Børnemafia

Er det en kritik eller en anerkendelse? Dommen over LFS i Arbejdsretten. Det kan man da lige overveje, når man læser, ikke så meget dommen selv, men de kommentarer som den vindende part, KL, giver den med på vejen i et interview på politiken.dk

Det er bøden på en mill. kr. til LFS, vi taler om. En længe ventet dom, men måske overraskende hård, når man tænker på at det primært er forældrenes handlinger, LFS dømmes for.

Vi repeterer lige. Som reaktion på at Københavns Kommune lagde ud med besparelser i budgetforhandlingerne i efteråret 2009, var der nogle arbejdsnedlæggelser den 10. november 2009 blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere. I tiden efter var der et begrænset antal forældreblokader mod daginstitutionerne, faktisk meget begrænset, 36 institutioner ud af byens 600.

Tvisten går på om LFS har pådraget sig organisationsansvar. Det vil sige om LFS har brugt alle rimelige midler for at hindre de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, sådan som fagforeningen har pligt til. Og har taget behørigt afstand fra forældreblokaderne.

Det mener Arbejdsretten ikke, og LFS er fundet skyldig i først og fremmest at have ”medvirket til at opfordre forældre til at deltage aktivt”.

Dommen er forventelig i og med at Arbejdsretten aldrig frikender den faglige organisation (og hedder derfor også i folkemunde for Arbejdsgiverretten). Men den er interessant i og med at LFS primært dømmes for tredjemandshandlinger, altså forældrenes blokader.

KL er ikke overraskende overmåde tilfreds med dommen, og hvad holdningen til LFS er, fremgår tydeligt af et interview på politiken.dk med kontorchef i KL, Karsten Thystrup.

Han siger bl.a.: ”Jeg tror, det er nyttigt, at LFS finder ud af, at der er grænser.” Og på et spørgsmål om den gamle snak om en ”børnemafia” som LFS skulle være hovedaktør i, erklærer han sig enig: ”Ja, det har vi jo fået Arbejdsrettens dom for nu. Det kan man roligt sige.”

Så reelt er det aktivisme og ”stor magt på børneområdet”, med andre ord viljen til at tage sig indflydelse på den politiske dagsorden, der ligger bag anklagen. Det at være en magtfuld fagforening, som politiken.dk skriver i interviewet.

Men hvis KL virkelig tror at LFS har stået bag forældreblokaderne, må det undre dem at der kun er forkølede 36 daginstitutioner, der har blokeret. Hvis LFS virkelig havde stået bag, så ville det da have været 600!

Omvendt kan man sagtens forstå forældrenes vrede over i den grad at få sat spørgsmålstegn ved deres engagement og kampstyrke. At nogen tror at LFS kan koste rundt med dem!

Tilbage står en dom for tredjemands handlinger, det vil sige hvad mennesker gør, som ikke er medlemmer af LFS, og som fagforeningen på ingen måde kan påvirke eller styre, men blot har et samarbejde med. Det er en alvorlig skærpelse med vidtrækkende perspektiver.

Som formand for FOA, Dennis Kristensen, siger: ”Det er bekymrende, hvis vi ser en ny retspraksis, hvor fagforeninger skal stå til ansvar for, hvad brugerne af den offentlige sektor gør.”

Jurist i LO, Peter Nisbeth, der har ført sagen for LFS i Arbejdsretten, peger på at der er tale om en usædvanlig høj bod i betragtning af, at den er givet til en afdeling og ikke et forbund. Fx blev der givet 50.000 kr. til en lokal fagforening under den langvarige Ri-Bus-konflikt i midten af 90’erne.

Ikke at det får LFS til at stikke piben ind eller halen mellem benene. Som et af LFS’ medlemmer udtrykker det så klart på foreningens hjemmeside: ”Hvis fagforeningen bliver for svag dør den, og arbejdstagerens rettigheder med den. Så bøde eller ej, LFS og dens ledelse skal være endnu mere synlige og højtråbende omkring det pædagogiske områdets vilkår, det er kernen af fagforeningens berettigelse og forpligtigelse.”

Den lader vi stå.

ella