De gode, de dårlige og de helt uacceptable

Af Elisabeth Lockert Lange

Alle aftaler har en pris, men hvis prisen for en langsigtet aftale om at bygge sig ud af den kapacitetsklemme, som Børne- og Ungdomsforvaltningen står i nu, er en midlertidig merindskrivning her og nu, er den pris så for høj?

De kaster sig i tøjret, lederne og tillidsfolkene, over formand for LFS, Britt Petersens forslag på mødet om budget og kapacitetsproblemer i Børne- og Ungdomsforvaltningen i august. Men alternativet? Var lidt svært at få øje på.

Der er (for) mange børn i København, i hvert fald i forhold til antallet af vuggestuepladser, så der skal handles på den ene eller den anden måde.

”Jeg er nødt til at være ærlig over for jer og foreslå jer at I støtter op om at LFS arbejder på en konkret langsigtet aftale med politikerne om at bygge sig ud af problemet. Vi mener det er bedre end hovsaløsninger hvert eneste år. Også selv hvis det har en pris her og nu.”

Baggrunden for leder/tillidsmandsmødet var et udvalgsmøde om budget og kapacitet nogle dage inden, hvor udviklingen med de mange børn i København blev behandlet. En udvikling der kræver handling.

”Uanset hvad vi gør, så skal børnene have en plads, og vi taler om 711 børn her i september som falder for pasningsgarantien til en vuggestueplads. Forvaltningens indstilling er at alle vuggestuegrupper skal have ét barn mere uanset kvadratmeter. Husker I tusindpladsersaftalen? Den var et værn om hvilke rum kvadratmetrene skulle måles i forhold til. Ifølge bygningsreglementet er det alle arealer hvor børn kan færdes der tælles med.

På udvalgsmødet betød det at ingen stemte for det. Tror vi så at det betyder ingen flere merindskrivninger? Eller er der bare tænkepause? Jeg tror ikke at faren er drevet over. Jeg tror ikke politikerne frivilligt vil falde for pasningsgarantien.”

De institutioner, som har ”ekstra” kvadratmeter har allerede fået en tvungen merindskrivning, der er sat busser ind hvor det har været muligt osv.

”De ekstra børn er ikke regnet med i budgettet. Det lykkedes Børne- og Ungdomsudvalget at få ekstra penge i marts, selvom budgettet var baseret på færre børn. Men Børne- og Ungdomsforvaltningen vil stå og mangle 143 mill.kr. den 31.12. Hvis de ikke gør noget. Underskuddet kommer fordi udvalget kun har fået almindelig driftspris og ikke økonomisk dækning for de mange nye pladser.”

Hvor vil de så hente dem? Nogle institutioner har overskud, og de vil opleve at alt over 6 pct. af det overskud bliver taget ved udgangen af året. Men først ved årsskiftet, for selvforvaltningen opretholdes og budgetrammen fastholdes.

Bekymringen i salen i Markmandsgade var tydelig. Er det klogt at bruge merindskrivning til at købe en langsigtet løsning? Merindskrivning er for hårdt for personalet. Det er ikke udtryk for en god pædagogisk holdning. Det er ikke vejen frem og ville det ende med at blive permanent?

Britt Petersen gentog at måtte være ærlig om den mulige pris.

”Det er ikke vores ønske, og nej det kan ikke forsvares pædagogisk, men hvis vi skal betale dette for en aftale om at bygge os ud af det?”

En deltager sagde:

”Ja der skal forhandles, og det er noget for noget. Men jeg ryster på hånden over en aftale, der betyder merindskrivning.”

Tre uartigheder

Det blev værre. Britt Petersen tog fat på det helt uacceptable. Nemlig tre områder, hun kaldte uartige.

Tre ting som ryger direkte ind i daginstitutionernes driftsbudget her og nu. En for høj prisfremskrivning, hvor der nu skal et indhug på 0,5 pct. i driftsbudgetterne, midt i budgetåret. Afskaffelse af 5 pct. værnet mod tomme pladser vil man fjerne for i år. Og så skal institutionerne betale for ekstra udgiften ved den længere pau, pgu’ens afløser.

”Der er afregning ved kasse 1, når man har pladser i overskud. Det er grotesk, for I siger jo ikke nej til at passe børn, I ligger måske bare et forkert sted. Og samtidig mangler der pladser, så det er ikke jeres skyld. Denne del er ikke okay – det er chikane. Det er uartigt at gå ind i jeres eksisterende budgetter, uanset grunden.”

Men alt er ikke elendighed, fremhæver Britt Petersen. Og nævner, at de midlertidige pladser er midlertidige. Og forvaltningen vil bygge og bygge, også til den tvungne merindskrivning. Desuden er der udbygningsplaner på eksisterende institutioner.

”Vi mener at det vigtigste er det langsigtede, at skabe varige pladser gennem byggeri. Vi vil have en langsigtet aftale, også hvis der så er noget vi skal ”æde”, for alle aftaler har en pris.”

Som en del af den langsigtede plan skal fremtidens børnegruppestørrelser også være en del af forhandlingen, og ikke overraskende skal der arbejdes for flere voksne pr. barn. En kvalitetsforøgelse er omdrejningspunktet for aftalen. LFS går også i en sådan plan ind for store ”børnefleksible” institutioner, men struktureret sådan at børnene ikke oplever institutionerne som store. (Læs debatudveksling fra mitlfs.dk andetsteds i dette blad.)

”Jeg tror det er denne vej vi kan lykkes, for tiden er modnet til at tale om kvalitet og rettigheder. Er I med på at vi gør hvad vi kan i forhold til at holde prisen for en aftale nede, men at vi går efter en langsigtet plan?”, spurgte Britt Petersen.

Ingen sagde nej. Men var de med, lederne og tillidsfolkene, eller var de bare lammet? Det vil tiden uden tvivl vise efterhånden som aftaler og konsekvenser åbenbarer sig over tid.