Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kommentar:
Pædagoger skal ind i de københavnske folkeskoler
Af Anne Vang, børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune (S)
Når man siger A, må man også sige B. Når man beder folkeskolerne og dermed også lærerne inkludere flere børn med særlige behov i undervisning, skal man også tilføre skolerne og lærerne de rette værktøjer og de rette faglige kompetencer til at håndtere den opgave.
Det skal blandt andet gøres gennem efteruddannelse, men også ved at stille en ny faglighed til rådighed - skolepædagogen.
Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg sammen med forligspartierne på Rådhuset kan afsætte 23 millioner kroner i næste års budget og frem til at ansætte en fuldtidspædagog til hver af byens 57 folkeskoler.
I landets hovedstad er vi parat til at investere i den rigtige inklusion. Vi er parat til at investere, når der er brug for en ekstra hånd til at skabe ro i klassen, eller når læreren har brug for pædagogisk sparring for at håndtere børn med særlige udfordringer.
Lige præcis dér vil vi stille en person til rådighed, som har de helt rigtige kompetencer til at skabe ro, give støtte og levere sparring.
Skolepædagogerne er typisk pædagoguddannede med socialpædagogiske kompetencer, og de skal træde til, når et barn har behov for det.
De er ikke en ekstra lærer, men en ekstra støtte og supplement til skolens øvrige personale, og med deres faglige og menneskelige baggrund skal de bidrage til arbejdet med at udvikle børnene og deres fællesskaber på andre måder, end lærerne typisk kan.
Vi ønsker, at de forskellige fagligheder skal supplere og komplementere hinanden, så alle børn - også dem med behov for særlig støtte - sikres en faglig og social udvikling i den københavnske folkeskole.
Vi ved, at uro i klassen og dårlige faglige resultater hænger sammen. Det viser også PISA København, som blev offentliggjort for nylig.
Derfor er der behov for, at lærerne får hjælp til at skabe ro, tryghed og omsorg, så de kan gøre det, de er allerbedst til: Nemlig at forbedre de faglige resultater.
Der er skolepædagogen et velkomment supplement til folkeskolens dygtige lærere. Det er en vej, der handler om at styrke skolens professionelle ressourcer tæt på eleverne; hovedvejen til en bedre skole går gennem de professionelle kræfter.
Her skal skolepædagogen være et nyt bidrag.