bedre, men måske bliver det værre. Hvis børn bliver betragtet som nogle, der er præget af fejl og mangler, tror de ikke, at de kan handle selvstændigt. Deres kompetencer bliver ikke anerkendt, fordi de har et andet sprog eller meget lidt sprog, og det kan være, at de taler om andre ting, fordi de kommer fra hjem, hvor man ikke taler om kunst og kultur. Hvis pædagogikken baseres på en traditionsudviklingsteori, har man en forventning om, hvad børn skal kunne, når de er tre år og videre frem. Men børn, der er vokset op under socialt belastende vilkår, har ikke haft mulighed for at udvikle samme kompetencer som deres jævnaldrende. Og resultatet kan blive, at de socialt belastede børn sendes til specialundervisning eller lignende foranstaltninger”, siger Bente Jensen.

HPA-projektet vil styrke både pædagogers og børns kompetencer i forhold til at kunne være aktive og handle frem for at tilpasse sig de gældende normer.

Projektet skal både fremme børns læring og styrke deres sociale kompetencer, men også arbejde med inklusion. Projektet består af tre dele. En studiedel, hvor materialet er Kvalifikationsmappen med 28 forskningsartikler, viden om lovgivning om udsatte børn, metoder og begreber som handlekompetence og inklusion. Mappen blev udleveret i starten af projektet i september 2006, og det var meningen, at konsulenter fra kommunen og fra CVU skulle hjælpe i gang og være sparringspartnere ude i institutionerne.

Kvalifikationsmappen giver en fælles viden og et teoretisk grundlag, som sikrer, at alle institutioner bruger de samme ord og begreber. Den anden del af værktøjskassen er en GABanalyse, som afdække det pædagogiske personales styrker og svagheder, når det gælder om at give børn den relevante læring.

”Pædagogerne skulle svare på, hvor højt de scorer på en skala fra 1 til 10 inden for læring og sociale kompetencer, og bagefter skulle de lave helt nøjagtigt den samme test i forhold til børnenes kompetencer. På den måde fik institutionen sin egen personlige pædagog- og børneprofil. Og så kunne det vise sig, om der var et kæmpe GAB mellem børneprofilen og pædagogprofilen. Og børnene var bedre end pædagogerne til fx at arbejde med social identitet og fællesskabsfølelse. Det var der faktisk nogle institutioner, der meget tankevækkende mente, at børnene var bedre til.”

For flere af de 30 institutioner blev arbejdet med HPA og analysen af deres egen praksis lidt af en øjenåbner. Selv om man syntes, at ”det gik rigtigt godt”, så førte analysen til opstilling af nye mål og nogle steder til total fornyelse af praksis.

”Den sidste del i HPA-projektet var implementeringen. Flere institutioner fandt ud af, at de var med til at ekskludere nogle børn. Fx i rundkredsen når de hver mandag bad børnene fortælle, hvad de havde oplevet i weekenden eller sommerferien. De børn, som aldrig rigtigt havde lavet noget med deres forældre, fik efterhånden oparbejdet en negativ identitet, som bekræftede dem i, at det, de fortalte, ikke kunne bruges. På den måde bærer pædagoger ved til bålet uden at tænke over det”, siger Bente Jensen.

Tag udgangspunkt i fælles oplevelser

Der er mange små ting i dagligdagen, som bare er rutiner, men som virker ekskluderende. De bedste institutioner er dem, som tager vare på at skabe muligheder for alle børn og er bevidste om at arbejde med læringsmiljøet frem for barnet, mener Bente Jensen.

”Ved fx at tage på stranden eller i skoven, giver man de socialt dårligt stillede mulighed for at vise, at der er noget, de kan. De er måske mere modige, tør røre ved fisk eller er gode til at grave huller. Og bagefter kan man tale om oplevelsen og skabe et fællesskab og et fælles sprog. Andre af de institutioner vi interviewede undervejs sagde, at de arbejdede med et ressourcesyn, men så handlede det mest om at danse, synge og læse og ofte i forhold til de samme rutiner hver dag. Derved risikerer man let at arbejde med de samme kulturelle koder, og dem som kan dem, kan begå sig. Forskning viser, at bestemte rutiner sætter børn i bestemte positioner. Det er de samme børn, som dag ud og dag ind bliver placeret i henholdsvis inder- og yderkredsen.”

I forhold til at gå imod fejlfindingskulturen og alt det, som dømmer nogle børn ude, har pædagoger et kæmpe ansvar. Hvis der ikke sættes tidligt ind overfor den udsathed, som kommer af socialt belastende vilkår, så fortsætter de børn med at have problemer hele vejen op gennem skole, uddannelse og voksenliv. Det handler om at se udsathed som en social problemstilling og ikke som barnets personlige problem, mener Bente Jensen.

