Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pippi i aktion
Forældre støtter fritter
To dage efter at ænderne blev luftet på Christiansborg Slotsplads havde hele to Pippi Langstrømper inviteret til en ny happening. Denne gang for at bevare fritidshjem og klubber som selvstændige institutioner.
Alt andet vil være en katastrofe set med forældrenes øjne, siger formand for KFO, Københavns Forældreorganisation, Nina Reffstrup, til de børn og voksne, som har trodset kulden for at kræve fritidshjem og klubber bevaret under dagtilbudsloven, og dermed som selvstændige institutioner.
Ballonerne som de to Pippier nu delte ud af til happeningen sammen med flyers, var nu sorte. For aftalen om Kommunernes Landsforening og den tidligere borgerlige regering indgik tidligere på året vil lægge fritidshjem og klubber ind under skolelovgivningen. Og dermed reelt afskaffe landets sidste fritidshjem og klubber.
Og det er der flere end forældrene som anser for en katastrofe. LFS har i adskillige sammenhænge markeret det katastrofale i, hvis aftalen fastholdes. Så risikerer børnenes leg og udvikling at gå op i tests, lektier og konkurrence. Med højere forældrebetaling, mindre vægt på kreativitet og mere på undervisning. Og uden en direkte forældreindflydelse.
”Fritidshjem og klubber er fristeder, trygge rammer for børnene og steder hvor de kan danne fællesskaber. Det er noget helt andet end skole-færdigheder. Det må vi ikke tage fra dem. Og det er vigtigt for deres udvikling med både deres egne aktiviteter og de aktiviteter, som pædagoger har planlagt, pædagoger som har et andet fokus på børnene end skolen har”, siger Nina Reffstrup og opfordrer politikerne til ikke at sende børnene og de unge ud på gaden eller ud i ensomheden.
Rosa Lund fra Enhedslisten støtter forældrenes og det pædagogiske personales kamp for at bevare fritidshjem og klubber som selvstændige, og der er brug for den gensidige støtte, ikke mindst når slaget skal stå, nemlig når, hvis, lovgivningen ændres.
Happeningen var sat i scene af LFS, BUPL og KFO. De appellerer nu kraftigt til den nye regering og Enhedslisten om at rulle aftalen tilbage.