Dyveke ambulatorium

Af Elisabeth Lockert Lange

Frirum med social læring

Dyveke Ambulatorium tilbyder gedigent socialpædagogisk behandlingsarbejde til deres 120 brugere. Samtale, aktiviteter, håb, omsorg, medleven, udvikling, sætten grænser, optræning i sociale kompetencer – for blot at nævne nogle af de opgaver som personalet udfører.

Et frirum

Det er det Dyveke på Øresundsvej, et Københavns Kommunes ambulatorier for stofmisbrugere, tilbyder deres 120 brugere.

Et frirum hvor brugerne i ro og fred kan overveje deres situation, bl.a. hvad de ønsker at ændre og kan magte at ændre i deres liv. Et frirum hvor de har mulighed for at finde og opbygge en egen tilværelse og hverdag med deres metadonbehandling, og hvor de ikke har noget pres hængende over hovedet på dem for at holde op.

På Dyveke har personalet ikke speciel fokus på den medicinske del af brugernes liv. De sætter fokus på andre sider: bolig, økonomi, netværk, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, aktiviteter, forsørgelsesgrundlag osv. Omvendt fornægter de ikke at det medicinske betyder meget i brugernes liv, og de undervurderer ikke at fx et massivt sidemisbrug fører til at mange af de andre sider af hverdagen kokser. Opgaven bliver da at skabe stabilitet igen bl.a. i samarbejde med det sundhedsfaglige personale.

”Vi arbejde med brugerne som pædagoger. Det vil sige vi søger at få balance i deres liv, at vende en negativ spiral til en positiv”, fortæller pædagogerne Merle Godsk Juhl, ansat i 2003 og Mariann Jensen, stedfortræder og ansat fra 1999.

Nænsomheden og omsorgen er tydelig i de to pædagogers ord og holdninger, mens de svarer på mit omfattende spørgsmål: hvad er egentlig socialpædagogisk behandlingsarbejde for stofmisbrugere for en størrelse.

”Et af vores mål for arbejdet er skadesreduktion. Et andet er en højnelse af brugernes livskvalitet, det vil sige deres oplevelse af livskvalitet. Nogle kan være overflyttet fra en stofmisbrugsbehandling til os i ambulatoriet, og så kan de frygte at de er blevet skrottet. Til dem siger vi: ”Betragt dette som et frirum. Tænk efter hvad du vi med dit liv.
Din dosis får du lov at få så længe du oplever det som nødvendigt.” Vi motiverer dem til forandring bl.a. snakker vi fremtid. Og når de selv ønsker forandring, opmuntrer vi dem, men vi kræver det ikke af dem. Der er faktisk netop nu en del af de ældre brugere som overvejer deres liv og deres stofmisbrug; de er trætte og har brug for ro i livet. Her får de roen til den overvejelse og ændring, for jagten på stof og den stress som følger med er væk, og de er ikke skæve. Da opstår der nye tanker og drømme.”

Metodefrihed

På Dyveke er der brugere, som har været med fra åbningen i 1997. Det betyder ikke at der ikke er andre som bliver stoffri. Tværtimod.

”Faktisk er udskiftningen her ret stor, især i det sidste 1 1/2 år efter den nye struktur med både interne og eksterne brugere, som er begrundet i et ønske om et større flow. Men mens vi ingen problemer har med at få interne brugere, kniber det med kvoten for de eksterne. Der er simpelthen ikke nok brugere, som er så velfungerende, som kriterierne kræver med styr på medicin, forsørgelsesgrundlag, bolig og helst også et socialt netværk.
Vi sætter kvalitet til gavn for brugerne og deres behov i højsædet. Og vi forholder os løbende til hvorfor vi gør som vi gør. Så målene om flow lever vi ikke op til, det ville ikke være fagligt forsvarligt, og vi går ikke fagligt på kompromis”, siger de to pædagoger.

