En hård proces

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Med den nye klyngestruktur i Københavns Kommune blev souscheferne som bekendt overflødige. En vanskelig, klemt og presset situation, som nogle taklede ved at søge job som nye pædagogiske ledere, andre som afdelingsledere, og andre igen som slet og ret almindelige pædagoger. Vi har talt med en som har været turen igennem, om frustrationen, vreden og usikkerheden frem til l ny beslutsomhed og nyt job.

Eks-souscheferne.
En gruppe man har hørt bitre ord fra undervejs i processen om både forvaltningens og fagforeningens håndtering af deres meget vanskelige situation, da de pludselig fik besked om, at deres stillinger skulle nedlægges og stillingsbetegnelsen helt fjernes.

LFS Nyt har talt med en eks-souschef, som først blev chokeret og derefter frustreret over processen, som har kritiske ord til både forvaltning, fagforening og ledelse, men som også besluttede at komme videre og gå ind i en ny rolle fagligt set.

Christina Trolledahl Clausen har været ansat på fritidshjemmet Pløkken i Polensgade de sidste 11 år. Først et par år som pædagog (og tillidsrepræsentant), derefter otte år som souschef - og nu igen som pædagog - og tillidsrepræsentant. Hun har med andre ord været turen igennem og tilhører dermed gruppen af eks-souschefer. Dem er der lige over 300 af.

Vi er tilbage i maj 2010, på mødet med LFS, hvor beskeden om en kommende ny struktur bliver givet, og frustrationen bølger.
"Vi vidste intet på det tidspunkt, kun at der var en omstrukturering på vej, som især ville berøre afdelingsledere og souschefer. Mødet skabte stor usikkerhed, selvom vi også fik at vide, at vi ikke ville blive fyret i omstruktureringen", siger Christina Trolledahl Clausen.

Hendes første reaktion var overraskelse og nærmest chok.
"Den kom lige fra højre, uden varsel, indsigt eller information, og resultatet var stor usikkerhed. Jo mindre man ved, jo mere usikker bliver man. Det er en stor omlægning, og det var et stort indgreb i min karriere. Jeg havde jo søgt souschefstillingen i sin tid, fordi det var en faglig udfordring, jeg gerne ville møde, og som jeg mente jeg havde kompetencerne til. Og én ting er jo det rent faglige, men ens arbejde handler også om identitet på mange planer, så jeg var chokeret."

Der var naturligvis en høringsfase, sådan én skal der jo til, uanset om resultatet er givet på forhånd.
"Man får virkelig øje for at man er en brik i et spil. Der var intet at gøre, strukturen var besluttet, og det bryder jeg mig ikke om. Man lægger jo timer i sådan et svar, anstrenger sig. Og det opleves endnu mindre fagligt og sagligt, endnu mere respektløst, når høringen kun er til, for at man kan sige vi er blevet hørt. Men vi føler ikke at vores udtalelser om det pædagogiske er blevet lyttet til, beslutningen var taget. Det er endnu en frustration, for man vil jo også gerne bidrage. Jeg synes det er dobbeltmoralsk når alt er besluttet, og intet bliver ændret ved en høring. Så er det faktisk bedre at sige åbent hvordan beslutningen er."

LFS ikke en medspiller

Derefter gik et stykke tid, før der kom mere information om, hvad der skulle ske præcist, både i forhold til souschefer og afdelingsledere og i forhold til de daværende institutionsledere. Tilbage i institutionerne var mange derfor usikre på deres job og titel.

"Hver kæmpede sin kamp, og der blev ikke taget hånd om os souschefer fra nogen sider. Alle følte sig truet, og man er jo sig selv nærmest, når man er klemt. Men alligevel, vi var dog de mest klemte, i og med at vores stillinger blev fjernet.
Og jeg mener også vi havde stået stærkere, hvis vi havde stået sammen?" vurderer Christina Trolledahl Clausen.

