Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Den pædagogiske relations endeligt

Der er et skrigende behov for en konstruktiv debat om, hvordan pædagogerne skal bruge deres tid – og hvad der skaber kvalitet i den pædagogiske relation.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor har ikke kun medført dokumentations-, registrerings-, afrapporterings-, standardiserings- og kontrolbureaukrati. Den truer også med at undergrave selve forståelsen for, hvad pædagogisk arbejde er for en størrelse. Det viser en række interview, som EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har foretaget med mere end 40 forskellige pædagoger, pædagogiske konsulenter og repræsentanter for forvaltningerne i fem forskellige kommuner.

EVAs interviewundersøgelse viser at der er stor forskel på, hvordan pædagoger og ledere opfatter begrebet ’kerneydelse’. For nogle står det for omsorg og tryghed for børnene, mens andre også forbinder det med læring og udvikling.

En anden skillelinje går mellem dem, der mener at f.eks. forberedelse og evaluering, som udføres uden børn, godt kan være en del af kerneydelsen, og dem, der mener at det kun er samvær med børnene, som er en del af kerneydelsen. Også selv om de samtidig godt kan opfatte læring og udvikling som en del af kerneydelsen.

Der er også forskellige vurderinger af, om det overhovedet giver mening at bruge begrebet. Nogle synes det ikke, fordi de ser dagtilbuddets mange opgaver som ligestillede, eller fordi de ikke selv kan identificere sig med begrebet. Der er nu mindst tre grundlæggende forskellige forståelser af den pædagogiske kerneydelse. Hvor den markedsgjorte er i kraftig vækst.

Markedsgørelsen er nu så accepteret i det pædagogiske felt, at pædagoger er begyndt at reproducere og producere de logikker, der ligger bag markedstænkningen: pædagogiske læreplaner øger den faglige bevidsthed, sprogscreening af alle børn er indført for at sikre børns sproglige udvikling, dokumentation FOR administrationen og det politiske niveau er nødvendigt, osv.

Faren er at fællesskabet og forståelsen for den fælles faglige kulturarv, som den pædagogiske relation hviler på gennem 300 års erfaringer, forskning og indsigt, forsvinder og bliver afløst af en markedsgjort kulturel kapital. Den markedsgjorte pædagogiske faglighed accepterer at pædagogen reduceres til en socialtekniker, som sikrer at mangelfulde testresultater medfører en pragmatisk justering af pædagogikken i forhold til test-logikken snarere end omvendt.

En anden fare er at den markedsgjorte faglighed medfører en skærpelse af en ekskluderende og hierarkisk organisering af det pædagogiske arbejde: hvornår pædagogerne skal være sammen med børnene, og hvornår pædagogmedhjælperne lige så godt kan være det. Hvor den logiske følgeslutning er, at pædagogmedhjælperne holder opsyn på legepladsen for at frigive tid til at pædagogerne kan planlægge og dokumentere...?

Uanset hvordan vi vender og drejer diskussionen, vil der være stor uenighed blandt pædagoger. Nogle vil ønske at pædagoger blot acceptere udviklingen og stopper kritikken. Andre vil gerne være kritiske men orker ikke kæmpe mod udviklingen. Men der vil også være dem, der vil bekæmpe markedsgørelsen af det pædagogiske arbejde, generobre autonomien og anvise alternativer til markedslogikken. Den sidste position er den mest pragmatiske, farbare og holdbare vej frem, hvis pædagogers myndighedsfornemmelse skal genskabes.