Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Frit fagforeningsvalg
Ingen bør føle sig presset til at melde sig ind i en bestemt fagforening. Det siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse efter en redegørelse om diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab på det danske arbejdsmarked, som Institut for Menneskerettigheder har lavet med støtte fra Kristelig Fagforening og Frie Funktionærer.
Han ærgrer sig dog over fejl i Institut for Menneskerettigheders redegørelse, og han undrer sig over at det er gået så galt med fakta om især aftaleforholdene i den offentlige sektor.
I kommuner og regioner er de lokale lønforhandlinger en decentraliseret del af de centralt indgåede overenskomster. Det betyder, at der skal laves en aftale mellem de lokale repræsentanter for arbejdsgiveren og de lokale repræsentanter for den faglige organisation – eksempelvis tillidsrepræsentanten – for at der kan gives funktions-, kvalifikations- og resultatløn til de ansatte. Og da de lokale lønforhandlinger er en del af overenskomsten, så kan lokale lønaftaler kun indgås mellem de lokale repræsentanter for de parter, som har underskrevet overenskomsten.
”Her mener jeg, at det går galt for Institut for Menneskerettigheder, der tilsyneladende tror, at det i praksis er kommuner og regioner, som alene beslutter at tildele løn, og blot i visse tilfælde sådan lidt proforma skal have tillidsrepræsentantens underskrift i hus”, siger Dennis Kristensen og fortsætter:
”Fakta er, at der kun kan indgås aftaler om løntillæg af lokale parter, som repræsenterer de centrale overenskomstparter. Og det levner ikke plads til de foreninger, som ikke har underskrevet den centrale overenskomst. Det skal være frit for den enkelte at vælge den fagforening, han eller hun vil, men foreningsfriheden ændrer ikke på, at fundamentet for de ansattes løn- og ansættelsesvilkår er den kollektive overenskomst, og at fravalg af den overenskomstbærende organisation også betyder fravalg af indflydelse på overenskomstens indhold og dermed også på den lokale lønforhandling,” siger Dennis Kristensen.
Dagplejere aflastes med gæstedagplejehus
Mindre stress og lavere sygefravær er resultatet blandt dagplejere i Ringkøbing-Skjern Kommune. Midlet er et gæstedagplejehus, når den faste dagplejer er fraværende.
Systemet som også kendes fra kommuner med dagplejere organiseret i LFS, aflaster den dagplejer, der ellers skulle have haft et barn ekstra. Målet med gæstehuset for Ringkøbing-Skjern Kommune var da også netop at aflaste kommunens dagplejere og samtidig give børn og forældre en bedre kvalitet i dagplejetilbuddet.
Ordningen har da også lettet dagplejerne, som føler sig mindre stressede. Det viser det faktum at dagplejernes sygefravær er faldet siden gæstedagplejehusene blev oprettet.
Trapper dræner kommunekassen
En historie i Politiken den 3. september handler om trapperne i de københavnske daginstitutioner. Lokalpolitikere i København har længe undret sig over, at byens børneinstitutioner er ca. 24.000 kr. dyrere pr. barn pr. år, end tilsvarende institutioner i andre større danske byer, skriver dagbladet, som satte sig for at undersøge det. De kom frem til en lang række særtillæg på grund af bl.a. trapper, elevatorer, langt til toilet, dyrehold osv. Beløb på godt 100 mio. kr. pr. år. Det får nogle Børne- og Ungdomsudvalgsmedlemmer op af stolen og mene at det er da også for dårligt. Ikke mindst når Børne og Ungdomsforvaltningen i den grad fattes penge. administrerende direktør Else Sommer slår dog koldt vand i blodet og siger til Politiken, at det ”hører med til historien, at nogle institutioner ligger de mest mærkværdige steder, hvor pædagogerne skal bakse børn ned fra 3. sal og ikke har nogen legeplads.”
Klar til at tage kampen for ligeløn op igen?
Sidste år åbnede FOA ballet med et krav om »mandeløn til kvindefag«. Nu skal vi følge ligelønnen til dørs.
Vil du være med?
I november går kommunerne til valg. Og 8. marts 2010 fylder kvindernes internationale kampdag 100 år. Det er begge begivenheder, hvor vi med gode argumenter og skøre påfund vil fyre op under ligeløns-debatten igen.
Og vi har brug for dit humør, dine ideer og din iver. Sammen kan vi nemlig få ting til at ske i hele landet.
Klik ind på www.foa.dk/ligeloen (link er ikke længere aktivt, red.) og læs mere om at blive ligelønsambassadør. Du kan også melde dig som ligeløns-ambassadør ved at kontakte din lokale FOA-afdeling.