Inklusion

Indledning
Inklusion er sådan et godt og positivt ord. Hvem ønsker ikke at være med i et ligeværdigt og berigende fællesskab?

Når vi taler om børn, så er det ikke kun et ønske men også en ret, for i både dagtilbudsloven, FNs børnekonvention og Salamancaerklæringen står der gode ord om børns ret til at blive inkluderet og deltage i et fællesskab.

Og det vil kommunerne naturligvis gerne leve op til, men når det kommer til realiteterne, til praksis, når vi taler om inklusion i det almindelige dagtilbud og den almindelige folkeskole, så er det straks sværere at få øje på det udelukkende positive. For i mange økonomisk pressede kommuner tager inklusion skikkelse af spareprojekter, og København er ingen undtagelse. Men dermed forsvinder de konstruktive muligheder for ligeværdige fællesskaber, der ligger i inklusionstanken, og det bliver positiv retorik som dække for sociale besparelser.

Skrækscenariet, og desværre et realistisk, er specialbørn som flyttes over i normaltilbud uden de ressourcer til at udvikle børnenes sociale kompetencer, som er en forudsætning for at børnene kan indgå i ligeværdige fællesskaber. Resultatet er reelt social eksklusion.

Besparelser bliver aldrig inklusion

Af Elisabeth Lockert Lange

Er inklusionsprojektet med specialreformen i Københavns Kommune pæne ord for et spareprojekt? Langt de fleste af dem der arbejder med børn, både i specialtilbud og almentilbud, frygter i hvert fald at spareprojekt er præcis hvad det bliver. Som det lægges frem og ser ud til at blive sat i værk, så handler det om at spare på de mange dyre børn med særlige behov. Uanset at den gode hensigt sikkert er helt oprigtigt ment.

LFS mente tiden var kommet til en konference om emnet. Dels for at samle erfaringerne fra de mange af LFS’ medlemmer som arbejder med børn i dagtilbud af forskellige slags. Dels for at formidle en viden om og en holdning til inklusion med udgangspunkt i, hvad der skal til, hvis det ikke bare skal være et spareprojekt. Og dels for at få kontakt med politikerne og viderebringe billeder af virkeligheden til dem. Den sidste del af konferencen kan du læse om i næste artikel.

Bonnie Vittrup taler lavmælt og roligt fra talerstolen, og der er stille blandt salens tæt på 200 deltagere. Hendes beretning går rent ind.

Hun præsenterer sig som mor til en gøgeunge; det er sin søn Linus hun taler om, han er ti år, har diagnosen infantil autisme, og det er det specialtilbud han er i, som er emnet for hendes oplæg på LFS’ konference og politikerhøring om inklusion. Hun har tidligere delt sine erfaringer med kommunens specialtilbud via en kronik i Information, og nu deler hun sin frygt for at gøgeungerne ender med et skraldespandstilbud med deltagerne på konferencen. Hende vender vi tilbage til.

Visioner versus nedskæringer er undertitlen på konferencen. Og med rette. For på den ene side er der alt det positive i at børn ikke udgrænses af fællesskabet, men at der er plads til alle uanset deres særlige egenskaber og behov. På den anden side fortælles der benhårdt at hele manøvren er sat i gang med baggrund i økonomien som viser at specialbørnene koster mere og mere og alt for meget.

Det handler jo om børnene, det ved LFS’ medlemmer bedre end nogen. Og hvad LFS mener om specialreformen, som sætter rammerne for inklusionsarbejdet i Københavns Kommune, det er ingen hemmelighed. Fagforeningen har ytret sig meget kritisk over for både substansen i reformen, og i den måde den er båret gennem systemet på. Det kan man læse om på LFS’ hjemmeside, hvor man også kan finde et alternativt forslag til inklusion.

Hvis nogen skulle være i tvivl, da de ankommer til konferencen, så introducerer LFS’ næstformand Jan Hoby emnet med at karakteriserer specialanalysen, som ligger til grund for specialreformen, som ”økonomitænkning i en effektiviseringslogik”. Og harcelerer over ordet reform… det er nu synonymt med forringelser, men i sin oprindelse betød det forbedringer. I det hele taget skal man ikke undervurdere retorikkens betydning, når positive ord, som ingen behjertet sjæl kan anfægte, bruges om tiltag som i den virkelige verden er forringelser.

