Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Kampen om Integration
-Diskurser om etnisk mangfoldighedsledelse
Af Betina Wolfgang Rennison
Der er kamp om integrationen. En kamp vi må være bevidste om, hvis vi vil have flere etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.
Bogen skitserer otte forskellige mangfoldighedsdiskurser, deres divergerende integrationsstrategier, minoritetsopfattelser og ledelsesforestillinger. Det undersøges hvilke positioner og modpositioner, der i forskningslitteraturen, i de politiske diskussioner og i mediedebatten aktuelt er om etnisk mangfoldighed. Og hvilket diskursivt rum vi således diskuterer og praktiserer mangfoldighed indenfor, med hvilke konsekvenser for integrationen af etniske minoriteter.
Bogen bidrager med et hidtil manglende overblik over kompleksiteten i den danske debat og et udfoldet fokus på ledelsesaspektet i mangfoldighedsarbejdet.
Bogen henvender sig til politikere og andre meningsdannere, som er optaget af integrationsspørgsmål, til ledere og integrationskonsulenter, der i deres daglige virke konfronteres med integrationsproblemer.
Hans Reitzels Forlag 272 sider • Pris 298 kr. ISBN 978-87-412-5324-4
Projektsamfundet
Af Anders Fogh Jensen
Alle mennesker har projekter - og det har de altid haft. Det særlige ved vores tid er, at det ”projektære” er trængt ind i samfundets grundlæggende måder at styre på og præger alle livets områder. Denne bog er en samtidsdiagnose, der beskriver, hvordan vi organiserer vores liv, vores aktiviteter og vores relationer i projektsamfundet.
Gennem studier i epidemibekæmpelse, dans, virksomhedsledelse, arkitektur, sport, pædagogik, singleliv, socialforvaltning, krigsførelse og fodbold viser filosoffen Anders Fogh Jensen, at den projektære livsførelse ikke bare er et kaos, men en særlig måde at omgås rum, tid, handlinger og relationer på. Det er en måde, der bygger på og samtidig overskrider ældre samfundsformer, særligt hvad den franske filosof Michel Foucalut beskrev som disciplinsamfundet.
Vores liv er præget af ad hoc-løsninger, udsættelser, aflysninger, midlertidighed, uvidenhed, utryghed, uophørlig begejstring og fravær af klare forventninger. Det kan for den enkelte virke ustabilt, tilfældigt og ulogisk - men bogen viser, at projektsamfundet har sin egen logik.
Aarhus Universitetsforlag 392 sider • Pris. 398 kr. ISBN 978-87-7934-4860
Fotografi som dokumentation -i pædagogisk praksis
Af Mette Hanibal
Kameraet eller mobiltelefonen ligger parat i rigtig mange pædagogers lommer. Når som helst og hvor som helst kan hun tage billeder af øjeblikke, som hun fascineres og berøres af. Scenerierne er mangefoldige: en kollegas engagement ved morgensamlingen, trøstning ved gyngestativet, myrefundet på skovturen eller ridderlegen under bordet og kysset på madrassen. Alle sammen helt dagligdags situationer, som opstår igen og igen i børnehaver, vuggestuer og dagplejer i dagens Danmark.
Målet med bogen er at kvalificere pædagogens viden om fotografiets styrker, dets kraft, dets begrænsninger og anvendelsesmuligheder og at ruste pædagogen til at reflektere over de mange spørgsmål, som arbejdet med fotodokumentation rejser af både pædagogisk, æstetisk og etisk karakter.
At arbejde med dokumentation i dagtilbud er ikke noget nyt, men opmærksomheden på dokumentationsarbejde og udvikling af metoder til at dokumentere pædagogisk praksis blev væsentlig skærpet, da det blev et lovkrav i 2004.
Dafolo Forlag 80 sider Pris 158,40 ekskl. moms ISBN 978-87-7281-376-9
Inklusion
Ideal og virkelighed
Af Kaj Struve
I bogen omtales inklusion i daginstitutioner, skoler, fritidsområdet og arbejdslivet. Områder, som både er pædagogers og læreres arbejdsfelt.
Bogen er en bred introduktion til emnet og giver nyttig viden om pædagogikkens vilkår og muligheder.
Inklusion tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra folkeskolen og stiller kritiske spørgsmål som eksempelvis:
- Hvad er det lovmæssige grundlag for tanken om inklusion?
- Hvilke omstruktureringer får inklusion som konsekvens?
- Hvad betyder inklusion for forståelsen af almen-, social- og specialpædagogikken?
- Hvilke nye krav stiller inklusion til pædagogen og læreren?
