Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Dagpleje-privatisering taget af bordet i Fredericia
Politikerne i Fredericia Kommune dropper forslaget om at privatisere hele den kommunale dagpleje. Et forslag der skulle give besparelser på 5,5 mio. kr. over de næste tre år. Dagplejerne mener selv at den vigtigste grund til at forslaget er taget af bordet er simpelthen at de klart har sagt nej til at blive private. Men dagplejen undgår ikke besparelser i det kommende år, det har kommunens borgmester meldt ud.
Færre udgifter til udsatte børn
Færre teenagere betyder at presset på kommunernes udgifter til udsatte børn og unge vil falde i de næste 20 år. I de seneste ti år har halvdelen af den voldsomme stigning i kommunernes udgifter til udsatte børn været begrundet i naturlige, demografiske forandringer. Forandringer som kommunerne ikke har kunnet gøre noget ved.
Nu vender det, viser en analyse fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning, for i de næste 20 år vil alderssammensætningen blandt de 0-21 årige ændre sig, så udgiftsbehovet til udsatte børn vil falde.
I løbet af de seneste ti år er de samlede offentlige udgifter til udsatte børn og unge steget fra 10,3 mia. kr. til 14,1 mia. kr. Analysen vurderer at det har toppet i 2010 og at udgiftsbehovet til udsatte børn vil være 8 pct. lavere i 2030 end i 2010. Og vil dermed falde til et niveau svarende til 2004.
Styrk velfærden nu
De 11 faglige organisationer på det offentlige arbejdsmarked - med FOA i spidsen - ønsker S, SF og Radikale held og lykke med forhandlingerne om grundlaget for en ny regering.
Samtidig har de en række forslag til den kommende regering. At de stopper offentlig nulvækst. At de skaber ny tillid til medarbejderne i den offentlige sektor.
At de milliardinvesterer i videre- og efteruddannelse for den offentlige sektor. At de bibeholder regionerne. At de satser mere på at forebygge sociale problemer. Og at de ophæver reglen om at 31,5 procent af kommunale opgaver skal sendes i udbud.
Nulvækst
Offentlige arbejdspladser sparer og skærer ned. Langt de fleste offentligt ansatte har oplevet besparelser på deres arbejdspladser i løbet af de senere år. Det rammer undervisningen i skolerne, børnetiden i daginstitutionerne og plejetiden på hospitalerne.
Det viser en ny stor undersøgelse, som hovedorganisationen FTF har gennemført blandt 1.646 offentligt ansatte medlemmer. Årsagen til miseren er kravet om nulvækst i den offentlige sektor. En nulvækst som ikke højde for hvis der kommer flere pasningskrævende ældre, eller stigende udgifter til specialundervisning. Kort sagt nulvækst er reelt besparelser, og besparelser i første led, det borgernære.