Skab trivsel i institution og dagpleje:

Af Tine Sejbæk

ANERKEND DE SÅRBARE BØRN

Anerkendende kommunikation er vigtig – ikke mindst i forhold til dagnstitutionens sårbare børn. Gennem anerkendelse kan vi give de sårbare børn følelsen af at være værdifulde, siger pædagog og konsulent Karin Torp. Men det anerkendende starter hos personalet selv, pointerer hun.

”Når vi er anerkendende over for det sårbare barn, får det en indre oplevelse af at være noget værdifuldt. Og det er særligt vigtigt at være anerkendende over for de sårbare, for deres selvværd er ofte lille”, siger Karin Torp.

Hun er socialpædagog og konsulent fra Esbjerg. Hun har arbejdet i forskellige daginstitutioner og derefter 10 år med familiebehandling. I dag har hun eget firma og underviser bl.a. anerkendende kommunikation i forhold til børn og unge. Og det anerkendende er meget oppe i tiden. Fornylig offentliggjorde Socialforskningsinstituttet en rapport om daginstitutioners rolle i forhold til udsatte børn (se LFS Nyt nummer 14).
En af konklusionerne lød, at for at gøre en forskel for udsatte børn, skal pædagoger knap så meget koncentrere sig om at kigge på deres vanskeligheder. stedet skal man bygge på og understøtte deres ressourcer; altså anerkende dem.

“Gennem anerkendende kommunikation skaber vi en stemning af trivsel, så man som barn har lyst til at udfolde sig og lære sig selv at kende. Alle børn har brug for at blive hørt, set og værdsat. Så oplever barnet sig selv. Og det er den voksne, der betyder noget for barnet, som det lærer mest af.”

Men det anerkendende starter ifølge Karin Torp med, at den voksne kigger på sig selv og sit menneskesyn. “Ser jeg verden som et positivt sted med muligheder? Eller ser jeg begrænsninger? Det er kernen i det anerkendende.”

Karin Torp mener, at det aller sjoveste ved at arbejde med anerkendende kommunikation i forhold til børn, er at det starter med at anerkende sig selv. “Man skal se på: “Hvad har jeg af gode egenskaber personligt, menneskeligt og fagligt?” Når man får ord på det, begynder man at smile og se guldet i kollegerne og børnene.”

Anerkendende kommunikation er ifølge Karin Torp en holdning mere end en faglig metode. “Det er derfor, fagfolk er så glade for det anerkendende. De får lov at være sig selv på godt og ondt. Dét at reflektere er et vigtigt værktøj i det anerkendende. Og man må gerne tænke højt, så børnene hører det. Til sin kollega kan man f.eks. sige “Kunne jeg have givet den besked anderledes til Anton, da vi skulle spise?” Det er kræs for børnenes ører at lytte til det. De lærer åbenhed, og at de voksne fortæller om deres tanker.”

Anerkendelse og respekt

Ifølge Karin Torp går anerkendende kommunikation ud på, at man anerkender og respekterer barnet, som det er. Man vil ikke forandre det i første omgang. Men man kan forandre sig selv. Og dermed forandre relationen til barnet. F.eks. kan man se barnets positive intention bag en tilsyneladende negativ handling. Et eksempel kunne være en “vild” dreng i institutionen, der hele tiden tager mooncaren fra de andre børn.

“Han er motorisk god og hurtig på aftrækkeren. Et barn, der er i gang med at lære om livet. Han har foreløbig lært, at det gælder om at komme først. Ellers får man ikke noget.”

“Hvis jeg skal ændre det, skal jeg først anerkende ham som den, han er i dag. Jeg skal være nysgerrig over for ham. Han opnår jo noget ved at være hurtig. Når jeg anerkender det, ved f.eks. at sige “Jeg kan se, at du er rigtig glad for at køre i mooncar? Og sikke hurtig du er til at få fat på den”, så får han respekt for mig. Ellers sker der ingen læring. Når jeg har anerkendt ham, kan jeg forklare ham, at måden, han fik mooncaren på, ikke var den bedste. For han tog den jo faktisk fra et af de andre børn.”

