Glæden ved at gå på arbejde

Af Elisabeth Lockert Lange

At arbejde 50 år i, ikke kun samme fag, men også i samme daginstitution, det er enestående. Når dertil lægges at glæden ved både faget, huset og børnene er helt og aldeles intakt, så er det endnu mere enestående.

Hun bærer sine 76 år fantastisk, den lille slanke, vævre og ungdommelige dame, som kigger nervøst på mig. For ikke at tale om hvordan hun ”bærer” sine 50 år i det pædagogiske fag og i samme daginstitution.

Hun hedder Maja Pedersen, og nervøsiteten kommer af at hun har sommerfugle i maven, for det dér med at være i centrum, det er ikke lige hende, siger hun. Idet hun på opfordring sætter sig til fotografering i tronstolen, den stol som dronning Caroline Amalie altid sad i, når hun var på besøg i det asyl for børn, som hun oprettede i 1829. Et asyl som nu er blevet den integrerede institution Dr. Caroline Amalie, Danmarks ældste daginstitution, hvor man stadig holder fast i traditioner som fx at holde fest i Kongens Have på dronning Caroline Amalies fødselsdag.

Trods den umiddelbare modvilje over at fortælle sin og dermed husets historie gennem 50 år, ”og hvad kan man også huske om alle de år”, så fik leder Mette Rohde hende alligevel overtalt, for ”det er da en enestående historie”, som hun siger. Så enestående at det ærgrer hende at den nuværende dronning ikke fik mulighed for at møde Maja Pedersen, da hun havde 50 års jubilæum i oktober. Ja ikke for Majas skyld, men for dronningens.

For Maja Pedersen er en værdifuld og værdsat arbejdskraft, som børnene elsker, får jeg at vide med eftertryk. Hun springer i trappen så let som ingenting, og hun holder sig opdateret om nye metoder og andet pædagogisk. Personalemøder deltager hun i når hun kan, selvom hun kun har én fast dag om ugen, og så diverse som vikar. For hun er institutionens sikkerhedsnet, som de ringer til når det brænder på. Og alle trækker et lettelsens suk, når de hører at det er Maja der kommer som vikar.

Kæft, trit og retning

Det starter i 1961, hvor hun bliver ansat som vikar i asylet. Det var ikke fordi hun var pædagog, men det var vist heller ikke så vigtigt, hvis man skal gå efter, hvordan børnehaven blev styret dengang.

”Jeg kunne lide at arbejde med børn så jeg blev her, først som vikar, og efter nogle år som fastansat. Og alle de mange forandringer jeg har været med til, både for børnene og i huset! Det har været spændende.”

Når Maja Pedersen beskriver børnenes hverdag dengang i starten af 60’erne, så er forskellen til nutiden tydelig. Der var tre børnehavegrupper, og de var ikke mange ansatte til antallet af børn, men det var heller ikke nødvendigt, for børnene var disciplinerede. Måske gik man tur med dem om formiddagen, så spiste de, og når de havde spist var det hviletid.
Hviletiden bestod i at børnene, siddende på deres stol, lagde armene på bordet foran sig og hvilede hovedet på armen. Når der så var gået en halv time, var hviletiden slut.

Så fik de lov at vælge et stykke legetøj fra skabet, og så kunne de lege med det en tid. Ikke noget med at blive træt af det og ville skifte til et andet, det gik skam ikke, fortæller hun. Og heller ikke noget med selv at gå hen og tage noget legetøj, børnene skulle spørge pænt, og så fik de måske lov til at bytte til et andet stykke legetøj.

”Det var kæft, trit og retning”, siger hun kontant.

”De voksne bestemte over børnene, alt var planlagt, og børnene havde det ikke specielt godt. Det var synd for dem. Det er heldigvis blevet meget bedre, og det at børnene har fået en frihed til at vælge og bestemme selv, det synes jeg er en af de allervigtigste ting, der er sket i de mange år, jeg har været med. Og jeg kan godt lide frie børn.”

Enerådig leder

Med et grin og lidt stolt fortæller hun at hendes egen datter, som også kom til at gå i børnehaven, ikke kunne lide det. Og hvordan hun som mor blev kaldt ind til lederen på grund af sin ”forkælede datter”.

”Lederen var nærmest enerådende på det tidspunkt. Personalemøder var der ikke noget af, og derfor var der heller ikke den følelse af ansvar for tingene, i modsætning til nu hvor man oplever et kæmpeansvar for den gruppe man er i. Den første leder jeg arbejdede under, den første af syv, var også meget streng. Og så var der fru Knold, hun var også en streng dame, og med knold i nakken. Hun kom regelmæssigt og tjekkede hygiejnen. En læge kom også regelmæssigt og kiggede på børnene. Den slags blev taget meget alvorligt.”

