Bekymring

Dyb bekymring og frustration præger en del af deltagerne på et ledermøde om store institutioner etableret over de næste tre år. Men det er også både stillinger og pædagogisk hverdag, der er i spil.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Bekymring, frustration – og i enkelte tilfælde vrede. Men også afventen, opmærksomhed og accept i andre tilfælde.
Et medlemsmøde om store institutioner med lederne på de kommunale daginstitutioner i København er i fuld gang. Og der er stuvende fuldt i rummet, hvor LFS’ formand Britt Petersen lægger ud med en analyse af den kommunale virkelighed og i erkendelse af det en beskrivelse af den vej, som LFS peger på.

Sindene kommer i kog, ”er det vores fagforening som foreslår dette, uden at vi har været inddraget, vi kunne lige så godt være i forvaltningen” er essensen af den kritik, som rammer hende fra enkelte ledere, med bifald fra andre, i starten af mødet.
Dette er ikke det de forventer. Men lad os starte med begyndelsen. Britt Petersen jubler ikke over forslaget, men hun forsøger at formidle en overbevisning om at dette er den rigtige vej at gå i situationen.

Og situationen er 10 år med en borgerlig regering, som har minimalstaten som ideal og ideologi. Det er skattestop, anlægsstop og driftsloft og udsigten til en kommuneaftale i juni, som udsulter kommunerne endnu mere end de foregående år.
København har som bekendt fået hele landets tilvækst af børn, og det giver problemer. Lige nu skal der findes 350 millioner kroner. Britt Petersen minder om at budget 2010 handlede om kompensationsmidler og nedskæringer i stor stil, og yderligere blev der åbnet for en lavere enhedspris.

For ganske vist kan Københavns Kommune hæve driftsbeløbet, når der flytter flere børn til byen, men ikke med de faktiske omkostninger, kun med omkostninger svarende til landsgennemsnittet.
Og København har som bekendt højere udgifter til børnepasning bl.a. på grund af husleje og stedtillæg, derfor skal kommunen finde penge internt for hvert barn mere der kommer til.
Samtidig skaber budgetforløbet en fælde i Børne- og Ungdomsforvaltningen år efter år. For mens institutionerne får pladsprisen med det samme til de mange nye børn, så får Børne- og Ungdomsudvalget reguleret efter et skøn fastsat tilbage til maj-juni året før. Og i praksis får de kun fem tolvtedele økonomi til de børn der er kommet til. Det skaber et hul, hvert år. Som fører til de velkendte overskrifter i medierne om rod i forvaltningen, og den efterfølgende grønthøster.

”Vi har i årevis sagt at flere børn er fælles børn, og at velfærd er en fælles opgave, ikke et enkelt udvalgs problem. Det er der en voksende politisk forståelse for, men det har en pris. I og med at Københavns Kommune kun får tilført landsgennemsnitsprisen, kræver det også en besparelse af os.”

Betingelser og fordele

Kommunen, det vil her sige Økonomiforvaltningen, ved hvad daginstitutionerne koster og hvorfor. De ved også at der er ekstremt mange små institutioner i Københavns Kommune, og at enhedsomkostningerne falder, når institutioner lægges sammen.
”Man bruger uforholdsmæssig meget dækning af ledelse på en lille institution. Pengene bindes i struktur, og omkostningen er forskellig uden at kvaliteten nødvendigvis er. Vi mener at vi skal strukturere os, så der er mest muligt til kvalitet, og det forudsætter en budgetmodel, som ensidigt støtter en sådan struktur.
Vi står i et valg, og derfor anbefaler LFS store institutioner”, siger Britt Petersen.

Og hvad er så en stor institution? Eller klynge som forvaltningen kalder en stor institution, som ikke fysisk er placeret på én matrikel. Københavns Kommune definerer det som en institution på 350 til 400 børn – eller mindre, hvis kravet om geografisk nærhed ikke ellers kan opfyldes. Det er 0-13 års institutioner, ikke fordi klubberne ikke er med i strukturen, men fordi det er i denne aldersgruppe, der er pladsgaranti og dermed der pladserne skal passe sammen. Der skal være en institutionsleder med det økonomiske og administrative ansvar med pædagogisk baggrund, en enhedsleder på hver enhed og en forældrebestyrelse pr. institution med en repræsentant fra hver enhed.