Ofte siger man som voksen bare “Du har taget mooncaren fra Jakob – hop af!”, fortsætter Karin Torp. Men i stedet kan man anerkende barnet og tage snakken, mens han stadig sidder på mooncaren.

”Så skal man også have fat i Jakob, der er ked af det. Pointen er, at man ikke skal gå for hurtigt til løsningen. Den ene er ked af det, fordi han har mistet. Den anden er ked af det, fordi han skal miste mooncaren lige om lidt. Man skal kunne tåle lige at være i det. Så kan det ende med, at ham, der har taget den, rejser sig og siger “Værsgo” uden tårer.” Det behøver ikke at være de voksne, der kommer med løsningerne. Man kan spørge børnene selv. Når vi voksne er for hurtige, siger vi “Af mooncaren, Jakob havde den først.” Og vi tænker “Det lærte de rigtig meget af.” Men de lærte jo ikke at løse konflikten, det vil sige hvordan man går ud af en situation som to vindere.”

Karin Torp mener, at en af de mest almindelige uvaner, som pædagoger og dagplejere kan have, er at rette på barnet, inden de har været nysgerrige på dets bevæggrunde. Så føler barnet sig forkert og lytter heller ikke til de voksne.

Sårbare børn bliver stereotype

Når Karin Torp skal sætte billeder på de sårbare børn, kan det f.eks. være de vilde drenge, som slår og driller. Og dem, som Karin Torp kalder “klisterpigerne.” Piger, der kan sidde hos en pædagog en hel dag uden at sige eller gøre noget. Det er de omsorgssvigtede børn, som ikke er vant til at have en kærlig og guidende voksen. Det er lige fra, at de ikke har nok varmt tøj på til at de får for meget ansvar for deres egen udvikling. Mange af de sidstnævnte er fra velfungerende familier. De omsorgssvigtede kan nemlig også være tilsyneladende stærke børn, som får for mange valg. Karin Torp mener, at det vigtigt at blive bevidst om de vaner og uvaner, man som voksen har i sproget. En af dem handler om, at børn taler i nuet, mens voksne taler i fremtid.

“Et helt typisk eksempel er et barn på legepladsen, som kommer hen til pædagogen og siger “Jeg fryser.” Den voksne svarer “Ja, men vi skal ind om 10 minutter!” Det er for mig en uvane. I stedet for, at man svarer på det, barnet fortæller. Og siger “Kom og lad mig varme dig. Er det dine hænder eller fødder, der er kolde?” Det kan også være et barn, der kommer hen og fortæller den voksne ”Emil har taget min spand.” Den voksne svarer “Så gå hen og sig til ham, at det må han ikke.” Men det er ikke altid sådan, at barnet vil have, at den voksne skal løse noget. Ofte vil barnet bare dele oplevelsen. Og så er det en god idé at spørge ind til det først. “Blev du ked af det? Eller var det okay?” Vi voksne er tit for hurtige og overser, at barnet måske har et helt andet budskab.”

Hun fortsætter med et nyt eksempel: “Mange piger kommer også over til en pædagog og siger “Vil du se min halskæde?” Og så sidder man og snakker længe om kæden. Man kunne også spørge “Vil du egentlig bare sidde lidt hos mig?” Det er okay bare at bede om kontakt.”

Men det er Karin Torps erfaring, at de sårbare børn ikke viser halskæder. De byder sjældent ind med noget – andet end deres adfærd. De vilde drenge ved at lave konflikter. Klisterpigerne ved at sætte sig op ad den voksne.