Hun kontaktede LFS og fik bekræftet at aftalen var som den var. Det vil sige souschefstillingen var nedlagt, og hvis hun valgte en almindelig pædagogstilling, var løntrinnet også fastsat.

Hun var overrasket over fagforeningens rolle i forløbet - og ikke positivt.
"Jeg oplevede absolut ikke min fagforening som en medspiller i dette. Vi souschefer stod alene, der hvor fagforeningen skulle have kæmpet for os. Fagforeningen var heller ikke ligefrem en modspiller, men det var min klare opfattelse at LFS havde været med i aftalen, og det blev bekræftet siden.
De påstår det var for det bedste. Det skal jeg ikke kunne sige, men må lade tvivlen komme dem til gode. Der var ikke noget at komme efter i forhold til om det var uretfærdigt, det hele var allerede forhandlet på plads, inklusiv vores løntrin. Og jeg kom til at gå ned i løn, det stod klart. Det var jo en del af besparelsen", siger hun.

Skuffelse

At få at vide at den stilling du har bestredet, elsket og udviklet gennem mange år, i Christina Trolledahl Clausens tilfælde i otte år, er afskaffet med et pennestrøg, er sårbart, for at sige det mildt.

"Vi souschefer stod frustrerede tilbage, og vi stod meget alene. Det var utrygt og en voldsom omvæltning."
Selvom selve omstruktureringen skulle gå hurtigt, så var tiden i usikkerhed lang. Helt frem til årsskiftet gik der, før det meste var faldet på plads.

"Og et halvt år er lang tid at gå i uvished. Konkrete svar skaber tryghed, og selvom den store tøven med at give os svar var forståelig, så var det også utilfredsstillende. Tvivlen blev endnu større ved det der blev trukket ned over hovedet på os, når vi ikke fik konkrete svar om det. Det har været en lang proces for os hver især, med lange samtaler om fremtiden ved spisebordet derhjemme. Se det positive i situationen, blev der sagt til os, og det synes jeg faktisk at jeg gør. Men jeg, vi, har også ret til at udtrykke skuffelse over den urimelighed, vi har oplevet."

Først og fremmest synes hun ikke der blev taget hånd om dem. Heller ikke fra deres ledelse.
"Vi var mere udsatte end resten af gruppen i institutionerne. Men kun meget få  steder har jeg hørt fra andre souschefer at den daværende ledelse kunne favne hele personalet og især hjælpe de udsatte souschefer. Selvfølgelig var de også selv udsatte, men trods alt i en lettere, friere, situation", siger Christina Trolledahl Clausen og fremhæver, at souscheferne havde haft brug for mere omsorg end de har fået Hængepartiet i forhold til forvaltningen er også tydeligt.

"Men fra dem var jeg ikke overrasket over forløbet. Vi er blevet svigtet mange gange synes jeg, helt tilbage fra den allerførste strejke for fritidshjemmene i 2001. Så nej jeg var ikke overrasket."

Ny start

Omslaget for Christina Trolledahl Clausen kom med den tydelige markering af at det er sådan her det bliver. Da det blev meldt ud uden tøven, kunne hun handle.
"Så vidste jeg, hvad jeg havde at arbejde ud fra og kunne håndtere, hvad jeg så ville. Og da deadline nærmere sig for ansøgninger til de pædagogiske lederstillinger, gik jeg i tænkeboks. Fritidshjemmet her er mit hjertebarn, så allerhelst ville jeg have fortsat som ledelse her i Pløkken, men det var ikke muligt.
Så jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg ville forsøge mig som ledelse et andet sted."

Og efter mange overvejelser valgte hun at søge en stilling som pædagogisk leder på en anden institution, som også havde værdier, hun syntes hun kunne stå inde for. Selvom hun fik at vide at der var en intern ansøger.

