Troen på at det kan lade sig gøre

Et fritidshjem på Amager dyrker genbrugstanken til børnenes store glæde. Fantasien og kreativiteten blomster, børnene glemmer tid og sted, og alle kan være med, uanset køn og diagnose, fortæller fritidshjemmets tillidsrepræsentant Anette Frederiksen.

Tekst og fotos: Elisabeth Lockert Lange

Vil du have en fårelort? Spørger et barn i fritidshjemmet Myretuen mig som det første, da jeg træder ind af døren. Og det vil jeg selvfølgelig gerne. Frem kommer et nydeligt får lavet af bl.a. noget af en plastikflaske, ståluld til kroppen og fem små skruelåg, fire til ben, det femte til rumpe. Dette sidste bliver åbnet og ud triller en sort fårelort, som da jeg putter den i munden heldigvis viser sig at være et lille bolsje.

Børnene stråler. De har tydeligvis fået at vide at der ville komme besøg af én, som gerne ville se og skrive om deres frembringelser. Nicolai på ni år, Natasha på otte, Sophus på seks og Giacomo på syv er blandt de mest vedholdende, og de trækker mig med entusiasme ind i det rum, hvor deres genbrugsting er udstillet. Et rum som i øvrigt er øremærket som deres kommende genbrugsværksted, skramloteket. Her peger og fortæller de i munden på hinanden om alt det, de har skabt af alt det, som andre ikke synes de kunne bruge til noget. Udstillingen blev lavet for at forældrene kunne få at se, hvad der var blevet af alle de ting, de havde samlet og taget med i fritidshjemmet.

Fritidshjemmet Myretuen har omkring 60 børn, og en gruppe af dem har det sidste lille års tid fremstillet al verdens figurer, scenerier, forløb og historier med materialer, som forældre og pædagoger har samlet.
Hver lille korkprop, symaskinespole, paprør, dims fra en kasseret båndoptager kan bruges.
Og det er ikke småting det er blevet til. Fantastiske scenarier, fantasifulde tableauer, farverige figurer.

Sophus viser sin onde drage, som kan dreje hovedet – og hvor det svømmer med ”blod fra mennesker”, fortæller han, da jeg peger spørgende på alt det røde foran bæstet. Der er en prinsesseborg med prinsesser uden arme (fordi de er så dovne, får jeg at vide, så de mister armene), rumstation, vandborg, magnetisk diskotek. Deres begejstring er ikke til at tage fejl af, dette er en verden, de har skabt selv uden restriktioner i forhold til hvad de kan bruge, hvor meget de kan bruge, og hvad det kan komme til at forestille. Fantasien får frit løb.

Alt er lavet af genbrugsmaterialer, eller skrammel, som fritidshjemmets tillidsrepræsentant Anette Frederiksen så direkte siger. Da børnene til sidst er færdige med at pege, vise og fortælle om deres udstilling, går vi ind i det nuværende værksted, som engang var systue, og som bliver det igen, når skramloteket flyttes permanent til sit nye værkstedsrum.

Forglemmelsen

Skramloteket er Anette Frederiksens ansvar, og hun er ganske grebet af det.
Det startede med at hun og børnene lavede smykker af cykelslanger, og så lå ventilerne bare og flød og blev ikke brugt. På et tidspunkt satte hun en af dem på en gren, som en lille fugl, og det syntes børnene var sjovt. De ville lave mere.
”Selv har jeg altid tænkt, hvad man mon kunne lave ud af alt muligt. Så vi gik i gang med, hvad vi nu havde, et gammelt ur, toiletruller, dimser.”

Samlingen er vokset nu, Anette Frederiksen peger hen på en væg med skuffer og plastikkasser med  alt muligt forskelligt sorteret efter materialetype.
”Det er blevet så stort, fordi børnene ville det. De ville hellere lave skrammel end sy. Vi sagde til dem at så skulle de huske at sige til deres forældre at de skulle samle og gemme ting, og det er der virkelig gået sport i, både for forældrene og for de ansatte her. Bl.a. er det fantastisk med ting der kan skilles ad, gammel elektronik fx, det elsker børnene.”

Midt i forløbet besøgte de en udstilling på Københavns Museum, hvor der var bygget en hel verden af skrammel i stor størrelse (af en kendt mand fra tv), og derfor ville børnene også selv lave en udstilling af alt det de havde lavet – bare i lille størrelse.
”Jeg følger ”bare” børnene og det de vil, følger deres flow.
Dette er deres, det er det de vil, og det er fantastisk at opleve at ups, klokken er tæt på fem, og vi har intet ryddet op. Forglemmelsen, når tid og sted forsvinder, er så fed. Og vi bestemmer ikke så meget her i fritidshjemmet, hvis vi kan undgå det”, siger hun med et stort smil.

