Ung i København:

Viden og visioner

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Vidensdeling er en af vejene frem i det ungdomspædagogiske arbejde. Vidensdeling på både kryds og tværs. Vidensdeling er da også en del af LFS’ ungdomspædagogiske projekt. Så hermed en opfordring til klubber og andre i den ungdomspædagogiske indsats: kom på banen med ønsker, viden, arbejde og visioner.

At der er behov for at sætte fokus på de unge, på deres vilkår, og ikke mindst på de muligheder og tilbud der gives til dem i København, det er der vel bred enighed om. Hvem ønsker bander, hærværk og bilafbrændinger? Derfor er der også brug for en diskussion af den nuværende ungdomspædagogiske indsats, dens styrker og mangler, og navnlig af hvad der kan være med til at sætte rammerne for en ny fremtidig indsats.

I efteråret 09 kaldte LFS til handling med et langsigtet projekt ved navn Ung i København – rammer og krav til en ungdomspædagogisk indsats. Projektet skulle inddrage både de unge selv, medarbejderne og forskerne – så den kommunale indsats og de kommunale tilbud kan udvikle sig til at være lige præcis det, de unge efterspørger og har brug for.

Den formelle baggrund skal findes på LFS’ repræsentantskabsmøde året før. Her blev det besluttet at udvikle det ungdomspædagogiske arbejde i København, og vel at mærke gøre det i et samarbejde mellem de pædagogiske medarbejdere på tværs af de forvaltninger, som har med arbejdet med de unge at gøre. Og det er faktisk fire forvaltninger, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen i særdeleshed, men også Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen er relevante.

De tre første forvaltninger er allerede inddraget, bl.a. deltog medarbejdere og de daværende borgmestre i en stor konference i LFS’ regi i efteråret, en konference som ud over den politiske vinkel også havde inddraget forskere – og ikke mindst de pædagogiske medarbejderes egne erfaringer og visioner. Om konferencen, baggrunden og de daværende borgmestres udtalelserkan du læse om i LFS Nyt 11, 12 og 14 fra 2009.

Planen

Nu er der gået et par måneder siden da, men det betyder ikke at der er roligt bag linjerne. Der planlægges, der skabes kontakter, der mødes, forhandles og udvikles.
I februar indkalder LFS bl.a. en række andre organisationer til et møde, organisationer som LFS gerne vil samarbejde med om projektet, Socialpædagogerne, HK, Socialrådgiverne og BUPL – som en start. Alle arbejder de med unge i den ene eller anden sammenhæng. Andre organisationer kan komme til, fx Sikker By initiativet, ligesom forvaltningerne har erklæret sig meget positive over for initiativet og den dialog der lægges op til. Kort sagt, noget tyder på at den koordinering af indsatsen,som er en afgørende del af formålet med projektet, er ved at tage form.

Vejen hen mod en ny, tværfaglig indsats består af en række skridt, fem i alt. Det første er i fællesskab at udarbejde et politisk oplæg med bud på, hvordan den konkrete indsats skal udvikles,
inklusiv den tværgående indsats mellem forvaltningerne. Det politiske niveau, borgmestrene, skal derefter inddrages i en forpligtende dialog, som fører frem til fælles retningslinjer for, hvordan en sådan ny indsats skal iværksættes. Og så skal det iværksættes i praksis. Undervejs skal der diskuteres og inspireres fra virkelighedens mange projekter, bl.a. gennem en konference.
Hvis alle er forpligtede, og der følges op løbende, så er skuden vel vendt inden vi får set os om.

Lyder det realistisk? Det mener formand for almenområdet, Kirsten Annette Christensen, formand for specialområdet, Lisbeth Waidtløw, og Thomas Enghausen, tillidsrepræsentant fra Nord, et fritidshjem på Østerbro, bestemt at det gør.
”Alle kan se at der er brug for ny plan for arbejdet, og at der er brug for at det sker på tværs af forvaltninger og faggrupper.
De unge må ikke tabes og ende i bander eller andet snavs. Ungdomsarbejdet skal optimeres, sådan at de unge gider klubberne, og klubberne skal have ressourcer til at klare de udfordringer, dehar nu”, siger Lisbeth Waidtløw.