“Velfungerende børn vil altid vise noget eller i dialog. Men sårbare børn bliver stereotype i deres kontaktform. De bliver vilde, klæbende eller stille. Eller de siger indirekte “Se mig, se mig.” De sidste børn giver vi, når de f.eks. gynger højt, tit en vurdering som “Hvor godt.” I stedet for at anerkende “Er det sjovt?”, eller “Jeg kan se, det er sjovt – kilder det i maven?” Ved at være nysgerrige på, hvad barnet oplever og føler, hjælper vi barnet til at mærke sig selv. Hvis vi derimod giver barnet en vurdering på spørgsmålet “Gynger jeg ikke højt?”, vil barnet bare gynge højere næste gang. Og så bliver den voksne træt.” En typisk uvane i sproget specielt over for sårbare børn kan være, at voksne tit stiller “20 spørgsmål til professoren” som f.eks. “Hvad lavede du i går? Hvad fik du at spise?”

”Man er anerkendende, når man tør give noget af sig selv. Man kan sige “I går fik jeg frikadeller. Jeg ved, at det kan du også godt lide, er det ikke rigtigt?” I stedet for bare at tappe uden selv at give noget. Eller man kan sige til det sårbare barn “Jeg kan godt lide at gå på træværksted. Jeg vil gerne være sammen med dig dér.” Man kan invitere de urolige børn og klisterpigerne. De afviser det tit. For deres erfaring er, at det ikke er sjovt. Så når vi som voksne inviterer dem, skal vi også være klar til deres nej. “Du tror ikke, det bliver sjovt? Men jeg vil gerne vise dig noget.” Så overvinder de sig selv og får en stor oplevelse. Sårbare børn får tit at vide, at de SKAL med. Men det er bedre at invitere dem personligt, så de får følelsen af, at “Jeg er værdifuld.” Ligesom det er godt, at de voksne engang imellem siger “Jeg vil gerne lege med dig.”

“Og lige præcis for de sårbare børn er atmosfæren, ting bliver sagt i, meget vigtig. Her skal den voksne også være anerkendende i sit kropssprog. De sårbare lægger meget mærke til, om den voksnes stemme er blød, om den voksne smiler, og om hun bruger arme og ben på en rar måde.”

Og så er der ét ord, Karin Torp gerne vil have ud af daginstitutionerne. Det er ordet “gider.”

“Det ord bruger vi voksne i flæng. “Jeg gider ikke høre på det.” Ordet “gider” er meget lidt anerkendende og trækker energi ud af relationen. Man kan sige “Jeg vil ikke” – så handler det om vilje. Og i stedet for at sige “Hvor mange gange skal jeg sige det?” kan man sige til det sårbare barn “Jeg har nok ikke fortalt det før. Nu fortæller jeg det: du skal lade være.” Eller man kan sige, hvad barnet godt må i stedet. Når man stopper en handling, skal man anvise noget andet.”

Se det bedste i barnet

Det er også centralt, når man skal være anerkendende over for sårbare børn, at man møder dem i første sekund, de træder ind i daginstitutionen.

“Når man ved, at Kasper kommer klokken otte, så er man der. Så siger man godmorgen og smiler og går lige hen og giver ham et klem. Det skal den voksne gøre, så den første kontakt bliver god. Hvis Kasper ikke bliver mødt, løber han nemlig 30 sekunder senere rundt og gør noget, hvor vi ender med at sige “Lad være.” Men gør vi det første møde anerkendende ved at høre og mærke ham, kan han sagtens bære alle nej’erne i løbet af dagen.”

“Hvis man som pædagog kommer på arbejde senere, må man gå hen og hilse på barnet, når man kommer. Nogle vil måske spørge “Har vi tid til det?” Men har vi tid til at lade være? Et velfungerende barn kan godt bære bare lige at gå forbi pædagogen og sige “Hej Karin”, for det er mættet. Men dét at blive set og få sagt goddag og farvel er vigtigt for de sårbare. Det er også vigtigt at give sårbare børn selvværd ved at sige “Du er sød, du er rar, jeg kan lide dig.” Og ikke kun, når barnet hjælper en anden. Man kan godt gå forbi barnet og bare sige “Du er så sød, jeg kan godt lide dig.” Men man skal selvfølgelig mene det. Det herlige ved de sårbare børn er, at de så siger “du er dum.” Men de har hørt det.”

Som pædagog findes der intuitivt børn, man kan lide og andre, man skal lære at kunne lide.

