Inklusion

Det er jo eksklusion

Af Peter I. Petersen

I Klub Rughave i Valby frygter de konsekvenserne af specialreformen

Karen M. Hansen, eller Dete som hun kaldes, bliver lidt stille, da hun siger det:

”Det skulle være inklusion, men jeg er bange for at det kan ende med eksklusion for en del børn og unge, hvis ikke de rigtige forudsætninger er til stede.”

Dete har siden marts 2009 været leder af Klub Rughave i Valby, som er en specialfritids- og ungdomsklub med 27 unge med ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse)/Aspergers syndrom i alderen 14 til 18 år. Inden hun blev leder, var hun souschef og har været tilknyttet klubben i årevis. Sammen med tillidsrepræsentant Lulu M. Hansen frygter hun følgerne af Københavns Kommunes reform af specialområdet. En reform som i grove træk handler om at flytte børn og unge fra specialområdet ind på normalområdet. Fra specialskoler til almindelige folkeskoler.

I princippet handler det om inklusion. Altså at inkludere børn og unge fra specialområdet med diagnoser som Aspergers syndrom og autisme i det fællesskab, som almindelige børn og unge har i fx folkeskolen.

I Klub Rughave er man altså bange for ”deres” unges videre færd:

”Der er allerede startet inklusionsprojekter i Københavns Kommune, men de løber i alt for kort tid. Nogle af vores unge har jo brug for støtte resten af livet,” siger Lulu.

Specialviden forsvinder

Både lederen og tillidsrepræsentanten er bekymrede for, om der går vigtig viden tabt. Ikke bare om det enkelte barn, men om hele området.

Det kræver tid, rum og særlige fysiske rammer,” siger Lulu og suppleres af Dete:

”Børnenes behov er meget specifikke, og de særlige behov, som de har, betyder, at alle medarbejdere her deltager i løbende efteruddannelse specifikt rettet mod vores område. Den viden går hurtigt tabt.”

Klub Rughave siger ofte først farvel til en ung i 18-års alderen, men forældrene eller den unge selv vender ofte tilbage i lang tid bagefter for at få råd af personalet.

Men hvad er problemet, kunne man jo være fræk at spørge? Hvad er det, der er så særligt ved børn og unge med autisme?

Dete svarer helt overordnet:

”På normalområdet vil flere af vores medlemmer blive ramt hårdt af strukturen, hvis ikke den er tegnet tydeligt op. Ikke at der ikke er struktur på normalområdet, men unge med autisme har brug for individuel struktur, så den er tilpasset hver enkelt. Målet er, at den unge kan blive så selvhjulpen så muligt, så den unge har udsigt til et godt ungdoms- og voksenliv.

Lulu falder ind:

”Flere af de unge har svært ved at forstå og agere i fællesbeskeder”

Når man så ikke forstår, hvad der sker omkring en, er der forskellige handlemuligheder, men de fleste ender i en eller anden form for isolation.

”Mange af vores medlemmer har svært ved at være deltagende i en samtale, der ikke lige handler om deres interesseområder og kan kun agere i kort tid sammen med andre, og siger ”ja” bare for at komme videre. For at komme ud af den øjeblikkelige, måske svært uoverskuelige situation,” forklarer Dete. 

Svære personlige relationer

Det komplicerede sociale spil i en gruppe er altså svært at mestre for de fleste børn og unge med autisme. Mange af de unge med særlige behov kommer da også med en bagage præget af nederlag fra tiden på normalområdet. Og jo ældre de bliver, jo sværere bliver det at gennemskue den sociale kodeks, hvis de ikke får den nødvendige støtte.

”Vi skaber tilknytning mellem de unge igennem aktiviteter. Vores medlemmer er ofte meget alene, og vores opgave er at give dem sociale redskaber, så de ikke bliver ensomme. Computere og TV trækker meget, men ikke det sociale hvor de har brug for hjælp,” siger Lulu.

Så alt i alt er Dete og Lulu altså ikke videre fortrøstningsfulde. Og så alligevel.

De var nemlig begge med til LFS’ konference om specialreformen den 25. januar, og synes begge, at der var gode takter:

”Specialreformen er baseret på økonomi og besparelser, hvor det menneskelige element mangler. Men det var en god konference, hvor politikerne virkede lydhøre,” siger de som med én mund, og Dete fortsætter:

”Rigtig inklusion koster, men det lønner sig i den sidste ende.”