For deres nuværende interne brugere arbejder de hen imod en ekstern tilknytning, men ikke ukritisk.

”Vi skal vi jo overveje, om vi blot risikerer at en masse medicin ender på gaden. Sagt på en anden måde: vi skal ikke skubbe folk over på den eksterne ordning for tidligt. Kontakten med os er minimeret, og vi kan heller ikke opretholde kontrollen med deres medicin, når de selv skal hente den på apoteket. Derfor lader vi de nytilkomne eksterne hente medicinen her om torsdagen.
Så kan vi se, hvordan de udvikler sig fra torsdag til torsdag”, fortsætter Mariann Jensen.

I deres socialpædagogiske arbejde bruger de ikke én bestemt metode.

”Vi har mange forskellige metoder, og vi prøver at matche behandler, metode og bruger, for så bliver behandlingen individualistisk. Derfor er vi ikke nødvendigvis kontaktperson for en bruger for altid; hvis der er problemer kan man skifte”, fremhæver Merle Godsk Juhl.

For at holde deres høje faglige niveau holder de sig i sving, og det gælder hele arbejdspladsen. Sidste kursus de havde fælles var ”kognitiv forståelsesramme”.

”Vi oplevede at vi var for forskellige i vores kommunikation, og vi vurderede at det ville være bedre med mere ensartethed i hvordan vi arbejde med brugeres her-og-nu motivation. Så vi søger redskaber, men vi har ikke en fast metode. Vi har et værdigrundlag og retningslinjer, men vi har friheden til konkret at arbejde forskelligt med relationen til brugeren”, tilføjer hun.

Mariann Jensen supplerer: ”Vi kontaktpersoner er forskellige, vi observerer forskelligt, arbejder forskelligt og har forskellig kemi med brugerne. Den mangfoldighed mener vi giver mange vinkler på brugerne og problemerne. Det viser sig som en styrke på vores ugentlige tværfaglige behandlingskonferencer, skiftevis i den mindre gruppe og i den store samlede gruppe.”

De 13 ansatte mødes også hver morgen, hvor de dels runder dagen før af, fx hvem kom ikke, hvad vil de gøre ved det, hvordan førløb dagen i caféen osv., sådan at de der er der samme dag er på forkant.

Handleplaner som redskab
Handleplanerne er ambulatoriets primære fælles arbejdsredskab. De bliver til i samarbejde med brugerne, som gerne skal opleve dem som deres egne. Netop det arbejder de meget med, sådan at brugerne føler handleplanen både er deres egen og er brugbar. Som det er nu kan brugerne ikke altid se formålet med dem, så de arbejder meget med at synliggøre den som samarbejdsredskab og ”en slags kontrakt de har på os”.

”Vi taler meget med dem om, hvor de er på vej hen, og hvad de vil. Både med udgangspunkt i handleplanen og når vi ser dem i caféen. Og vi ser mange ting ved bare at være i caféen, hvor vi er på skift”, fortæller Mariann Jensen og fortsætter:

”Vi bruger handleplanerne som struktur og redskab til forandring. I dem forholder vi os til deres fremtid også på det stofmæssige område. Hvis de fx ser sig som stoffri om ti år, så noterer vi det i handleplanen som en drøm. Den bæres med, og vi taler ud fra den. Hvis drømmen så er noget helt andet et halvt år efter, så taler vi hvad der er sket, som har ændret drømmen”,Merle Godsk Juhl supplerer: ”Hvis vi skal synliggøre den effekt vores arbejde har, og som vi mener det har, er det i handleplanen forandringerne viser sig. Og den kan indeholde alt, for vi arbejder meget med de små ting fx kompetence i forhold til eget hjem, som kan være at lære det meget enkle at tage skraldespanden ned. Hvordan får de lært en sådan rutine i forhold til skraldespanden. Succeserne her kan være meget små, men de betyder virkelig meget. De er skridt på vejen til nye succeser og nyt mod.” Netop boligen og alle dens aspekter var hovedtemaet er Dyvekes udviklingsmål for et par år siden.

