Debat

Ingen blåstempling

Ledersektionen for almenområdet i LFS har i en pressemeddelelse gjort det klart at de kommunale institutionsledere i København ikke blåstempler de såkaldte ”klyngeinstitutioner”.
De henviser til at man i dagspressen har kunnet læse at daginstitutionslederne i København har godkendt kommunens nye institutionsstruktur med bl.a. store institutioner (klyngeinstitutioner).
”Dette er ikke rigtigt – de kommunale institutionsledere har aldrig født denne idé, ej heller godkendt det politiske udspil”, skriver ledersektionens formand Søren Lisberg på vegne af sektionens bestyrelse. Han fortsætter:

”Derimod har beslutningen skabt stor røre i den københavnske ledergruppe. Efter lange perioder med dårligt psykisk arbejdsmiljø for institutionslederne skabes der med denne beslutning igen grobund for lederflugt og stress-relateret fravær og urimeligt arbejdspres.”
Han understreger at de kommunale institutionsledere i København gerne vil diskutere en fremtidig institutionsstruktur, hvor der kan tages hensyn til det store pres (på grund af de mange børn i København), der er på daginstitutionerne, og samtidig sørge for at forskelligheden i institutionsmassen kan tilgodeses til gavn for forældre og børn.

”Men denne øvelse laves ikke på 2 måneder – det vil tage mindst 3/4 år”, fremhæver han.
Selvfølgelig skal der bygges institutionspladser til de mange nye børn, ”men at det skal være de eksisterende institutioner, der skal betale, er vi uenige i. Københavns kommune er underlagt urimelige økonomiske vilkår, når der skal bygges nye daginstitutioner, hvilket går ud over forældre, børn og personaler i byens institutioner”, siger han og indbyder og opfordrer til dialog og ”at vores overborgmester træder i karakter.”

Det er en ”ommer”

Tirsdag 4.5. holdt forretningsudvalget, i samarbejde med Ledersektionen, et møde for daginstitutionslederne. Overskriften for mødet var ”fra 300 institutioner til 100 institutioner”. Der var rigtig mange ledere, der ønskede at deltage i mødet. Desværre var det ikke alle, der havde mulighed for en siddeplads, og der blev brugt meget tid på at slæbe flere stole ind i en overfyldt mødesal. Det betød, at mange måtte stå op under mødet. Der var kun afsat 3 timer til gennemgang af forslaget, til at stille spørgsmål og diskussion, samt præsentation af den nedsatte arbejdsgruppe.

Britt indledte mødet med en gennemgang af de økonomiske betingelser for Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Kommunes oplæg til en sammenlægning af institutioner i ”Klynger”. Det skriftlige oplæg var blevet udleveret ved indgangen. Der var rigtig mange, der ønskede at stille spørgsmål til forslaget, og der var mange der havde kommentarer, ikke kun til indholdet, men også til processen. Desværre gav tiden eller de fysiske rammer ikke mulighed for at alle der ønskede det, kunne komme til orde, ligesom det ikke var muligt for deltagerne at gå i dialog med arbejdsgruppen.

Efter at have deltaget i mødet står jeg tilbage med en oplevelse af, at beslutningen om LFS’ holdning til daginstitutionernes fremtid tages, uden at medlemmerne har reel mulighed for at påvirke debatten. Jeg valgte derfor at takke nej til at deltage i en arbejdsgruppe. Jeg er opmærksom på, at holdningen eller kravene til ”klyngeinstitutioner” ikke kan sendes ud til urafstemning. Men en så radikal ændring af daginstitutionernes struktur og budgetter må ikke tages med bind for øjnene eller hastes igennem, uden at der har været mulighed for at diskutere konsekvenserne ved en ny struktur. En fagforenings fornemste opgave er at varetage medlemmernes interesser, og sikre medlemmerne de bedste arbejdsforhold inden for de økonomiske rammer. Når forretningsudvalg og hovedbestyrelse er enig med politikerne i, at Københavns Kommunes økonomiske situation nødvendiggør en effektivisering af ledelsen i daginstitutionerne og dermed i hele institutionsstruktur, er det vigtigt, at man som faglig organisation tager diskussionen med medlemmerne.

Jeg er ikke blind for, at der er mange følelser i spil. Der er små institutioner, der frygter at blive opslugt af store institutioner, og der er ledere og souschefer, der har svært ved at se deres egen rolle i en større organisation. Men min erfaring som leder i en institution, der har været igennem udvidelse og institutionssammenlægning, er, at det ikke kan betale sig at lægge låg på de følsomme diskussioner, det skaber kun grobund for mytedannelse.

I stedet bør LFS sikre fora, hvor lederne har mulighed for at undersøge og diskutere muligheder og dilemmaer. Det vil give lederne mulighed for at blive klædt på til at indgå i et konstruktivt samarbejde om en ny institutionsstruktur og budgetmodel.
Jeg skal derfor opfordre forretningsudvalget og ledersektionen til at indkalde lederne til et nyt møde med mulighed for information, dialog og diskussion.

Venlig hilsen
Tinna Erichsen, leder af Midgård