Inklusion

Det hænger ikke sammen

Af Peter I. Petersen

Der er ikke megen inklusion i det inklusionsbegreb, som forvaltningen bruger, mener Klaus Munk Jakobsen.

Der er en skærende kontrast mellem to helt afgørende begreber i den øvelse, som kommunen prøver at lave på specialområdet. De ved ganske enkelt ikke noget om inklusion, og får med den økonomiske manøvre i specialanalysen i stedet vendt inklusion til ”integreret eksklusion,” siger Klaus Munk Jakobsen.

Klaus Munk Jakobsen har 24 års erfaring som specialpædagog og er leder af KKFO’en på Øresundsskolen, en specialskole for børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Hvor skal vi hen du?

”Det ser ud til at inklusionsbegrebet er havnet mellem fire diskurser, som trækker i hver sin retning. En etisk, en politisk, en pragmatisk og endelig en økonomisk. Ikke overraskende er det den økonomiske, der er udgangspunktet for tankerne i specialreformen, som mest af alt tager sigte på at flytte børn fra specialområdet til det almene område,” siger den høje mand, som er klædt i sort fra top til tå.

Det helt store dilemma opstår ifølge Klaus Munk Jakobsen, fordi man vil opfylde to mål på samme tid. To mål som trækker i hver sin retning. På den ene side målet om at skabe verdens bedste folkeskole, og komme til tops i den årlige PISA-test, som sammenligner det faglige niveau i grundskoler i hele Europa. Det man kunne kalde den elitære skoletænkning.

På den anden side målet om den rummelige og inkluderede folkeskole, som også har plads til de specielle børn, som man kunne kalde den sociale måde at tænke skole på.

”Prøv at spørge en lærer, hvad der er den vigtigste forudsætning for at kunne undervise. De vil alle som én svare ”ro”. Prøv så at forestille dig en almindelig folkeskoleklasse, som pludselig skal rumme et barn med behov for særlig opmærksomhed,” siger Klaus Munk Jakobsen og understreger i samme moment, at folkeskolens store udfordring i disse år ikke er børn med diagnoser, men socialt dårligt stillede børn. 

Og dem skal der jo også være plads til i den rummelige folkeskole.

Men hvad skal der så til, kunne man jo så spørge?

”Vi skal bryde med det elitære og satse på meget mindre enheder. Mange sammenligner med resultater fra Norge og Finland, men glemmer ofte, at i de to lande er skolerne og klassekvotienterne væsentligt mindre. Og endelig skal man huske, at PISA-undersøgelsen ikke ser på elevernes evne til samarbejde, men udelukkende på det faglige, altså et elitært fokus som er svært foreneligt med inklusionstanken,” påpeger Klaus Munk Jakobsen.

2011 er procesår

På LFS’ konference om inklusion den 25. januar gav borgmester Anne Vang udtryk for, at 2011 skulle være procesår, et år hvor de implicerede lærer og retter til undervejs. Det er en tanke, som Klaus Munk Jakobsen gerne vil holde borgmesteren fast på:

”Når man tænker på, at langt de fleste af de tanker som skal danne udmøntningsgrundlaget for reformen i virkeligheden stammer fra undersøgelser af specialområdet lavet af Finansministeriet og Rambøll, så bliver det helt afgørende, at vi løbende har fokus på dokumentation og efterfølgende evidens.”

KKFO-lederen så gerne flere forskere på banen, og at et begreb som metodepluralisme blev taget alvorligt. Børn med specielle behov har jo netop specielle og ikke ensartede behov, og derfor er det vigtigt at der skabes plads til at anvende de metoder, der nu engang virker for det enkelte barn.

Men fx skolepsykologerne, som er meget vigtige aktører, har desværre fået en helt ny rolle.

”Før i tiden var skolepsykologens rolle undersøgende og rettet mod det enkelte barn, men i dag er der så få skolepsykologer ansat, at de i stedet har fået en konsulterende rolle i forhold til læreren. Resultatet er, at læreren i dag også skal være psykolog/speciallærer over for det enkelte barn. Og det er vel at mærke uden af få flere timer til det,” siger Klaus Munk Jakobsen.

På den baggrund kan det være svært at se, hvordan en egentlig inklusion skal finde sted.