Dengang var der otte boligløse, som boede på herberg, og to hjemløse som reelt boede på gaden. Men mange af de andre trængte også til hjælp med hjemmet.

”Det brugerne siger er at de har brug for nogen til at sætte skub i tingene. De kan godt selv vaske op fx, så de har ikke brug for en person som kommer og gør det, men én som sætter i gang. Det var vi overraskede over.” En nyansat socialrådgiver følger som en udløber af udviklingsplanen op på brugerne i deres hjem.

Rollemodeller for adfærd

Det socialpædagogiske arbejde består af mange dele. Bl.a. bliver de ansatte bindeled til mange samarbejdspartnere, for det er oftest dem, der etablerer kontakterne til socialkontor, læge, tandlæge osv. for brugerne, inklusiv til brugernes familie hvis de ønsker det.

”Vi bliver også en slags rollemodeller for, hvordan man opfører sig i hverdagen, fx hvordan man går ind i en bank og får etableret en konto. Vi viser dem den adfærd, der gør at de ikke vil blive mødt med fordomme, for faktisk bliver de nemlig som oftest mødt ordentligt, hvis de selv opfører sig ordentligt. Vi er også bisiddere og advokater for dem i forskellige situationer; vi er der, men de kører det selv. Eller de taler med os løbende undervejs om hvad der skete, hvorfor og hvornår. Med andre ord udvikler vi almindelige færdigheder sammen med dem – alt det der ligger i det pædagogiske arbejde, kan man sige”, fortæller Mariann Jensen.

Også i selve caféen er der læring og udvikling af kompetencer, fortæller de to pædagoger. De sætter grænser for brugernes sprog og adfærd.

”De må fx ikke kalde kvinderne i caféen for luder, hverken os kvindelige ansatte eller de kvindelige brugere. Vi ansatte kræver respekt, og vi lærer de kvindelige brugere, at det kan de også kræve.

Vi lærer dem at de godt må sige fra over for grimt sprog og ubehagelig adfærd. Både i caféen og ude i livet”, siger Merle Godsk Juhl.

Til tider kommer en af brugerne ”brusende” ind i caféen. Så tager de straks hånd om ham, og møder ham med respekt, men de gør det sådan at adfærden ikke smitter de andre i caféen. Den aggression, en bruger kan komme ind i caféen med, er skabt et andet sted, men de afreagerer det der, ligesom vi andre gør hos familien. Enkelte gange må de smide en bruger ud af caféen, men det er meget sjældent. Og når det sker lader de aldrig det gamle forfølge brugeren, de gør det færdigt. Hvis man bliver smidt ud en dag, hører man ikke noget for det, når man kommer dagen efter.

”Brugerne lærer at indgå i sociale sammenhænge og sætte sig i andres situation. De lærer at være en del af fællesskabet. Det falder nemlig ikke naturligt i misbrugsmiljøet, som generelt er meget egocentrisk”, tilføjer de.

Håb for fremtiden

De to pædagoger erkender at den konkrete effekt kan være svær at måle.

”Men vi ser effekten på mange områder. Fx oplever vi at ældre brugerne får mod på at kigge længere frem i tiden, de giver udtryk for håb. Håbet for fremtiden er normalt meget lille som misbruger, så vi kan se at det vi gør, gør en forskel. Og det er de små ting; vi får vendt en adfærd, som betyder at brugeren ikke kommer ud i en uheldig situation”, vurderer Merle Godsk Juhl.

Mariann Jensen supplerer: ”Hvis en bruger siger han vil være astronaut, så svarer vi ”fint, spændende”. Det er tilladt at lege og håbe. Det arbejder vi med så det både bliver mere realistisk, og så det rykker for ham. Og det rykker for brugerne at træde ind her hos os. Her er der nogen der ser dem, der lægger mærke til dem og til forskellen fra i går til i dag, og som tør tale med dem om det. Hvor møder de ellers det i deres verden?”

