Årsmøder 2011:

Det kører med os

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Bliver vi ædt med hud og hår på arbejdsmarkedet? Er solidaritet en saga blot? Er selvstyring dagens form for kapitalisme? Det fælles foredrag efter årsmøderne i dagplejeområdet, specialområdet og almenområdet med professor Lars-Henrik Schmidt diskuterer velfærdsstat, kapitalisme og styring.

Professor i filosofi og idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt hører ikke til de letteste at følge, når han først ruller sig ud. Alligevel valgte rigtig mange af deltagerne på de tre årsmøder en fredag aften i september at blive efter deres respektive årsmøde og lytte til hans foredrag.  

Hans tema er overgangen til nye styringsformer, og titlen er "Fra velfærd til velvær." Allerede der antydes en udvikling fra noget fælles til noget individuelt, fra noget solidarisk til noget selvbetragtende.
Det pædagogiske område er et godt sted at studere udviklingen, mener Lars-Henrik Schmidt, for området har med mennesker at gøre. Pædagogikken forholder sig til individet, her reflekteres der over, hvorfor vi gør som vi gør, og så er der en forestilling om at noget er det normale og noget det specielle.

Normalitet er det der ikke ligger "for langt ude".
"Der er de skæve, som med en - dyr - indsats måske kan oprettes inden for normalen, og så er der de sølle, som ikke kan. Og når vi patologiserer de sølle, så indebærer det en måde at omgås de sølle på."

I det "sociales abc" står at når jeg forholder mig til nogen, så forholder jeg mig også til, hvordan han forholder sig til sig selv. Jeg forholder mig også til min egen professionelle udøvelse, for når man handler på det pædagogiske felt, så kan man altid have handlet anderledes.
Tidligere, i "gamle dage" var man slet ikke interesseret i, hvordan folk forholdt sig til sig selv, da brugte man tæsk eller indespærring for at styre andre.

"Nu styrer vi folk gennem at de af egen drift vil det vi vil. Når vi vil ændre folks adfærd, så ændrer vi den måde de ser deres egen adfærd på. Sådan er kapitalismen nu!"

Kapitalismen

Viljesfremmelse kalder Lars-Henrik Schmidt det.
Det handler altså ikke om overtalelse. Folk styres gennem frivillighed. Det er modellen inden for det pædagogiske, og det er modellen generelt.
"Det er en kognitiv kapitalisme, men det vigtigste er at det er en kapitalisme."

Han skelner mellem den klassiske og den nuværende kapitalisme. I den klassiske er vi alle varer, og nogle har så kun varen arbejdskraft, som de kan sælge, det vil sige dispositionsretten til arbejdskraften i et antal timer. Vores form for  kapitalisme handler om retten til det hele, vi sælger ikke timer, men hele vores personlighed med hud og hår. Og derfor når man vil styre i dag skal man styre deres individualitet.

Men hvem ejer så de kompetencer, som vi i en vidensøkonomi som vores udvikler? De er jo indlejret i den enkelte, så når man vil styre, skal man ind der, hvor den enkelte styrer sig selv.

Lars-Henrik Schmidt taler om staten, som traditionelt har styret os. Nogle går ind for minimalstaten, hvor det er markedet der styrer, andre går ind for velfærdsstaten, hvor staten tager hånd om os når det går galt. Og så er der opstået en ny type stat, den responderende stat, som forholder sig til den enkelte.

"Og hvad styrer man så? Det er ikke gennem fællesskabet, men gennem dannelsen af den enkeltes personlighed. Vores væren er organiseret omkring vores personlighed, og ikke omkring fx markedet. Og det er noget nyt - siger jeg."

Populationsomsorgen erstattes af selvomsorg, og de som har brug for hjælp er de, som ikke kan styre sig selv. De som ikke kan selvomsorg. Man forvalter folk ved at få dem til at forvalte sig selv.
Målet er at folk drager omsorg for sig selv.

Læring og test

Læring som dominerende i hele vores tænkning ligger i forlængelse af det. Alt skal bruges til læring.
Der er ikke væresteder mere, man kan ikke bare være (der), de er blevet til læresteder. Det gælder også de handicappede borgere, de kan også lære.
Læring har overtaget udvikling.
"Folk er ressourcer, ikke Else og Knud. Og ressourcer er defineret som noget der skal udnyttes, intet må gå til spilde", siger Lars-Henrik Schmidt.

Vi har ikke mere sundhedsfremme, men raskhedsfremme.
"Vi har en raskhedsideologi, men raskhed er individuelt defineret. Man føler sig rask, og der er veje til at føle sig rask. Godt humør fx, det er dumt ikke at være i godt humør. Så er der noget galt med ens indstilling."

Han peger på at vi er på vej ud i et medicinsk defineret samfund hvor diagnoser og medikamenter definerer sygdomme. Angst og depression er i samme kategori, fordi de reagerer på samme medikamenter. Han ser samme logik i de pædagogiske tests.  

"Det kører med os. Se på evalueringsmodellerne, som vi er glade for i starten, fordi de vil synliggøre vores arbejde. Før vi ved ordet af det, er det blevet til landsdækkende og internationale standarder, hvor alt skal sættes på tal. Og hvordan kom vi derhen? Vi ville jo bare vise at vi gør et godt arbejde som kommer nogen til gavn."