Inklusion

Tænk investering

Af Elisabeth Lockert Lange

Med politikere i panel bevæger LFS’ konference Inklusion og specialreform, visioner versus nedskæringer sig over i en politisk høring. En høring som på sin vis munder ud i en konklusion, nemlig den at forebyggelse af dyre specialbørn koster i form af en solid tidlig indsats for de nul til seksårige børn, men også at det på lang sigt kan betale sig. I udtrykket på sin vis ligger naturligvis at ingen ved om dette budskab vækker genhør i den bredere samling af politikere.

Politikerne i panelet får en entydig opfordring fra de tæt på 200 deltagere til at tage den humanistiske tilgang med i deres beslutninger, og ikke blot den økonomiske. Det kan de ikke være i tvivl om. Og at politikerne fra Socialdemokraterne, Radikale, Enhedslisten og SF lytter og gerne vil investere frem for at skære, kan deltagerne på høringen heller ikke være i tvivl om.

Fem politikere sidder i panelet og kigger nærmest forventningsfuldt ud over de mange deltagere. Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang fra Socialdemokraterne, Rikke Lauritzen fra Enhedslisten, Kasper Johansen fra de Radikale og to politikere fra SF, Iben Wiehe Rathje og Trine Schaltz er alle lydhøre og velvillige. De lytter engageret til beretningerne, vidnesbyrdene, fra hverdagen blandt deltagerne, og de tager udsagnene så alvorligt at høringen munder ud i et tilsagn om forebyggelse, som vejen til både kvalitet og på sigt besparelser, skal forsøges solgt bredere i Borgerrepræsentationen.

Vidnesbyrdene på høringen er sammensat, så de dækker specialbørnehaver, støttepædagoger, basisgrupper i daginstitutioner, specialfritidshjem, specialklubber – og forældre.

Vidnesbyrdene illustrerer de mange problemstillinger, der er omkring specialbørnene, og i alle vidnesbyrd er børnene og deres oplevelse, deres synsvinkel, deres tarv, udgangspunktet. De særlige behov de har, som der skal tages hensyn til, fx at de kan have svært ved at koncentrere sig og tage imod kollektive beskeder, at de kan have svært ved at interagere med andre børn og unge etc. etc. Og de kaster lys over de mange socialpædagogiske overvejelser, der ligger bag arbejdet med børnene og de unge, om hvordan alt planlægges og tilrettelægges til netop dette barn og dette barns udviklingstrin.

Og der er noget at lytte til. Beretninger om børn, som ikke profiterer af et kaotisk børnehavemiljø, men som blomster op i en specialbørnehave, fordi livet der er på børnenes præmisser. Beretninger om manglende arbejdsro, om et fagligt niveau som ikke kan opretholdes, og tilbud for de svageste børn, som reelt blot bliver opbevaring. Om støttepædagoger som ikke har en chance for at støtte børnene med særlige – og unikke – behov blandt de alt for mange børn på stuerne, og om den manglende tid hos både støttepædagog og personale til at diskutere den pædagogiske indsats. Der er beretninger om, hvordan rammerne og miljøet bør være, så medarbejderne kan træne børnene og de unge i de sociale kompetencer, som er en nødvendig forudsætning for, at de reelt kan tage aktivt del i fællesskaber. Deltagerne fortæller om det inkluderende arbejde, som daginstitutioner med basisgrupper udfører med deres kombination af en specialpædagogisk og almenpædagogisk faglighed, sådan at børnene sikres et socialt fællesskab. Og endelig fortæller en mor om sin oplevelse af, at hendes barn trods en ordning tæt på det normale miljø, ikke er rigtigt inkluderet.

Investering

Politikerne kommer i ilden, for efter beretningerne vil mange gerne have svar på alt fra tidlig indsat til PPR. For hvilken vej vil kommunen, vil forvaltningen?

Belønningen så at sige falder prompte, da børne- og ungdomsborgmester Anne Vang som det første udtaler at hun er ”træt af sparelogikken”. Samtidig lægger hun ikke skjul på at økonomi slipper man ikke udenom. Der mangler ca. 50 mill. kr. på budgettet i Børne- og Ungdomsforvaltningen, og som bekendt betyder kommunens udvalgsstruktur at når børneområdet fattes penge, så er det ikke kommunens problem, det er Børne- og Ungdomsudvalgets problem. Ganske vist er meget løst med den nye demografimodel, som sikrer penge når børnetallet vokser, men den løser ikke alt. Og pengene skal findes.