Brug for vidensdeling

For at få det til at lykkes er der brug for mere viden på kryds og tværs ude fra områderne. Viden om hvilke projekter, de pædagogiske medarbejdere lykkes med i de forskellige aldersgrupper og bydele, hvor de arbejder tværfagligt, og hvad det betyder for indsatsen – og meget andet.

Der kom mange gode eksempler frem på konferencen i november, eksempler på hvordan man kan samarbejde om indsatsen og dermed gøre den bedre.
”De historier vil vi gerne have herind i fagforeningen. Det vil betyde noget i vores arbejde med at målrette samarbejdet, så vi opfordrer alle som arbejder pædagogisk med de unge til at melde ind om de gode initiativer og aktiviteter på tværs. Vi ved de er der, men vi hører for lidt om dem”, siger Kirsten Annette Christensen.

Thomas Enghausen peger på et centralt punkt:
”Der er brug for vidensdeling. Der sker så meget derude, og der er brug for at vi kan inspirere hinanden langt mere end vi gør. Arbejdet sker meget forskelligt fra bydel til bydel, og selvom alle gør et godt stykke arbejde derude, så hører vi ikke så meget indbyrdes hvad der sker. Og slet ikke inde i fagforeningen. Der er behov for en åbenlys vidensdeling og opsamling.”

De to områdeformænd nikker i enighed.
Han uddyber:”De klubansatte bør samles og tale om, hvilke behov de unge har, hvad de unge har brug for. Hele projektet kræver selvfølgelig først og fremmest at klubberne har lyst til at arbejde for projektets formål om at koordinere indsatsen. Men det er jo i egen interesse. De, vi, står meget stærkere sammen, og det gør det langt lettere at synliggøre arbejdet, at vise alt det gode arbejde herude.”
Og det er faktisk en vigtig pointe, hvis klubberne skal overleve de evindelige besparelser. Men netop i sparetider kan man måske frygte at klubbernes tilbageholdenhed med at synliggøre deres arbejde begrundet i netop en frygt for at blive beskåret?

Mangler klubpladser

Der er brug for klubberne og den ungdomspædagogiske indsats som aldrig før. Bander har der altid været, men problemet er vokset med det ændrede samfund med de langt større sociale problemer – og med våben inde i billedet. ”Hvis der var klubpladser nok, så ville risikoen for at de unge bliver kriminelle være mindre. Ja jeg mener faktisk at der er gode chancer for at en ordentlig klubplads kan redde et ungt menneske fra kriminalitet. Hvis de er i god kontakt med voksne, som vil dem, som vil lytte, som kan guide dem, og som de kan stole på, så ender en flirt med det kriminelle, med bander, som kun en flirt og ikke mere”, siger Kirsten Annette Christensen.

”Er jeg gammeldags?”, spørger hun og fremlægger hvad hun især synes er vigtigt.
”Klubmedarbejderne skal lytte til de unge, klubben skal være dér, hvor man går ind og får medindflydelse. Og det skal være en klub i nærområdet. Så kan der være emneklubber ud over det, det er fint, men det er vigtigt med en klub i et lokalområde, som kender dem. Måske er det noget af det vi skal tilbage til. Og det er fint nok med private og frivillige organisationer, sportsklubber fx, men de er et supplement. De unge er et fælles og kommunalt ansvar. Og det vil koste noget.”

Thomas Enghausen indskyder: ”Lige nu tvangsudmelder klubberne på grund af pladsmangel, der er pladsgaranti i juniorklubben frem til 12 år, og derefter er det ud på gaden. Samtidig er der en erkendelse af at der er brug for flere pladser. Det er to helt modsatrettede budskaber.
Opsøgende medarbejdere er der slet ikke nok af heller. Når det regner og er koldt, passer antallet af dem måske til de unge på gaden, men ikke, når solen skinner og vejret er godt. Ja det kommer til at koste noget.”
Men det er en langsigtet investering, fremhæver de. Pengene vil tjene sig hjem igen. For slet ikke at tale om de menneskelige gevinster.