Inkluderende

Ordet ”fedt” kommer ofte på Anette Frederiksens læber og med et begejstret tonefald. Hun er med egne ord imponeret over børnenes idérigdom og kreativitet, når de kommer med forslag, eller de mangler noget til en leg på legepladsen, og så lige får brugt nogle materialer på en nyskabende måde.
”Det er skønt at se hvor meget de bruger deres fantasi. De ser altid muligheder i alt, de tænker anderledes. De er så ivrige – og jeg støtter dem i det. Hvis de tror at det her, det kan lade sig gøre, så kan det nok lade sig gøre. Det støtter jeg dem i, og det skal i hvert fald prøves af.”

Dermed er vi inde ved noget af det allervigtigste, arbejdet med genbruget giver mulighed for, efter Anette Frederiksens mening.
”Når børnene undervejs tænker og spørger, kan dette lade sig gøre, så går vi i gang med at undersøge det og forsøge på det. Troen på at ting kan lade sig gøre, hvis man gør noget for det, det er nok det allervigtigste, for der er så mange begrænsninger i vores samfund. De skal forsøge og det gør de, og nogle gange lykkes de.”

Genbrugstanken og arbejdet med materialerne har også mange andre fordele.
En af dem er at arbejdet med at skabe nyt, udfordringen til fantasien og deres egne evner og originalitet appellerer ligeligt til drenge og piger, og det er da også nogenlunde samme antal piger og drenge, som er deltager i aktiviteterne.
Og så er det inkluderende. De har enkelte børn med diagnoser i fritidshjemmet, og de er med på lige fod.

”Det går helt uden om diagnoser. Alle kan være med her, der kræves ingen særlige forudsætninger, alle har fantasi og forestillingsevne om, hvad der kan være sjovt at lave. I det hele taget hjælper børnene hinanden på kryds og tværs, også på tværs af de grupper de ellers leger i. Nogle er fx gode til at blande farver, og så hjælper de de andre. Også børn, som ellers kan have konflikter med hinanden, finder sammen i dette. Og nye venskaber opstår.

Det er dejligt at opleve at de, som måske ikke er længst fremme i skoene på legepladsen, har evner her og får succes i det. Det udvider deres måder at se på hinanden på. Og det går helt ud over diagnoserne. Jeg er selvfølgelig også en del af det og hjælper og støtter. Især med at undersøge sammen med dem, hvad der kan lade sig gøre, men min rolle er også at vise dem, hvad de kan, som de ikke lige selv tænker på. Fx omkring farver har jeg jo en viden og en erfaring, som kan give inspiration”, fortæller hun og tilføjer:

”Og så er det så dejligt at kunne sige ja, at kunne gå amok i materialerne. Vi skal jo ellers altid begrænse, ”du må sy to perler på og ikke flere”, i den stil, for vi skal altid spare. Men her er der ubegrænsede materialer, det er vildt befriende.”
Skramloteket er altid på børnenes præmisser. Som Anette Frederiksen siger: ”hvis børnene ikke er interesserede, så stopper vi bare.”
Og det er jo også opstået på børnenes initiativ og præmisser.

Drømmelegeplads

Når dette læses er udstillingen taget ned og slutspurten til en ny udstilling i fuld gang.
Udstillingen, ”min drømmelegeplads”, skal være færdig til den 28. maj, hvor børne- og ungdomsborgmester Anne Vang kommer på besøg. Håbet er naturligvis at hun bliver så inspireret af børnenes drømme om legepladsen at hun giver dem penge til at få den realiseret.
Som Anette Frederiksen siger med et grin:
”Nu er vi i Skramloteket blevet så berømte at vi får bestillinger på bundne opgaver”. De første af børnene er allerede tændt på idéen og i gang med at udforme deres drømmelegeplads i genbrugsmaterialer.
Hun viser mig de første forslag, bl.a. en kombineret boldbane og biograf med et fodboldmål, som kan slås ned til en skærm.

Og hvis nu nogle politikere skulle få gode spareidéer, så ryster Anette Frederiksen på hovedet.
Genbrugsmaterialer, javist, men det er ikke dermed gratis.
Der skal lim og farver og meget andet til, ikke mindst inspiration, som det absolut ikke gratis besøg på Københavns Museum.

Genbrugsaktiviteterne gør de og vil de gerne gøre, fordi det er sjovt, og fordi det har så mange fordele for børnene. Samtidig sender det også et signal til børnene om ikke at dyrke brug-og-smid-væk-kulturen, men et spareprojekt er det ikke, og det må heller ikke blive et spareprojekt, understreger hun.