"Jeg gjorde op med mig selv at jeg ville gøre det for min egen skyld. Jeg kom til samtale, en god samtale, men den interne ansøger fik stillingen. Og situationen taget i betragtning skal det også være sådan. Da jeg senere blev spurgt, om jeg ville fortsætte her som almindelig pædagog, sagde jeg ja tak."

Og i august efter seks måneders opsigelsesperiode blev Christina Trolledahl Clausen pædagog. Den tidligere institutionsleder er blevet pædagogisk leder.
Fritidshjemmet er som sikkert de fleste institutioner stadig i proces og er ved at finde sin struktur. Som souschef var Christina Trolledahl Clausen fuld tid på gulvet, men dengang havde hun også personalesamarbejdet og forældresamarbejdet som arbejdsopgave, og den opgave hviler nu på den pædagogiske leder.

"Som gruppe havde souscheferne fingeren på pulsen, og det er nu de pædagogiske ledere, der skal have det. Derfor er de 11 timer som lederne skal være på gulvet, helt nødvendige, for de skal opbygge et nyt kendskab til børn, forældre og personale ud fra den daglige kontakt. De er nu eneansvarlige for den del og skal selv indhente erfaringer og observationer.
Det er vigtigt at de får den gulvtid, når de alene skal sikre kontakten med personalet, nu hvor der ikke længere er det mellemled, som souscheferne var."

Balance

Så på sin vis er alt som det plejer, med de samme ansatte, blot med en besparelse i og med at der er fundet en stilling som pædagog til Christina Trolledahl Clausen, og at lederen skal 11 timer på gulvet. Men samtidig er det også meget anderledes. Som hun udtrykker det: der var tidligere tre personer i ledelsen, institutionsleder, souschef og afdelingsleder. Den midterste er taget helt ud, den tredje er ikke mere ledelse, den første er blevet en to'er, og så er der kommet en ny et'er. Så selvfølgelig skal der udvikles nye spilleregler.

Hvor hun fx tidligere bare ville have handlet på mange ting, informerer hun nu sin leder om dem, og så handler lederen.
"Der er en helt anden rollefordeling, og det er vigtigt at holde fast i at jeg ikke længere er souschef med de tidligere ansvarsopgaver. Men jeg har jo ikke mistet mine kompetencer, og der er samme tillid mellem os, som der hele tiden har været. Lige nu er det stadig en proces, og jeg kan ikke sige klart for eller imod den nye struktur endnu."

Sikkert er det at der skal findes en ny balance, så hun bruger sine kompetencer men sørger for ikke at påtage sig det samme ansvar.

"Jeg skal jo ikke lægge alt fra mig, og vi har stadig den faglige diskussion. Jeg droslede ned i det halve år, men vi har ikke aftalt, hvordan vi skal handle. Det er ikke altid en let balance, for hvis vi ikke husker at det er anderledes nu, kan vi let komme til at støde hinanden når vi siger fra. Det skal vi være bevidste om, og det gælder begge veje at vi skal huske at -det er ikke mig mere".

Netop i den situation kunne det have været godt med noget "oppefra" som støtte til at udvikle nye spilleregler, mener hun. Sådan at der blev skabt trygge rammer for de ansatte.

"Det kunne tage brodden af frustrationerne og skabe rammer at agere i. Jeg ved det er af uvidenhed der ikke er blevet gjort noget, alle har været pressede, men vi har haft brug for at blive taget mere hånd om."
Nu skal Christina Trolledahl Clausen tage hånd om kollegerne på en anden måde end tidligere. Hun blev valgt som tillidsrepræsentant stort set samtidig med at hun igen blev almindelig pædagog.

"Jeg var tillidsrepræsentant inden jeg blev souschef, og der var faktisk ikke blevet valgt nogen siden. Arbejdspladsen havde brug for at der igen kom en tillidsrepræsentant, så der var fuld opbakning. Og så er det en interessant faglig udfordring at være tillidsrepræsentant, og jeg har et stærkt ønske om at udvikle mig og fritidshjemmet."