De komplekse børn

Af Elisabeth Lockert Lange

Personalet på Børnekliniken i Kristianiagade arbejder tværfagligt med at hjælpe børn med komplekse vanskeligheder. Det kræver pædagogisk viden og indsigt, evne til ikke-vurderende observation og beskrivelse, og det kræver forståelse for både barnets behov og forældrenes sårbarhed. To af arbejdspladsens pædagoger fortæller om arbejdet.

”Vi har en stor mission i at gøre opmærksom på, hvad der skal til”.

Det siger Pernille Jønsson og Ulla Nielsen med eftertryk, begge pædagoger på Børnekliniken, og det de taler om, er naturligvis hvad der skal til i forhold til de børn, der går gennem deres hænder.

Børnekliniken tilbyder hjælp til børn mellem 0-6 år, som har vanskeligheder med at tale og kommunikere, fungere socialt, udvikle sig i takt med deres jævnaldrende og eller udvikle sig motorisk. Med andre ord børn med komplekse vanskeligheder.

Der er fri henvisningsret til Børnekliniken, og børnene henvises som oftest af en daginstitution, men det kan også være sundhedsplejerske eller forældrene selv, der er bekymrede. Et undersøgelsesforløb er gratis, og det er de kurser for daginstitutionernes pædagogiske personale de afholder på opfordring i øvrigt også.

Der er fire socialpædagoger på Børnekliniken fordelt på lige så mange teams. Hvert team består ud over af socialpædagogen af en talehørepædagog og en psykolog. Dertil kommer at der er tilknyttet fysioterapeut, socialrådgiver, børnelæge, ørelæge, øjenlæge og en børnepsykiater. De fire teams dækker henholdsvis Hovedstadsområdet (med to), Københavnsområdet og Region Sjælland, Børnekliniken dækker nemlig hele området vest for Storebælt. Læs mere om Børnekliniken og dens arbejdsfelt i boksen.

De fire socialpædagoger har meget forskellig alder, men de har alle solid erfaring inden for specialpædagogik, en af dem har desuden en Marte Meo uddannelse og Ulla Nielsen har en diplomuddannelse i specialpædagogik.

Ulla Nielsen og Pernille Jønsson er glade for deres arbejde, rigtig glade for det. Det er det første, der meget klart kommer til udtryk. De føler de har et berigende arbejde, de deltager i god tværfaglig sparring, og de får løbende supervision og efteruddannelse.

Det næste, der står klart i mødet med dem, er at deres udgangspunkt er en ydmyghed og en respekt i forhold til barnet og forældrene, koblet med en god selvfølelse over for egne kompetencer og dygtighed. Både deres styrker, ikke mindst evnen til at se behovene og lave gode og dækkende beskrivelser – og deres erkendte begrænsning, når psykolog eller børnepsykiater skal ind i sagen – oplever de i det tværfaglige arbejde, for tværfagligheden er et grundlæggende element i deres arbejde.

”Det er en stor fordel at vi har hele kompetencen samlet her, så kan vi spille bedre sammen. Og vi er afhængige af hinanden i hele undersøgelsesforløbet”, vurderer de to pædagoger.

Barnets ressourcer

Deres funktion er først og fremmest konsulentens.

Det starter med at nogen er bekymret for et barns udvikling. Meget ofte er det barnets daginstitution, der henviser til Børnekliniken. Barnet har måske været omkring den lokale PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) først, men bekymringen fortsætter. Den har ofte baggrund i noget sprogligt, som ikke går som det skal. I institutionen ser man måske at der kommer mere til, fx kontaktproblemer.

Børnekliniken kommer ind i billedet og det tilstræbes at der skrives en kontrakt mellem forældrene, henviseren og Børnekliniken. Den er det fælles udgangspunkt og fokus, og det giver enighed og klarhed over, hvad der skal observeres på.

”Med den kan vi holde fokus. Og hvis fokus skifter er det tydeligt, og så kan vi sammen vælge hvad der så skal ske”, præciserer de.

Hvad der derefter sker, kan være forskelligt, fra team til team og fra barn til barn. Der vil oftest være observation af barnet og dets samspil i daginstitutionen, måske besøg i hjemmet, måske vurdering af barnet af de andre faggrupper, fx en høreprøve. De fleste børn får efterfølgende tilbudt en tværfaglig undersøgelse, hvor alle faggrupper er inddraget.