- Hvilke ændringer betyder inklusion for det tværfaglige samarbejde, herunder psykologer og socialrådgivere?
- Hvad er forholdet mellem ideal og virkelighed, når inklusion skal realiseres på alle niveauer i samfundet?
Bogen henvender sig til studerende ved pædagog- og lærerseminarier, diplom- og masteruddannelser samt til praktikere.
Viasysteme 192 sider • Pris 220 kr. ISBN 97-91562-33-3
Pædagogisk dokumentation og evaluering i daginstitution og dagpleje
1 Pjece og 2 stk. A3 plakater
Af Dorthe Filtenborg Sørensen
Pjecen giver et kort, præcist og konkret indblik i dokumentation og evaluering af de pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Den beskriver, hvorfor og hvordan man kan arbejde med dette og giver mange konkrete idéer.
Som noget nyt præsenterer pjecen et farvekodesystem til synliggørelse og systematisering af dokumentation, som er let at anvende i praksis.
Med til pjecen hører to plakater, der kan bruges som inspirationsværktøj og præsentation, for eksempel til forældre.
Pjecen henvender sig til pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledere i daginstitutioner, dagplejere og forældre.
Dafolo Forlag 21 sider Pris 168 kr. ekskl. moms ISBN 978-87-7281403-2
At tale med børn
-Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer
Af Haldor Øvreeide
Gennem flere og bedre samtaler vil vi kunne forbedre vores viden om og omsorg for børnene. Forfatteren præsenterer et kommunikationsteoretisk perspektiv på børns oplevelse, selvforståelse og udvikling og anviser retningslinjer for, hvordan man i forskellige professionelle roller udvikler kontakten og dialogen med barnet. Bogen er rigt forsynet med eksempler fra forskellige samtalesituationer med børn.
Denne 3. udgave reflekterer i højere grad end tidligere en stor varieret gruppe af fagpersoners erfaringer fra samtaler med børn - med tilsvarende variation i tema og sammenhænge. Desuden er 3. udgave også et udtryk for alle de børn og omsorgspersoner, som forfatteren har fået lov til at studere for at lære af deres evner til at overkomme og mestre svære udfordringer gennem samtale og dialog.
Bogen henvender sig til alle, der arbejder med børn inden for det sociale, det familieretlige og det strafferetlige område samt til studerende på de pågældende uddannelser.
Hans Reitzels Forlag 308 sider • Pris 325 kr. ISBN 978-87-4125276-60
De Voksne børn
-Om omsorgssvigt og resiliens
Af Inger Thormann
Voksne børn. En indbygget modsætning. Børn, der blev voksne alt for tidligt. Børn, der fik frataget deres barndom. Børn, der blev alt for tilpassede alt for tidligt med et alt for stort ansvar. Børn, der blev svigtet gang på gang. Børn med forældre, der på en eller anden måde meldte sig ud. På grund af alkohol, stoffer, psykisk sygdom – eller en kombination heraf. Og derfor også børn, der måtte overtage ansvaret.
Vi ved godt, de er der – i børnehaven og i skolen, symptomerne er ikke ukendte for os, vi roser dem for alt det, de klarer. Og mener så, vi har gjort dem en tjeneste med vores venlige bemærkninger. At vi har hjulpet dem. Men det har vi ikke.
Inger Thormann er psykolog og har gennem sit mangeårige arbejde på Skodsborgs Observationshjem mødt mange voksne børn. Bogen er et redskab for alle professionelle, der i deres dagligdag møder de små voksne og her ofte har savnet mod til at gribe ind. Nu er der et fagligt grundlag for at forstå, hvad der sker bag den tilpassede overflade og en appel om at træde i karakter som professionel.
Hans Reitzels Forlag 216 sider • Pris 275 kr. ISBN 978-87-4125327-5
Vi arbejder med børn med særlige behov
Af Karina Estrup Eriksen og Lise Halkier
Børn er forskellige, og man kan derfor med rette sige, at alle børn har særlige behov. Men det er tydeligt for alle, der arbejder med børn, at nogle børn har brug for ekstra omsorg og støtte, for at de kan trives, udvikle sig og lære noget. Det er disse børn, denne bog handler om.
Bogen giver en indføring i, hvordan man tidligt kan støtte børnene bedst muligt, og der er konkrete anvisninger og bud på, hvordan dagtilbuddet kan møde barn og familie i et konstruktivt samarbejde. Efter hvert kapitel er der en række diskussionsspørgsmål, som kan bruges i dialogen på personalemødet eller andre relevante sammenhænge.
Dafolo Forlag 166 sider • Pris 198 kr. ISBN 978-87-7281-404-9