Sorgpilot:

Onsdagen er lys

Nanna Hansen blev færdig som pædagog i 2004 og har siden arbejdet på Tempeltræet, en fritids- og juniorklub for børn mellem 10 og14 år på Frederiksberg. I juni blev hun kommunens første SorgPilot — bogstaveligt talt— for kommunen betalte sammen med Tempeltræet for uddannelsen, så Nanna kan guide og hjælpe også andre klubber i kommunen med viden og handleplaner. På Tempeltræet er onsdagen helliget arbejdet som SorgPilot.

”For fire år siden havde vi et barn, der mistede sin mor. Jeg følte, at vi ikke vidste nok, og jeg begyndte derfor at lede efter mere viden omkring børn i sorg. Da jeg faldt over uddannelsen til SorgPilot, var jeg ikke i tvivl — den ville jeg bare tage. Jeg kan huske, at vi dengang barnet mistede sin mor var usikre på, hvorvidt vi f.eks. skulle gå med til begravelsen, om vi kunne tillade os at ringe til faren, og i det hele taget, hvordan vi bedst kunne følge op på dødsfaldet også bagefter.”

For Nanna har SorgPilot-uddannelsen i den grad gjort en forskel. Hun har fået en værktøjskasse med masser af kommunikationsværktøjer i forhold til at møde børn og voksne, der sørger.
Hun har fået en grundlæggende viden om forskellige sorgreaktioner og de processer, børn skal igennem. Usikkerheden og en eventuel berøringsangst er væk, for nu kan hun reagere rigtigt og straks.
”Som eksamensprojekt udarbejdede jeg en ny handleplan til Tempeltræet. Kort tid efter mistede en  anden af vores børn sin far, og vi havde nu en konkret plan at handle efter. Alle i personalegruppen blev informeret, så ingen var i tvivl om, hvordan de skulle håndterer barnets tab.”

Nanna fortæller, hvordan de allerede dagen efter, at de fik beskeden om dødsfaldet, tog fat i barnet og fik talt om sorgen.
Også moren blev der ringet til, så hun vidste, at Tempeltræet ville følge barnet tæt. Nogle af  pædagogerne deltog i begravelsen, og barnets klassekammerater blev bagefter inviteret ned i klubben til Nanna til en snak om døden og dét at miste.
”Vi havde pludselig en viden og en ballast at trække på. Jeg følte mig klædt på og kunne se, at dét vi  gjorde, hjalp både barnet og omgivelserne. Når jeg nu spørger ind til faren, og om hvordan fødselsdage i familien eller sommerferien har været uden ham, så oplever jeg, at behovet for at tale om det er meget stort. Til forskel fra før tør jeg nu spørge ind til det på grund af den viden, jeg har fået. En sorgproces er et livslangt forløb, og som voksne må vi spørge ind igen og igen. Barnet har behov for den omsorg — det er så afgørende at få sat ord på de tanker og følelser, der er.”

I festtøj hver onsdag

Det er nu fast kutyme, at Nanna hver onsdag er SorgPilot. Ikke sådan at forstå, at hun ikke de andre af ugens dage trækker på sin viden, men her er det planlagt. Om onsdagen ved børnene, at Nanna sidder ovenpå, og det er børn med behov, der er særligt velkomne. Foreløbig har SorgPiloten planlagt det sådan, at hun hver anden onsdag samler aldersvarende børn, der har mistet en forælder, og hver anden onsdag samler gruppen af børn, hvis forældre er skilt.
”I alle skoleklasser mellem 0 og 9 klasse vil der være en elev, der i løbet af skoletiden mister en forældre. Hos os på Tempeltræet har vi lige nu ni af de børn. Også skilsmisser er i dag blevet en del af hverdagen. Mellem 1/3 og halvdelen af vores børn vil opleve, at far og mor skilles. Jeg vælger i  første omgang at fokusere på de to grupper.”

I onsdags havde Nanna to af børnene med på kirkegården.
Her plantede de en blomst og satte stearinlys på forældrenes grave. Der blev snakket om hvordan det er at miste, og hvordan det er i dag. De to børn fandt et fællesskab, som især den ene havde savnet, for barnet er helt alene i klassen om at have mistet en forælder. For begge børn gælder det, at de ikke tidligere har været i sorggruppe, og i familierne er initiativet blevet taget vel imod.
”Den forælder, der er tilbage, er taknemmelig for det arbejde, jeg gør, fordi vedkommende godt ved, at der er stort behov for en sorgbearbejdelse.”

SorgPiloten på Frederiksberg fortæller, hvordan hun om onsdagen altid sørger for at se ekstra godt ud. Hun griner, når hun fortæller det, men ikke desto mindre er der noget om snakken.
Onsdagen er lys — den dag tager Nanna sit lyse og festligste hverdagstøj på, også selvom efteråret måske raser udenfor, og hun mest har lyst til en grå uldtrøje. Der skal være en glad og positiv stemning omkring SorgPiloten, forklarer hun, og derfor skal tøjet også signalere lethed og glæde.
”Vi kalder det at gå ovenpå, når børnene skal besøge mig. Det må ikke lyde alt for alvorligt, når kammeraterne spørger, hvad vi skal. F.eks. i gruppen af børn, hvor forældrene er skilt, viser det sig jo også, at der kan være positive ting omkring en skilsmisse. Måske barnet nu har mulighed for at have et kæledyr hos den ene forælder, hvilket før var umuligt, fordi far eller mor er allergisk overfor dyr. Det kan også være, at barnet får nye små søskende, hvilket før var udelukket, fordi de biologiske forældre ikke ville have flere børn. Jeg forsøger også at skabe plads til alt det gode, der kan komme ud af en skilsmisse.”

Udover at uddannelsen i sig selv ruster kursisten til mødet med sorgen, understreger Nanna, at også netværket under uddannelsen har en stor betydning. Hun har lige sammen med en anden kursist besøgt en norsk kræftsygeplejerske og SorgPilot på hendes arbejdsplads i Norge, og det besøg gav dyrebar viden.
”En SorgPilot er under evig uddannelse, tror jeg. Det handler om at erfare og suge til sig også af andres erfaringer med børn og familier i sorg.”