”De yngste børn vi får henvist tilbydes ofte en høreprøve for at sikre at barnet kan høre. Det kan være et godt sted at begynde, også i forhold til forældrene, så de starter på en erkendelse af at problematikken skal findes et andet sted”, fortæller Ulla Nielsen.

Klinikkens primære opgave er at afdække om barnets problemer med kontakt og samspil findes i barnet selv eller i miljøet. Hvordan er barnets egne ressourcer? Hvordan er miljøets ressourcer? Hvis det er normalt begavet, men det ikke kan udfolde sine evner eller har det svært i daginstitutionen eller hjemme, hvad skal der så til?

”Og vi har en vigtig mission i at gøre opmærksom på, hvad der skal til for det barn! Hvad der er det mindste, man kan gøre lige her, som gør en forskel”, siger Ulla Nielsen.

Pernille Jønsson supplerer:

”Vi har fokus på ressourcerne. Det er let at blive enige om problemer, men vi skal hele tiden have spørgsmålet i hovedet: hvad skal der til? Når han har haft en god dag, skal vi spørge: hvad var det der gjorde at han havde en god dag i dag. Hvad var det i relationen, i systemet? Og tænke at når han kan i dag, så kan han jo.”

Det er denne sidste gruppe, børn med en udviklingsforstyrrelse, Børnekliniken især får henvist. Derudover er også sociale sager, hvor problematikken er mere miljøbestemt.

Observationer og beskrivelser

Ude i daginstitutionen observerer og beskriver pædagogen fra Børnekliniken barnet. Det er alfa og omega i observationerne at de holder sig på et beskrivende neutralt felt. Og det er noget pædagoger er gode til, vurderer de.

”Når vi er ude og observere, så ser vi på kvaliteten af kontakten og samspillet. For de leger og taler jo med de andre børn, men kvaliteten af gensidigheden udebliver ind imellem”, peger Pernille Jønsson på.

Børnekliniken arbejder og observerer ud fra en såkaldt systemisk tænkning, det vil sige ud fra at barnet udvikler sig i relationen med andre.

”Man kan ikke ændre på barnet, man skal ændre på systemet omkring barnet. Man skal ændre perspektiv i måden at se barnet, ændre tilgangen til barnet. Vi er med til at skabe en mere reflekterende form, hvor daginstitutionen reflekterer med i forhold til, hvad der er muligt og brugbart. Derfor er daginstitutionerne også tætte samarbejdspartnere, som vi er meget afhængige af”, fortæller hun og tilføjer:

”Pædagogerne kan være i en fastlåsthed, når de har været bekymret længe – de ser barnet på én måde. Vi mærker at de er sultne efter konkret vejledning og rådgivning efter, hvad der skal til for barnet. Og vi oplever ofte at den vejledning rykker synet på barnet fra at barnet ikke vil til at barnet ikke kan. Og det er grundlaget for det pædagogiske arbejde.”

Ulla Nielsen fortsætter:

”Det er vigtigt at have sparringen med pædagogerne i daginstitutionen, høre hvad de ser, fortælle hvad vi ser. Og vi skal være ydmyge i erkendelse af at vi kun har set barnet i kort tid. Når vi er derude, ser og beskriver vi også miljøets ressourcer. Vi ser hvad der er gjort rigtig godt, og det er også vigtigt at personalet får øje på, hvad de har gjort af rigtig gode ting. For de er hårdt spændt for i et svært arbejde, og det giver et løft.”

Hun tilføjer: ”Nu skal det så heller ikke lyde for rosenrødt. Vi har jo også op-ad-bakke-observationer, hvor det er svært at finde ressourcer og åbninger.”

Når hele undersøgelsesforløbet er afsluttet, holdes der møde med alle involverede parter. På dette møde peger Børnekliniken på de foranstaltninger, de mener der skal til. Selve opgaven ligger lokalt, men de følger op, fx ved at tage ud og vejlede på institutionen.

Samarbejdet med forældrene

Forældrene har Børnekliniken hele tiden tæt kontakt med i forhold til vejledning etc., og intet meldes ud til andre, heller ikke daginstitutionen, før forældrene har været inde over. Forældrene kan ofte være sårbare, det kan være svært at skulle erkende at man ikke har fået ønskebarnet, som de to pædagoger siger.