”Det barn som hver morgen i rundkredsen hægtes af, fordi det er uroligt og ender med at gå og få skæld ud, går fordi det ikke føler sig hjemme. Derved nærmest skabes hans mangler og fejl, og det er den samme dreng, som om eftermiddagen gemmer sig i legehuset, fordi han heller ikke forstår koderne for, hvordan man er med i legen. Han ender med at blive kaldt et problembarn, men jeg påstår med afsæt i min forskning, at problemet er den situation, han er sat i.”

Det er vigtigt at holde øje med rutinerne i institutionerne, for alle rutiner handler om at få læring, men måden det foregår på favoriserer nogle børn.

”Rutiner er lig med gentagelser, og hvis det samme barn hver dag, hver uge, måned og hvert år udvikler en identitet, der handler om at være udenfor, så tror barnet til sidst ikke, at det dur og ender med at lægge sig ned på gulvet og sparke eller reagerer med passivitet. Den negative identitet forstærkes af den pædagogiske praksis. Ethvert menneskes identitet bygges op af de handlinger, man gør, og den måde omverden reagerer på dem. Barnet ser reaktionen og reagerer på den. Hvis den er negativ, så bliver selvbilledet negativt og handlingen negativ. Det handler om at bryde den onde cirkel og give en anden tilbagemelding. Det tager tid, men det kan lade sig gøre.”

Stil krav opad i systemet

HPA-projektet drejer sig ikke kun om inkludering, men om sørge for at børn får stimuleret og fremmet deres kognitive kompetencer gennem et inkluderende fællesskab. Pædagoger kan være med til at fastholde børn i mønstre, men de kan også gennem en professionel tilgang til jobbet udstikke mål for deres læring og handlekompetencer og lægge strategier, som sikrer, at målene kan nås.

En forudsætning for at den tidlige indsats virker er først og fremmest en god ledelse, der kan motivere og få hele personalegruppen inddraget.

”Der, hvor vi så de bedste resultater, var i de institutioner, hvor man prioriterede arbejdet højt og ikke kom det indimellem 27 andre projekter. Nogle vil indvende, at det ikke er realistisk, men alle i dag er på arbejdspladser, hvor man skal udvikle sig, og i stedet for at mødes om at tale om ét barns negative adfærd, så er det mere opbyggeligt at tale om at udvikle den samlede pædagogiske strategi. En af de interviewede sagde, at det gav hende meget mere energi, fordi arbejdet var blevet inspirerende i forhold til det sædvanlige sortsyn på børn. Og det kan lade sig gøre at fordybe sig og fx frikøbe sig til efteruddannelse eller pædagogiske weekends. Det drejer sig om at stille krav opad i systemet og bede kommunen om ekstra ressourcer til udvikling af pædagogiske kompetencer frem for til en støttepædagog. Sparring er vigtigt, men netværk med andre institutioner er også en god ide ligesom studiekredse kan være det.”

Vores viden om udsatte børn for ringe

HPA-projektet skal opkvalificere ledere og pædagoger og give dem fælles sprog, begreber og viden i forholdet til en tidlig indsats. Pædagogisk arbejde har i for høj grad været styret af traditioner om, at arbejdet med børn handler om omsorg og nærhed, mener Bente Jensen.

”Omsorg er også vigtigt, men det er basalt, at folk, der arbejder med små børn, kender lovgrundlaget, og at lederen er forpligtet på, hvad det er for en opgave institutionen har. På pædagoguddannelsen lærer man alt for lidt om udsatte børn, og det er nødvendigt med en helt anden opmærksomhed på den tidlige indsats. Så længe institutioner og skoler er lavet til middelklassens børn, vil de socialt udsatte børn og unge have svært ved at knække koden og få de samme tilbud og muligheder for at udvikle sig optimalt.”

Hun er imidlertid overbevist om, at der med HPA-projektet er taget et vigtigt skridt på vejen til at bryde den negative sociale arv. Hvis børn i stedet for at integrere en negativ identitet støttes i at få en positiv opfattelse af sig selv og deres muligheder, er meget nået.

”Hvis alle institutioner arbejder sammen på den tankegang, så er vi meget længere, end hvis det kun sker på grøn stue i én institution. Det nye er at opmærksomheden rettes mod problematikken allerede fra barnet er helt lille, så risikoen for, at den onde cirkel fastholdes hele vejen op gennem folkeskole, ungdomsuddannelse og voksenliv, mindskes. Vi er i den enestående situation, at 95 procent af alle børn går i daginstitution, og med den viden vi har forskningsmæssigt, kan vi ikke tillade os at lade være med at styrke den tidlige, inkluderende indsats, selv om vi ikke kan redde hele verden.”