“I forhold til at styrke barnets selvværd kan vi som kolleger spørge hinanden: “Hvilke positive egenskaber kan vi finde i det barn?” Vedkommende er måske lyttende, har humor, er god til at stå på ét ben eller til at lege selv. Snak med kollegerne om det. Det kan være sværere at finde det charmerende i de sårbare børn. Og vi glemmer de gode egenskaber, når barnet slår eller kradser. Det vigtige er at kigge igennem handlingen og få reflekteret højt om: hvilke er barnets smukkeste egenskaber? Og guldet i det anerkendende er, at vi voksne ser børn forskelligt. Man kan til en kollega sige “Hvor har jeg sagt nej mange gange i dag. Prøv at hjælpe mig til at sige noget smukt om Kasper.” Så man lige får smilet på igen både over for barnet og sig selv. Vi er tit enige om, hvor krævende barnet er, og hvor belastende forældrene er. Og det er også ok. Men det er på den anden måde, at vi kommer ind i den positive relation igen.”

Karin Torp mener også, at hvis en medarbejder har en rigtig god kemi med et sårbart barn, så skal man frede vedkommende. For når barnet er mættet i den kontakt, er det klar til at tage andre pædagoger eller medhjælpere i hånden. Man kan sige højt til barnet “Jeg ved godt, at du bedst kan lide Grethe. Men hun har fri, så jeg håber, at jeg kan bruges.”

Vær nerkendende i garderoben!

Karin Torp har arbejdet med det anerkendende i 17 år og mener alligevel, at hun lærer nyt hele tiden. Hun har en ydmyghed over for, hvor stor magt det har at være anerkendende.

“Men det er let at være anerkendende, når man har overskud. Ikke ellers. F.eks. kan det være ret svært, når alle børn står i garderoben og tager tøj på. Men det er lige dér, pædagogikken er. Når man som pædagog siger “Du skal lige give plads til, at de andre skal ud”, svarer barnet måske “Jammen, jeg står og venter på Tobias.”

At anerkende i den situation kunne være at sige “Hold da op, hvor må det være dejligt at have en god ven, der venter på én.” Eller til en anden ”Godt du sagde, at han var lige ved at træde på dig. Hørte du også, at han sagde, at han ikke gjorde det med vilje?”

At anerkende i den situation kunne være at sige “Hold da op, hvor må det være dejligt at have en god ven, der venter på én.” Eller til en anden ”Godt du sagde, at han var lige ved at træde på dig. Hørte du også, at han sagde, at han ikke gjorde det med vilje?”

Karin Torp har erfaret, at mange pædagoger i starten bliver “trekvarte” over alt det med anerkendelse.

“Man kan da ikke være positiv hele tiden!”, siger de. Men det handler om at vænne sine øjne til at se muligheder. Jeg går meget ind for, at man finder dét, barnet er god til fra starten, og bygger videre på det. Hvis barnet er god til at lege selv – det er de sårbare tit – at man så rummer, styrker og bygger videre på den egenskab ved gradvist at prøve at inddrage andre børn i legen. Det samme gælder, hvis et barn ikke trives ude på legepladsen. Pædagoger har meget med, at “Det er godt for børn at være ude.” Det er det for mange, men giv barnet lov til at lege inde i starten. Når det har stået længe ved vinduet og kigget og haft kontakt med de andre børn, vil det sikkert gerne prøve at komme ud.”

“Pædagoger har traditionelt troet, at de skulle finde børns svagheder – og ikke deres styrker. Men det er lige præcis en gave at bygge på ressourcerne. PPR-systemet har lært pædagoger “Find fejlene og beskriv dem. Ellers får I ingen hjælp.” Jeg ville gerne se en ansøgning til PPR, hvor der stod “Vi har et barn her, der som udgangspunkt er rigtig god til xxx – og det vil vi gerne være med til at styrke og bygge videre på.” Det kunne være spændende at se reaktionen!”

Karin Torp kan træffes på tlf.: 75459630/40604630