”Når vi har barnet til observation her inde på Børnekliniken, så er forældrene altid med, så vi sammen ser barnets vanskeligheder, og vi kan pege på, hvad vi er bekymret for. Forældrene bliver måske kede af det, men det gøder jorden for den nødvendige erkendelse”, siger Ulla Nielsen.

”Sorg er en fast gæst, og derfor er det så vigtigt med ydmyghed og respekt for forældrene”, nikker Pernille Jønsson.

Netop i forhold til forældrene ser de flere opgaver.

”Vi er brobyggere i forhold til forældrene, og de er som sagt altid orienteret. Men vi er også brobyggere mellem forældrene og institutionen. Det er et vigtigt kernepunkt, for det kan være svært ude på institutionen. Forældrene kan som sagt være sårbare, og sorgen over barnet kan komme ud på mange måder. Hvis den dialog ikke foregår, hvis den brobygning ikke er sket, så er der langt til at noget konkret kan lykkes.”

Dette konkrete kunne fx være via støttetimer. Det kunne også være et andet institutionstilbud. Eller det kunne være et mere gennemgribende tilbud fx en undersøgelse på en børnepsykiatrisk afdeling. Dem er der som bekendt lange ventetider til, og derfor priser de sig lykkelige på Børnekliniken over at de har en børnepsykiater tilknyttet. Det betyder dels at nogle børn kan blive afdækket på klinikken, dels at resten af personalet ved tvivlsspørgsmål kan konferere med børnepsykiateren.

”Vi arbejder ud fra ”det mindste indgreb”, stiller spørgsmålet, hvad er det mindste indgreb i barnets verden, som gør en forskel. Vi tager altid udgangspunkt i barnets behov og barnets miljø, og teamet peger på de foranstaltninger, som vi fagligt mener er de rigtige. Det er jo det samme barn, der kommer ud i den anden ende, så der skal skabes nye rammer, så barnet sikres både udvikling og veltilpashed. Afsluttende tager vi et møde med alle parter, for opgaven ligger lokalt. Men vi kan ikke skaffe støttetimerne, og besparelserne i de forskellige kommuner kan medføre, at det kan være vanskeligt lokalt at arbejde videre på de støtteforanstaltning, undersøgelsen peger på”, vurderer Pernille Jønsson.

De ser en stigning i antallet af henviste børn, især i København. Om det betyder at der rent faktisk er flere børn, der har problemer, eller om institutionerne er blevet bedre rustet og mere opmærksomme på, hvad de skal kigge efter, er et åbent spørgsmål.

Børnekliniken Børneklinikens team af høre- og talepædagoger, pædagoger, psykologer, fysioterapeut, socialrådgiver, børnelæge, ørelæge, øjenlæge, børnepsykiater og administrativt personale tilbyder hjælp til børn mellem 0-6 år. Børnekliniken er en undersøgelses-, rådgivnings- og vejledningsinstitution, som dækker Region Hovedstaden og Region Sjælland. Den forvaltes administrativt af Børneog Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Børneklinikens ydelser er gratis, den finansieres af kommunerne. Børnekliniken modtog i 2006 ca. 700 nye henvisninger. Samme år gennemførtes 2169 foranstaltninger, primært som dele af længerevarende forløb. I sit arbejde samarbejder Børnekliniken med daginstitutioner, socialforvaltninger, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, børn- og ungeforvaltninger, sundhedsplejersker, læger og hospitaler. Børnekliniken tilbyder både individuelt tilrettelagte forløb og bredere tværfaglige undersøgelsesforløb. De første kan foregå i hjemmet, i den institution barnet går i eller hos Børnekliniken. Det kan bl.a. bestå af observationer, handleplaner, møder med alle parter, fagspecifik vurdering og pædagogisk/psykologisk vejledning. De sidste involverer taleog hørepædagoger, pædagoger, psykologer og fysioterapeuter i at gennemføre en samlet vurdering af barnets vanskeligheder, ressourcer og udviklingspotentialer. Der tilbydes desuden bl.a. etablering af forældregrupper, søskendegrupper og bedsteforældregrupper, undervisning og kurser i Børneklinikens specialviden, høreprøver til børn under 3 år, supervision og rådgivning om børn med hørerapparat og med cochlear implant (CI).