Tid til eftertanke

Tekst: Susanne Brink Andersen, socialrådgiver i LFS

Hvor blev socialpolitikken af? Hvor blev menneskeligheden af? Efter 10 år i LFS, er det tid til at gøre status. Status over socialpolitikken og status over samfundets behandling af syge mennesker.

Jeg har været ansat som socialrådgiver i LFS i 10 år, og i den tid har meget ændret sig. Den borgerlige regerings politik har sat sine spor. Socialpolitikken er stort set ”forsvundet”. I stedet handler det hele om beskæftigelsespolitik og mantraet om, at alle skal arbejde. Regeringen forsøger at behandle mennesker ens, uanset om de er syge eller ledige. De syge og ledige skal tage sig sammen og præstere. De skal yde for at nyde.

De arbejdsløse skal i aktivering efter en given ledighedsperiode.
Denne ordning har fungeret så længe jeg kan huske, i forskellige variationer. Men nu skal de syge også aktiveres. Fra 1. januar 2010 skal de sygemeldte aktiveres senest efter ni ugers sygdom.
Og som udgangspunkt skal alle sygemeldte aktiveres. Kun hvis der er lægelige forhold, der forhindrer aktivering, så kan den sygemeldte undgå det.

Argumentet for at indføre aktivering i sygedagpengeloven er at man bliver syg af lediggang, og man risikerer hurtigt at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Argumentet er en politisk påstand.
Der er ingen videnskabelig dokumentation for at aktivering løser noget for sygemeldte.
Via arbejdet har jeg mødt mange sygemeldte, som meget gerne har villet i gang med noget. For som de siger: ”Jeg bliver skør af at gå hjemme.”

Det er uden tvivl rigtigt at mange syge vil kunne få gavn af at være i gang få eller flere timer, men som loven er udformet, bliver aktivering med stor sandsynlighed sat ukritisk i værk. Lovændringen betyder nemlig at staten straffer kommunerne økonomisk, hvis en person ikke er aktiveret efter ni ugers sygdom.
Derfor er der stor sandsynlighed for at alle skal i aktivering, uanset om det giver mening eller ej, uanset om de er raske eller ej.
Med lovændringen er systemet blevet automatiseret og ensrettet.
Man snakker meget om afbureaukratisering og færre regler, men i stedet vedtager man en lov, som bygger på et negativt menneskesyn, og hvor økonomi bliver det bærende.

Efter mange år med stramninger og stigende mistillid til de sygemeldte, så savner jeg virkelig en hverdag og en lovgivning, som afspejler vores motto i LFS: ”Sammenhold og Solidaritet”.
Jeg savner et system, hvor mennesket er i centrum, og hvor man tror på det folk fortæller om deres helbred.

Tudepapiret

I Politiken den 14. januar 2010 havde Hanne Reintoft en kronik under overskriften: En skændsel for samfundet.
Hun sluttede kronikken af således: Vi lever i et samfund, hvor stadig flere ikke alene fattiggøres, men også foragtes.
Hvor det er egen sag og egen skyld, hvis man rammes af sygdom og ulykke. Med hensyn til vores alvorligt syge medborgere bør mishandlingen af dem ophøre omgående. Det er en skændsel for samfundet – altså for os alle, og det er dybt tyngende for de mishandlede”.

Da jeg læste kronikken, tænkte jeg på mange af de medlemmer, jeg har bistået. Rigtig mange sager er det blevet til. Indimellem er det også blevet til meget lange sager og ofte meget vanskelig esager. Særligt gennem de sidste par år, hvor behandlingen af de sygemeldte er blevet helt urimelig. Dels fordi kommunerne trækker folk rundt mellem det ene og det andet afklaringstilbud, dels fordi kommunerne mener at folk først er berettigede til at forlade det ordinære arbejdsmarked, når de er halvdøde.
I mit arbejde med at hjælpe medlemmerne, møder jeg et system, hvor de kommunalt ansatte bliver ”målt og vejet” i forhold til, hvor mange sager de lukker. Hvis en sagsbehandler kan lukke for sygedagpengene i et bestemt antal sager pr. kvartal, så er kommunen/ledelsen tilfreds med arbejdet. I dag går økonomien forud for hensynet til det enkelte menneske.