De giver et andet eksempel: Når nye brugere kommer til Dyveke er de meget hemmelighedsfulde omkring stofmisbruget.

”Men efterhånden bliver de mere og mere åbne for at tale om det, og om et eventuelt sidemisbrug, for de oplever at det kan betale sig at tale om det, for vi handler jo på det og regulerer det for dem.”

Alt det er bløde værdier. Handleplanen er mere konkret at måle på. Derfor har de lavet to brugerundersøgelser om inden for de sidste par år. Brugerne blev spurgt om både handleplanen og kontakten til behandlerne, tryghed, tillid og kendskab.

”På det måde får vi et billede af hvad der lykkes og hvad der skal justeres. Det har ført til at vi har sat mere fokus på aktivitetsdelen her. Vi arbejder meget med at gøre handleplanen til brugerne ejendom, så de kan se hvad den kan bruges til i vores dialog.”

”Vi oplever at vi gør en forskel. Vi har en gruppe af brugere, som er belastede både i opvækst, uddannelse og arbejde, og vi ser udvikling hos dem. Nogle bliver stoffri, andre bliver gladere for deres liv, andre igen lærer at klare mere selv, nogle kommer måske over på den eksterne ordning, andre over i helt andre ordninger.”

Dyveke Ambulatorium

Baggrunden for etableringen af ambulatorierne går tilbage til starten af 90’erne, hvor det blev åbenbart at substitutionsbehandlingen med metadon (substitution = i stedet for noget andet) for mange ikke blot varede en kortere tid før stoffrihed. Mange stofmisbrugere forblev i metadonbehandlingen i en længere periode, og ambulatoriet blev det sted, hvor de længerevarende metadonbrugere i fred kunne få socialpædagogisk behandling og et samvær med andre brugere, mens de fandt ud af hvad de ønsker og formår.

På Dyveke er det først og fremmest ”gamle” heroinmisbrugere der kommer i caféen, bruger aktiviteter og får hjælp og støtte af de ansatte. Gennemsnitsalderen er 40 år. Af Dyvekes 120 brugere er de 80 såkaldt interne, hvilket vil sige at de har brug for stor støtte og rådgivning, og at de kan bruge alle dele af ambulatoriets faciliteter. De 40 eksterne kan i højere grad klare sig selv under stabile afklarede forhold.

Arbejdspladsen har overvejende pædagogisk personale. Den største personalegruppe er kontaktpersonerne, og det er som oftest pædagoger. Desudover er læge- og social- og sundhedsfagligt personale, socialrådgivere (den ene er leder), pædagogmedhjælper, hk’er og pædagogstuderende praktikanter. De økonomiske og lovgivningsmæssige opgaver ligger på rådgivningscentrene, så opgaverne er primært pædagogiske.

”Den pædagogisk uddannelse sigter jo netop på opgaver, som handler om det at få de færdigheder og kompetencer, man har som menneske, i spil i forhold til det omgivende samfund”, præciserer Mariann Jensen.

Dyveke har åbent på hverdage fra kl. 9 til 14, og brugerne får deres medicin mellem kl. 10 og 12. Ambulatoriet laver også mad til brugerne, de kan vælge aktiviteter bl.a. er der en computergruppe, som er meget social og lærer fra sig og hjælper de andre brugere, når de har brug for det fx i forhold til nettet. Der er mulighed for at sy, og der er et meget efterspugt vaskerum. Desuden er der er et fodboldhold, som spiller hver uge, og om sommeren deltager de i turneringer med de andre ambulatorier. Ca. fire gange om året arrangerer de ture af flere dages varighed. De sørger for at matche brugernes formåen med koloniturene, og alle får tilbud ca hvert andet år.