Inklusion forøger børns muligheder

En bestemt model for inklusion er som sådan ikke endeligt vedtaget i København, men projekter er sat i søen. De ledes af Bent Madsen fra Videncenter for inklusion og diversitet på Professionshøjskolen UCC. Formålet med arbejdet er at gøre inklusion til en del af pædagogers og læreres faglighed, og han understreger i sit oplæg at det er pædagogik han ved noget om, ikke økonomi i forbindelse med implementering.

Og så alligevel. Han fremhæver at den mest udbredte model er den, der præsenteres i specialreformen, nemlig at man overfører penge fra specialtilbud til almenområdet – sammen med de børn man flytter.

”Men som Videncenter peger vi på at man ikke bare kan flytte børnene fra specialtilbud til det almene tilbud uden ressourcer, uden kompetenceudvikling og uden viden.”

De rette betingelser i fællesskabet skal være til stede, men når de er det, så er inklusion også den bedste mulighed til at øge børns livschancer og chance-lighed, vurderer han.

”Hvis vilkårene er sådan at det ikke forøger børnenes muligheder, så er der ikke tale om inklusion. Og hvis det handler om besparelser, så bliver det aldrig inklusion”, siger Bent Madsen, som regnes for den største vidensperson på området.

Samtidig kan ingen tage fejl af hans tilslutning til inklusion som ideal, når han kritiserer samfundet for i alt for høj grad at bygge på eksklusionsmekanismer, hvor børn og unge med særlige behov ikke deltager på lige fod.

”Og dels har alle børn ret til at deltage, dels ved man at børn med problemer, som går sammen med almindelige børn får bedre muligheder for at lære noget og udvikle kompetencer som værdsættes i samfundet, ja bedre muligheder for at leve normale liv. Og det er en pædagogisk opgave at bygge disse fællesskaber, for alle er inkludérbare.”

Hvis det bedste tilbud for barnet med andre ord er en specialinstitution, så er det ikke på grund af barnets egenskaber, mener han, men fordi de almene institutioner ikke har mulighed for at inkludere.

Kvalitet går man ikke fejl af

Så hvordan? Vi kan begynde med at se på det snævre normalitetsbegreb, som lever i bedste velgående i daginstitutionerne, så man kan arbejde med større social forskellighed, siger han.

”Vi skal have fokus på det fællesskab, som børnene falder ud af, snarere end på det barn der falder ud, og vi skal have en strategi for forebyggelse af udsathed og eksklusion. Og så skal ressourcerne bringes til børnene frem for omvendt, og det gælder både hænder og viden.”

Hans andet hovedbudskab på konferencen er, at den bedste og mest langtidssikrede forebyggelse af eksklusion, der findes, er at højne kvaliteten i dagtilbuddene. Ikke overraskende for de mange deltagere på konferencen viser alle undersøgelser nemlig (Bent Madsen henviser især til en SFIundersøgelse fra 2009), at høj kvalitet er det der bedst forebygger eksklusion på lang sigt. En god normering betyder støttende, sensitive og lyttende voksne. Og fire børn pr. voksen er bedre end syv børn pr. voksen.

”Udsatte børn er meget påvirkede af dårlig kvalitet, så hvis man investerer i vuggestue og børnehave, vil det betyde store forskelle på lang sigt. Så vil der være mindre behov for specialundervisning, børnene får længere uddannelser, bedre jobs, højere løn og bedre helbred, vi vil se mindre kriminalitet og færre teenagemødre. Hvis man vil spare penge, så skal man flytte penge til 0-6 års området.”

Linus’ gruppeordning

Og så er vi tilbage til Linus og Bonnie Vittrup.

Linus’ specialordning ligger på en almindelig folkeskole, men det er svært at finde ud af hvad det egentlig er for et tilbud, fortæller hun, for der er ikke rigtig noget information om det. Men tilbuddet begynder godt, og de første 1 1/2 år er de utrolig glade for det.