Som systemet fungerer, så er der i dag ikke mange sager, som afsluttes her i LFS uden brug af ”tudepapiret”, som fast står på mit bord. Når et sygemeldt medlem søger hjælp i LFS, så er det alvor. Ingen sidder i rådgivningen for sjov. Det samme gælder, når et medlem befinder sig hos kommunen, hos jobcentret, så er det ikke frivilligt. Det er altid hårdt at ”møde muren”.
Mange løbere taler om ”muren”, men de har selv valgt at løbe.
Når vores medlemmer ”møder muren” i forhold til kommunen og jobcentret, så er det i form af mistillid. Mistillid i form af krav om arbejdsprøvninger, måske adskillige arbejdsprøvninger, og i form af en stadig trussel om at kommunen kan/vil lukke for pengene. Hertil kommer risikoen for at man mister sit arbejde, hvis man ikke allerede har mistet det. Til forskel fra en løber, så har de syge ikke selv valgt at løbe ud i sygdom, ud mod ”muren”.

Som mange medlemmer siger til mig: ”Susanne, der er ikke noget jeg hellere vil end at arbejde –  hvad skal jeg gøre, for at få kommunen til at forstå det?”
Det er i sådanne situationer at medlemmerne har brug for ”tudepapiret”. Og brugen af ”tudepapir” er klart steget gennem de sidst par år. En stigning som er kommet i takt med at flere medlemmer havner på kontanthjælp, og i takt med at nogle medlemmer endda havner på nul kroner i kontanthjælp, fordi deres ægtefælle har en indtægt, som endda ikke behøver at være særlig høj.

Dråben

På dage hvor systemets urimelig behandling af de syge fylder meget, så kan tanken strejfe mig: mon det er nu jeg skal opgive kampen og etablere mig i en butik og sælge festsange og pruttepuder til glade mennesker, som skal holde fest.
Men nej. Der er jo en grund til at jeg har valgt at arbejde i en fagforening, i en kamporganisation, hvor vi ikke giver op så let.
Jeg har lige genlæst Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren bind 2, hvor han kommer til København og er med til at etablere fagbevægelsen. At læse om kampen mod undertrykkelse og for bedre vilkår gør mig varm inden i.
Måske er det svært, at sammenligne tiden fra fagbevægelsens start med nu, men når jeg ser,  hvordan systemet behandler vores syge medlemmer, så bliver jeg bekræftet i at fagbevægelsen har sin berettigelse, og at LFS’ værdier er de rigtige at kæmpe for.

Fremadrettet er det fortsat vigtigt at LFS bruger den viden, vi får fra konkrete sager, til at synliggøre  urimeligheder og påvirke politisk der hvor vi kan.
LFS bør aldrig bruge al tiden på konkrete sager, selv om det er vigtigt for det enkelte medlem. Hvis tiden kun bruges individuelt, så ”rører vi bare rundt i gryden”. LFS skal til stadighed forsøge at få ændret dårlig lovgivning og få begrebet retssikkerhed bragt op på det niveau, hvor det hører hjemme.

Om det bliver til 10 år mere i LFS, det vil kun fremtiden vise. Men så længe det er muligt, så vil arbejdet for en bedre lovgivning og arbejdet for et samfund, der bygger på Solidaritet og Sammenhold være det væsentligste.
Som Carl Scharnberg engang har skrevet: ”Vi, der bare er en dråbe i havet, lad os være rede til, at blive den dråbe, der får bægeret til at flyde over”. At man ind i mellem føler sig som en lille dråbe, ja det gør man i det sociale arbejde. Men enhver bølge er startet med en dråbe.