LFS er enig med Børne- og Ungdomsforvaltningen i, at med disse krav opfyldt vil store institutioner sikre bæredygtighed, både fagligt og økonomisk, altså under forudsætning af en ny understøttende budgetmodel. Med flere medarbejdere er der bedre mulighed for faglig udvikling, aktiviteter og et økonomisk grundlag for fuldtidsledelse og professionel administration.
”Det giver også mere tryghed i ansættelsen og bedre mulighed for rokader og omplacering, det vil sige bedre fastholdelse.”

Bekymring og frustration

En reaktion på oplægget bryder frem blandt nogle af deltagerne:
”Er dette afhandlet med kommunen uden at vi har været med? Af vores faglige organisation. Dette møde kunne være med Else Sommer”, udbryder en deltager. ”Og pædagogikken?
Er den helt glemt” spørger en anden. ”Ja, vi har siddet til to møder med forvaltningen om dette, men det er jo ikke opfundet over natten. Kig tilbage på flere års beslutninger i LFS, det er denne vej vi er gået ind på. Og pædagogikken kommer, I skal snakke pædagogik og kvalitetsmål i den pædagogiske udvikling, der er et af de områder der skal arbejdes videre med. Dette handler kun om  rammen og økonomien for det arbejde, som skal foregå over de næste tre år”, svarer Britt Petersen og viser plancher med måltal for besparelse og ledertid i både ny og gammel struktur.

”Der skal findes 350 millioner kroner til at drive de institutionspladser, der allerede er eller er ved at blive bygget. Vi kan vælge at sige at dette gør vi ikke, men hvordan får vi så sænket enhedsprisen? Vi har ikke et bedre bud end det her. Men der skal være politisk opbakning, og der skal være en budgetmodel som understøtter det.”
Hun fortsætter: ”Jeg forstår jeres vrede, men jeg håber I forstår hvad det handler om og når til en erkendelse af det. Vi mener ikke der er nogen vej udenom denne del. Men kampen er på ingen måde færdig. Der er efter vores opfattelse for ca. 310 millioner kroner øvrige besparelsesforslag, som er helt ude i hampen, og som i allerhøjeste grad går ud over kvalitet, børn og personale. Bl.a. taler politikerne om at lukke fritidshjemmenes morgenåbning, men det er helt udelukket med denne struktur, hvor fritidshjemmene er en del af en stor institution. Vi vil heller ikke se KKFO’erne overleve, de skal med i de store enheder som fritidshjemspladser.

Vi stiller mange politiske krav fortsat, og der er mange kampe, men med dette har vi et godt afsæt for at kæmpe om resten.”

Lønnen

Tidspunktet for omlægning er rigtigt valgt, fortsætter hun sit oplæg. Statistikken viser at lederne trækker sig tilbage ved de 62 år.
”Og 42 af jer er nu 61 eller mere, mens 29 er mellem 60 og 61. Vi taler om noget som skal foregå over tre år, så med mindre I pludselig vil fortsætte i mange år, så er det nu man kan reducere i lederstillingerne.”

Indlæggene fra deltagere bliver i stigende grad specifikke.
”Skal klubber så sejle deres egen sø?”, spørger et par deltagere. Nej, klubberne er med i omlægningen, men der tales klubstruktur og det ungdomspolitiske arbejde, så det er umuligt at vide præcis hvor diskussionen om klubberne ender. En deltager insisterer på at klubområdet skal være en del af processen, ellers bliver de tabt.
Specialinstitutionerne? Det vides endnu ikke.
Det organisatoriske niveau i forvaltningen, det skal da tænkes med? Enig, nikker Britt Petersen.

Penge til sammenlægningerne? Nævnes af flere af deltagerne – ud fra en grundig erfaring med, hvad der er nødvendigt fra sidste runde. Der er brug for at give erfaring videre og dele viden.
”Dette er vores virkelighed, det er ikke fedt, men det er ikke LFS’ skyld. Jeg forstår kritikken, men også at fagforeningen må gøre noget. Men holder det, eller får vi bare grønthøsteren bagefter?”, lyder det også.
Og så spørger en leder til ansættelse og løn.
”Jeg kan ikke love jer at ingen går ned i løn. Men et af vores0 krav er, og vi har mange, at det er en af de nuværende ledere, der ansættes som leder, og at ansættelsen sker gennem et ansættelsesudvalg.
Dette er ikke forvaltningens afgørelse alene.”

En arbejdsgruppe internt i LFS er nedsat med deltagelse af ledere med erfaringer fra store og eller sammenlagte institutioner fra næsten alle byens bydele.

Læs debatindlæg om samme emne her.