Børnene havde madpakker med, men én gang om ugen fik de varm mad eller rugbrød med syltetøj. De sidste blev hurtigt spist, men det varme var ofte mælkemad, siger Maja Pedersen med en gysen, når hun tænker tilbage på det skin, der altid lå ovenpå sagosuppen. Efter maden tørrede børnene sig om munden med hver sin lille klud, indtil fru Knold afskaffede dem.

Hun mindes også julemåneden:

”Vi skulle vise forældrene, hvor dygtige deres børn var, det var vigtigt for børnehaven. Og det var sandelig også flotte ting, der blev vist frem, men det var nu ikke børnene, der lavede det meste.”

I det hele taget blev personalet sat i gang. Der var ikke noget med at holde pause, når børnene sov eller hvilede sig. Den time blev brugt til at reparere håndklæder eller andet.

”Der var altid noget at lave, og vi fik bare at vide hvad vi skulle gøre. Man tog ikke initiativer selv. Det har jeg så lært siden.”

70’ernes forandringer

Ændringerne kommer for alvor i starten af 70’erne. Med opgøret med autoriteter og disciplinen, faktisk i så høj grad at en masse ting fra den gamle tid, ja helt fra den gamle dronnings tid bliver smidt ud, ting som ville have været spændende at have i dag. Men på det tidspunkt var de kongelige og alt hvad der havde med dem at gøre, ikke velsete.

Maja Pedersen holdt ved. Hendes glæde ved børnene og ved arbejdet i Dr. Caroline Amalie levede i bedste velgående.

”Hver dag var og er en glæde, jeg har i alle årene kunnet lide mit arbejde. Det kan jeg stadig, og så længe jeg hver dag glæder mig til at komme på arbejde, og huset vil have mig, så længe vil jeg tage turen på cykel herind. Der er en særlig stemning her i huset, som siger spar to til det hele, så jeg har altid været glad for at gå på arbejde. Det er mit andet hjem.”

I 70’erne kommer der mænd ind i institutionerne, et fritidshjem kommer til, og huset bygges om. Samtidig bliver institutionen kommunal, da den fond, som dronningen i sin tid oprettede, er løbet tør for penge.

”I de år skete der store forandringer. Der kom ny leder, og strukturen forandrede sig. Holdningen til børnene skiftede, og deres hverdag blev langt friere. Og børnene havde det meget bedre end i de første år.”

Under Lisbeth Ernst, som var leder fra 1974 til 2004, Mette Rohdes forgænger, kommer der for alvor skub i det hele.

”Hun var så menneskelig, hun forstod altid én, og hun gav det sidste skub til at gøre stedet til det, det stadig er med Mette som leder; en særlig ånd, hvor alle er trygge. For det har stor betydning hvem som er leder.”

Koloni og ture

Ikke alt har udviklet sig til det bedre. Ikke mindst de nedskæringer, der løbende kommer til i årene efter, har haft en negativ effekt på hverdagen.
Der var engang, hvor der fx stadig var råd til at tage på koloni med børnene. Det er der ikke mere. Og hvor er det ærgerligt at der ikke er penge til det, siger Maja Pedersen. For det gav virkelig noget.

”Vi var afsted i fem dage, og vi var mange forskellige steder. Vi kom så meget tættere på børnene, når vi var sammen med dem både om dagen og om aftenen. Vi fik et helt andet indblik. Kolonier kunne man med stor fordel give budget til igen.”

Hun peger på et andet område: ture.
”Det er der også virkelig skåret i, det er helt anderledes nu end tidligere, hvor vi tog mange steder hen. Nu skal vi nøje vurdere om det ikke er for dyrt. Det er ærgerligt, for det giver børnene nogle nye oplevelser at de kommer ud af huset og ser andre ting.”

De har en god legeplads, de så kan være på, men sådan har den ikke været altid. Helt tilbage i 60’erne var der kun en sandkasse, ikke andet. Tre gange er den siden bygget om, og sidste gang for tre år siden blev den sikkerheds-godkendt.

Men uanset de op og nedture der er på området, så er Maja Pedersens grundlæggende tilgang til faget, børnene og huset positivt.

”Jeg bliver modtaget så godt og føler mig så velkommen. Fx når et barn spørger hvorfor jeg ikke var der i går – og så var helt tilbage i mandags jeg var der. Sammenlægningen i 2004, hvor 25 børn i fritidshjemmet blev til 65, var en ordentlig mundfuld, men nu kender jeg dem, nu går det fint. Og jeg har lært at det er vigtigt ikke at sige: sådan gjorde vi før i tiden. For nu er det en anden tid.”

I oktober blev der holdt reception for hende, huset havde brug for at fejre hende, hylde hende, vise hende respekt. Og det er med stor bevægelse og glæde hun tænker tilbage på den. Beskedent havde hun ikke ønsket den, men hun var høj flere dage efter, fortæller hun. At møde ”gamle børn”, fem af de ledere hun har arbejdet under, foruden alle kollegerne gennem årene – og så alle talerne og sangene!
”Og disse 50 år, de er bare smuttet.”