”Pædagoger og lærere forstår hans handicap og hans særlige behov. At han har en lav frustrationstærskel, har svært ved socialt samspil og kommunikation, har problemer med støj og mangel på struktur og forudsigelighed. Og et godt tilbud betyder et godt familieliv for os”, siger Bonnie Vittrup.

Men en ny ledelse giver omstruktureringer, pædagogerne er ikke så meget med mere, der er mindre vikardækning og der skal spares. Rammerne bliver dårligere, også de fysiske, og børnene bliver flere. Alle børnene reagerer på det., og forældrene ser at der bliver stillet færre og færre krav til deres børn. De skal i stedet holde sig i ro, det kræver færre ressourcer.

”Som forældre ser vi at børnene vender tilbage til et sted hvor de var, før de startede i gruppeordningen, med uhensigtsmæssige reaktioner. Vi ser også at gruppeordningen ikke er tænkt ind i skolens liv, børnene glemmes, selvom ordningen ligger på skolen. Vi bliver et appendiks.”

Bonnie Vittrup er kritisk over for de evindelige sammenligninger med andre nordiske lande, fx har Finland, som fremhæves i forhold til inklusion, langt mindre skoler og langt mindre klasser.

”Herhjemme taler Undervisningsministeriet om at et seks timers inklusionskursus giver rigtig meget…”

Og så er der gøgeungerne, for ønsker normalforældre at specialbørnene inkluderes i folkeskolen?

”Vi ønsker jo ikke at vores børn kommer ind i klasser, hvor børnenes forældre ikke ønsker os. Og jeg ønsker heller ikke at Linus bare rummes, for hvad får vores barn ud af at rummes? Han skal udfordres og i det rette miljø. Og han skal anerkendes for det han kan, for børn som ham kan også noget. Jeg har et håb om at det bliver legitimt at være som dem, frem for at de skal presses ind i normalmiljøet.”

Børnene er jo heller ikke ens, peger hun på. De 13 børn i gruppeordningen har ikke brug for præcis den samme forudsigelighed og tryghed og motivation.

”Medarbejderne skal være fleksible, for børnene selv kan være meget uoverskuelige, det kræver både tid og fantasi. Og hvordan kan det hænge sammen i det almindelige skoleforløb, når skemaer, udfordringer, motivations- og belønningsfaktorer er vidt forskellige fra barn til barn. Social inklusion i strukturerede fællesskaber kræver et meget stort kendskab til, hvad hvert enkelt barn har brug for.”

Børnenes synsvinkel

Er en given inklusion til gavn for dette barn eller er det ikke?

Det er det spørgsmål, man altid må stille sig, når man diskuterer fordelene og ulemper ved inklusion. Og børnenes synsvinkel er netop den synsvinkel, som alle der tager ordet fra salen, deler. De ved fra deres arbejde at social inklusion tværtimod kan skabe eksklusion. For når der alligevel ikke er ressourcer til og muligheder for at gøre det store arbejde, der skal til for at inkludere, så sker der i stedet en eksklusion af barnet, som efterlades i et tomrum midt blandt de almindelige børn i den almindelige børnehave, fritidshjem, klub.

En af kommentarerne fra deltagerne illustrerer dette dilemma, for hvad er at foretrække, en gruppeordning som Linus’ på skolen med gode ressourcer eller en specialskole? Noget taler for begge dele. Disse børn er sårbare på en folkeskole i forhold til på en specialskole, det viser Bonnie Vittrups beretning med al tydelighed, de har det svært med venner, de er interesserede i ting, som ingen andre er interesserede i. Derfor er det vigtigt at diskutere grænserne for inklusion, diskutere balancen mellem at barnet på den ene side ikke bare skal være i sin egen verden, og på den anden side at barnet ikke får nogen kompetencer, hvis det sendes ud i et miljø, som ikke er forudsigeligt.

Vil vi have en pædagogik, som selv rummer forskellighed, eller en pædagogik som opdrager til at være rummelige, spørger Jan Hoby retorisk. Han peger på den store divergens, der er mellem politikernes ambitioner og den rå økonomi, ”men lorten skal på bordet, og en spade kaldes for en spade.”