Beretningerne fra hverdagen viser en tydelig bekymring, for børnene, for området, for fremtiden. Er der grund til bekymring, spørges der, og Anne Vang nikker og gentager flere gange at ja der er grund til bekymring.

”Inklusion er ikke det samme som eksklusion i et normaltilbud. Og hvis barnet ikke er en del af fællesskabet og ikke får hjælp til det, så er det reelt eksklusion, ligegyldigt hvor det foregår”, siger hun. Hun har været rundt på mange både specialtilbud og almene tilbud og hun har haft øjnene åbne. Hun fremhæver den lære hun har taget fra det pædagogiske område: se barnet i forhold til hvad barnet kan, og ikke i forhold til hvad barnet ikke kan.

”Der gøres en stor indsats i tilbuddene. Og vi skal kigge på, hvad indsatsen kan og hvad den har fremmet hos børnene, og så skal vi se på, hvordan vi kan forene den tilgang med økonomi. Jeg ser løsningen på problemet i en investeringstankegang”, siger hun.

Inden begejstringen i salen kommer til udtryk, skynder hun sig at tilføje at der ligger et stort arbejde forude med at overbevise andre forvaltningers politikere om, at først skal man investere og først senere kan man tage besparelsen.

Tidlig indsats

Tanken om en nødvendig investering får opbakning blandt de andre politikere i panelet. Det fælles udgangspunkt er at inklusion skal være til glæde for barnet og ikke bedømmes som en økonomisk gevinst.

Trine Schaltz fra SF taler varmt for at inkludere flere børn, fordi det vil øge deres muligheder, og ligeså varmt for samme, som man gjorde dengang med distriktspsykiatrien, hvor man nedlagde hospitalsdelen, før distriktspsykiatrien var bygget op. Det knækker man nakken på.

Rikke Lauritzen fra Enhedslisten opfatter ikke inklusion så snævert, hun mener at også basisgrupper og specialfritidshjem er inklusion, for børnene der får chancen for at udvikle faglighed og sociale kompetencer.

”Inklusion er ikke at alle skal passe i almenområdet”, vurderer hun og peger på svagheder på normalområdet på grund af besparelser i daginstitutionerne gennem årene: det er netop disse besparelser som er årsagen til eksklusionen nu.

”Hvis der ikke var blevet sparet gennem årene, havde vi ikke haft de udgifter nu, så ja der skal flere penge til området.”

Også Kasper Johansen fra de Radikale støtter tanken. Som han siger:

”Hvis alle havde haft tiden, ressourcerne og det faglige miljø, så ville vi slet ikke have den diskussion nu om inklusion. For så havde vi mødt barnet der hvor det står. Og vi skal huske, at der samtidig med besparelser i ti år er blevet brugt 100 milliarder på skattelettelser!”

Og investeringen konkret? Spørger politikerne.

Deltagerne i salen er ikke i tvivl: det er en tidlig indsats i hele 0-6 årsområdet. Det vil være forebyggelse som investering, som på længere sigt lønner sig. Også økonomisk.

Bedre normeringer

En deltager bringer spørgsmålet om bedre normeringer på banen, det vil sige mindre børnegrupper og færre børn pr. voksen, for ”der er en smertegrænse for, hvor mange børn vi kan have i grupperne.”

Men Anne Vang vil være ærlig: hun kan ikke levere bedre normeringer generelt.

”Det er en spare- og genopretningsplan vi er i gang med, og det har taget hårde spareplaner, ja I ved det. Vi går en lysere fremtid i møde med demografimodel, men den kamp er ikke vundet på specialområdet. Det betyder at et nyt specialbarn kun får penge med som svarer til et normalbarn og ikke en specialbarnkompensation. Så vi skal kæmpe for at der ikke sker en nedregulering år efter år.”

Rikke Lauritzen vil derimod ikke opgive at tale om bedre normeringer. Og Kasper Johansen er enig:

”Vi kæmper for et ordentligt velfærdsniveau, og selvom bedre normeringer ikke er realistiske nu, så skal vi fortsætte med at italesætte det. Vi ved jo at det løser mange af de problemer vi står med.”