Interview

Af Elisabeth Lockert Lange

Når Frank bliver overborgmester...

Så skal København have ny forhandlingskultur med dialog og brede holdbare aftaler, medarbejdere og organisationer skal høres både før og under politiske tiltag, og der varsles et opgør med den demotiverende måles-og-vejes-holdning. København skal kendes på sin omsorg for de svage i samfundet, der skal over fire år bygges institutionspladser til byens mange børn, og så skal ungdomsarbejdet i denne bandetid have top-prioritet. Hvis det står til den – sandsynligvis – kommende overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen.

Hvis han får magt, som han har agt, så står København over for et skift i samarbejdsstil, anstændighed og prioriteringer. Samtidig står flere af LFS’ områder højt oppe på hans to-do-liste. Det gælder først og fremmest byggeri til byens mange børn, det gælder det sociale område, forholdene for handicappede og misbrugere, og det gælder ungdomsarbejde.

LFS Nyt har besøgt den 48-årige kandidat til posten som overborgmester i København, Frank Jensen, i hans kampagnecenter og talt med ham her ca. to måneder før kommunalvalget, hvor det skal afgøres, hvem der får den vigtige post som øverste chef for Danmarks største arbejdsplads med 45.000 medarbejdere. Hvem det bliver, er vigtigt ikke kun for udviklingen i de konkrete områder og sektorer i byen og for medarbejdere og borgere, men også for arbejdsklimaet på Rådhuset og dermed de realistiske muligheder for aftaler, som flytter noget.

”Der er behov for en ny politisk kultur på Rådhuset. Jeg blev beskæmmet, da jeg forleden mødte børn, som talte om Københavns Rådhus som et sted, hvor voksne lovligt kan dolke hinanden. Rådhuset ses jo ofte blandt byens borgere som et sted, hvor man driller hinanden og spænder ben for hinanden. Det er dårligt for byen og dårligt for københavnerne. Dette handler selvfølgelig også om byens styrelseslov, som Ritt Bjerregaard har italesat, og den slags tager tid at ændre.”

Men Frank Jensen agter nu ikke at vente til en sådan ændring af byens styrelsesform, og han trækker på sin mangeårige erfaring fra tiden i Folketinget og som to gange minister.

”Hvis en ny kultur skal lykkes, skal samarbejdet være bredt funderet. På Rådhuset vil jeg være kompromissøgende. Det er min erfaring at hvis man vil have aftaler, som holder længe, så skal man have flest mulig med, som støtter op. I Folketinget og som minister lavede jeg brede aftaler, det gør at ejerskabet rækker langt. Min politiske målsætning og stil er at signalere at det kan betale sig at søge indflydelse. Ingen er udelukket på forhånd.”

Ikke overraskende vurderer han at han som socialdemokrat har nogle naturlige samarbejdspartnere i SF, Enhedslisten og De radikale.

”Med dem håber jeg at få en konstitueringsaftale. Men samarbejdet skal ikke være eksklusivt. Jeg håber at få brudt med blokdannelser, som regeringen har kørt med nu i otte år. København vil vise en anden vej, vi røde partier vil give plads til de borgerlige.”

Nye veje i ledelse

Der skal som sagt forandringsprocesser til, og Frank Jensen erklærer sig gerne i front for dem.

”Jeg bryder mig ikke om newspeak. I ledelse skal der være en sammenhæng mellem hvad man siger, og hvad man gør. Når jeg siger dialog, så skal jeg også praktisere det. Det er vigtigt som overborgmester at have en god fornemmelse for, hvordan en politik opleves, også når den er sat i verden. Der skal være dialog med både medarbejdere og borgere inden men også efter, noget er sat i kraft. Københavns Kommune skal vise nye veje i ledelse. Jeg vil gå i front som en person, der siger hvad jeg mener, er i dialog med borgere og organisationer og fornemmer byens mange forskellige interesser”, siger han og nævner bl.a. de faglige organisationer, som har en vigtig rolle at spille i forhold til det politiske system.

Frank Jensen ærgrer sig over at det offentlige i høj grad har taget dårlige og forældede dele af ledelsesfilosofien i det private og overført det til New Public Management. Han har selv været ansat i det private efter tiden i Folketinget og har set ledelsesfilosofien der.

”Det private har en meget mere holistisk og værdibaseret tilgang nu. Det er besynderligt at man kopierer en ledelsesstil, som det private har forladt, det med at alt skal måles og vejes. Det demotiverer, det gør at mange kun tager sig af netop deres eget job. Meget falder derfor mellem to stole, så når ting bliver komplekse, så forsvinder de i den offentlige sektor. Jeg har også set både gode og dårlige Lean-projekter i det private, det vigtige er at ansvar og kompetencer skal følges ad.”

Omsorg for de svage

Som bekendt er det sociale område, døgnområdet, specialområdet, klemt. I mange år har det ikke modtaget nok ressourcer til at kunne give mennesker med udviklingshæmning, med psykiske lidelser og med misbrug en tilværelse som byen kan være stolt af, endsige tilfreds med.

Frank Jensen har i skrivende stund endnu ikke besøgt bosteder, institutioner etc inden for disse områder. Det kommer, der er aftaler om besøg på vej, men uanset selvsyn, så har han naturligvis en politisk holdning til området. En holdning som er præget af at han selv har arbejdet med grupper af misbrugere i frivillig sammenhæng, og måske forstærket af at hans kone er pædagog i Københavns Kommune.

