Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Britt Petersen
En brat opvågning
Meget kort inde i børnenes vinterferie fik vi en meget brat opvågning – en bus fyldt med børn, ansatte og forældre på vej på skiferie kørte galt på de tyske motorveje.
En forfærdelig ulykke som under alle omstændigheder ville have fået enhver inden for det pædagogiske område til at tænke, at det kunne være sket for ens egne kollegaer, børn og forældre. At det var en af ”vores egne” institutioner gjorde ulykken endnu mere nærværende og forfærdelig. Det var en ulykke, der kom rigtig tæt på, idet mange af os kender nogle der har været med, eller kender nogle, der kender dem der var med.
Vores tanker går til alle, der på den ene eller anden måde har været en del af ulykken, og vores håb er at alle både fysisk og psykisk kommer helskindet igennem.
Ulykken fik desværre også den konsekvens at tre personer mistede livet. Tre personer hvis liv blev alt for kort, og tre personer som alle efterlader sig familier, hvis liv for evigt er forandret.
Jane, Josefine og Brian – æret være deres minde.