Indsatsen

Er indsatsen i klubberne i sig selv tidssvarende? Er klubberne fulgt med tiden? Tilbyder de de unge det, de efterspørger og har behov for? Disse spørgsmål er også en del af projektet. Det er vigtigt at klubberne følger med, at de er opdaterede.
Kirsten Annette Christensen nævner et fantastisk eksempel fra virkeligheden. Efter heftige afbrændinger af biler gik brandfolk i Greve ud og tilbød nogle af de unge en minibranduddannelse.
Antallet af brande faldt drastisk.
”Vi skal nå de unge på en måde, så de er med i ungdomstilbud, som er tidssvarende, tilbud som de flokkes til.”

Og så skal vi væk fra den opstilling af unge i bestemte grupper, som bruges så meget nu, siger hun.
”Det er jo ligegyldigt om man er muslim eller ikke, hvis man har sociale problemer. Klubben skal ind og understøtte at de unge får et privatliv, som de kan præge. Man kan sige at der er en kriminel del af ungdommen og så almindelige unge, men grænsen der er jo også en diskussion værd. Er man kriminel, hvis man har smadret en rude engang?”

”Men uanset hvor tidssvarende klubtilbuddet kan være, skal vi også ind og kigge på at ikke alle unge egner sig til klubtilbud. Vi skal ind og åbne over for andre muligheder også”, supplerer Lisbeth Waidtløw. Og Thomas Enghausen lægger til: ”Nogle børn kan også have behov for en ekstra indsats fx via en socialrådgiver, som måske bør rykke over i klubben og ikke kun være i skolen. Lad os tænke klubben større, bredere, mere tværfaglig.”
Måske er den det allerede… Hvem ved.

Og så er vi tilbage ved vidensdelingen. Men hvordan? Måske har de pædagogiske medarbejdere som arbejder med unge brug for bydelsmøder? For konferencer? For et mailforum? Under alle omstændigheder har de indbyrdes brug for at udveksle de gode historier. Og LFS har brug for dem.

Barrierer

Nogle forhindringer springer i øjnene. Fx de barrierer der er mellem de forskellige forvaltninger.
Som Thomas Enghausen siger: ”Hvorfor skal klubber søge om skolens gymnastiksal på linje med alle andre borgere i kommunen? Hvis ungdomsklubber har åbent om aftenen, ville det være guld værd, hvis de kunne tilbyde noget sport. Sådanne barrierer, for der er flere af dem, oplever vi ude i klubberne, der mangler sammenhæng i kommunen.”
Han peger også på de utallige gange, som de samme barrierer for arbejdet er blevet bragt frem. At der ikke er mulighed for aften- og weekendåbent især, noget Københavns Kommune går vældigt ind for, men kun praktiserer når lokummet brænder så at sige. Et andet tilbagevendende emne er kontingentfrihed.

Måske kunne man overveje at ændre kriterierne for friplads, så de ikke kun er bestemt af indkomst, men også af sociale kriterier, foreslår han.
”Småbrødrene, som man så gerne vil trække væk fra gaden og banderne, har brug for klubber som har åbent i weekender og aftener, kontinuerligt. Ellers giver det ikke noget.”
”Og så lad os også huske at der altid er mange faktorer i spil”, siger Lisbeth Waidtløw og henviser til James Diego Vigil og fyraftensmødet i LFS (se artiklen om ham andetsteds i bladet).
”Det er man nødt til at have i tankerne, for ellers tager man kun fat i én ting, fx beskæftigelse. Og derfor giver dette projekt rigtig god mening, pædagoger som samarbejder med socialrådgivere, lærere og andre og ser på hele feltet.”

Send dine gode eksempler fra hverdagens pædagogiske indsats med de unge til Lisbeth Waidtløw mail: lisw@foa.dk