”Jeg vil at København skal kendes for sin omsorg og sit sociale engagement. Jeg bliver forstemt, når jeg ser misbrugere på Vesterbro sidde og fixe i kælderskakter og på legepladser. Det er en mistrøstig måde, vi behandler misbrugerne på. Hvorfor må det sundhedsrum vi allerede har dog ikke for regeringen være fixerum? Hvorfor må vi ikke behandle disse mennesker med større medmenneskelighed og respekt? Det vil jeg presse på for som overborgmester”, siger han og nævner også det kommende forsøg med lægeordineret heroin: ”Jeg vil gerne have sammenhæng i behandlingstilbudene.”

Han vil satse på bl.a. arbejdsmarkedspolitiske tiltag, kortere ventelister til fleks- og skånejobs til grupperne af handicappede og sikre dem hjælp til adgang til arbejdsmarkedet. ”For ingen skal lades i stikken.”

”Med den tilgang til rummelighed og omsorg, som jeg vil at Københavns Kommune har, så står renoveringsplaner for boliger til udviklingshæmmede og psykisk syge højt på ønskelisten. Det tager tid, men vi skal gøre alt vi kan. Og så skal vi kigge på, hvor vi får mest for pengene i en tid som denne, hvor der er mange ledige hænder i byggeriet. Så dette er absolut et område, jeg gerne vil stå på mål for som politiker. Vi skal være stolte af vores omsorg.”

Der skal bygges pladser

Fire år. Det vil sige en valgperiode. Så lang tid og ikke længere mener Frank Jensen det vil tage at bygge så mange nye institutioner, at byens børnefamilier ikke skal vente for længe på en plads til deres barn – og heller ikke skal sendes ud på en længere rejse for at aflevere og hente børnene.

Frank Jensen taler kun om byggeri, på intet tidspunkt taler han om merindskrivning som en del af planen, og da jeg nævner ordet, ryster han på hovedet.

”Vi skal have en pasningsgaranti, som virker. Over en fireårig periode skal dette prioriteres, og det skal løses gennem nybyggeri. Børnene kommer først, og institutionerne skal bygges, der hvor der er pres på. Selvfølgelig ved jeg godt at det kan blive svært i København, men der er brug for at vi laver en langsigtet plan for, hvordan problemet skal være løst om fire år. Når andre byer kan, så kan vi også. Og der er kun én vej: vi skal bygge os til større kapacitet.”

Han glæder sig over at børnefamilierne tydeligvis bliver i København.

”Derfor skal vi gøre det muligt at familierne kan få passet deres børn ordentligt. Dette står øverst på dagsorden, og det kræver en bred aftale på Rådhuset.”

De unge og banderne

Frank Jensen har været ude i forskellige medier med både en holdning til og en konkret plan for bandekrig og forebyggende ungdomsarbejde. Den holdning har ikke ændret sig, efter han har været rundt i byen og besøgt diverse ungdomstilbud, både klubber og projekter.

Han beretter om tåbelig konkurrence mellem projekter og klubber, hvor skiftende projekter gør det svært for de permanente tilbud at opretholde en relation med de unge.

”Vi har rigtig mange dygtige opsøgende medarbejdere her i København, og samtidig står vi midt i en bandekrig. Min politik er klar. Jeg ønsker at lave en enstrengethed i forhold til indsatsen, ikke fordi jeg vil koncentrere opgaven under overborgmesterposten men for at koordinere i forhold til de unge i risikogruppen. Ejerskabet ude i de faglige miljøer skal selvfølgelig fastholdes, men der skal være en forebyggende enhed, som overborgmesteren har ansvaret for. En for løs struktur vil give en risiko for at de unge rekrutteres af bandegrupper.”

Det forebyggende arbejde er i dag spredt ud på tre forskellige forvaltninger i kommunen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Og som bekendt arbejder forvaltningerne ikke altid lige tæt og koordineret sammen.

Det vil Frank Jensen tage konsekvensen af og gøre den kommunale forebyggende indsats ligeså koordineret, fokuseret og hårdtslående som politiets bandeindsats, som han skriver på sin hjemmeside frank-jensen.dk (link er ikke længere aktivt, red.)

Frank Jensens konkrete plan er en såkaldt forebyggende bandeenhed. Denne forebyggende indsats skal ledes af en chef med ekspertise inden for kriminalitetsbekæmpelse, og vedkommende skal referere direkte til overborgmesteren. Det skal sikre en overordnet styring og en koordineret erfaringsopsamling. Bandeenhedens personalemæssige ressourcer kommer gennem forvaltningernes udlån af medarbejdere. Og enheden skal arbejde tæt sammen med politiet.

Så vidt altså Frank Jensen.

Blå bog: Frank Jensen er født 28. maj 1961 i Ulsted, søn af forhenværende borgmester Kjeld Jensen og pædagogmedhjælper Sonja M. Jensen. Bor på Islands Brygge med sin kone pædagog Jane Frimand Pedersen. Frank Jensen var folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Amtskreds fra 1987 til 2007, hvor han efter kampvalget til partiets formandspost, der som bekendt gik til Helle Thorning-Schmidt, trådte ud. Frank Jensen var forskningsminister fra 1994 til 1996 og justitsminister fra 1996 til 2001. Han har været politisk ordfører i to omgange, medlem af diverse udvalg bl.a. Folketingets Finansudvalg og Udenrigspolitisk Nævn. Han er uddannet cand.oecon. (økonom) på Aalborg Universitet, hvor han også har været arbejdsmarkedsforsker i mange år.