Af Elisabeth Lockert Lange

Fyret efter arbejdsulykke

Ja du læste rigtigt. Sygdom på grund af en arbejdsulykke forhindrer ikke arbejdsgiveren i at fyre den arbejdsskadede med sygdom som begrundelse for opsigelsen. 
Mange lønmodtagere tror ikke at man kan fyres på grund af sygdom, når ens sygdom skyldes en ulykke på arbejdspladsen.

Det er helt forkert. Det kan man godt. Arbejdsgiveren kan fyre en ansat på grund af et stort sygefravær. Hvad grunden til sygefraværet er kommer ikke den sag ved. Mangel på moral? Ja det kan man mene, og det gør Tanja Thomsen sandelig også.

Hun er dagplejer i Gladsaxe Kommune. Det har hun været i 10 år, og hun har kun været glad for det. Glad for sit arbejde, glad for sine kolleger, glad for sin arbejdsplads og glad for kommunen, som da også har en rigtig fin nedskrevet personalepolitik. Men den mærkede Tanja Thomsen bare ikke så meget til, da hun efter en arbejdsulykke og ca. en måneds sygemelding blev indkaldt til en sygefraværssamtale, hvor hun samtidig fik en skriftlig indstilling til afsked.

Men lad os tage det fra begyndelsen. Kort før påske sidste år, det vil sige 15. marts 2005, skal Tanja Thomsen bære børnenes madrasser og dyner ind i huset.

”Jeg skvatter over en legetøjsbil og sætter mig direkte ned på halebenet. Det gjorde ondt, men jeg regnede med at det var på grund af slaget. Jeg havde det skidt og var syg påsken over. Derefter gik jeg til læge, men egentlig ikke på grund af mit fald. Jeg havde et hold i nakken, som jeg har jævnligt, og lægen sendte mig derfor til en røntgenundersøgelse.”

Tanja Thomsen anmelder selvfølgelig sit fald som en arbejdsskade, men genoptager sit arbejde så godt hun kan trods smerterne.

I juni får hun svar fra røntgenundersøgelsen af nakken: slid på nakkehvirvler, med en anbefaling af at hun bør finde arbejde, som ikke er så fysisk belastende. Sliddet skyldes uden tvivl arbejdsbelastningerne.

”Jeg ringer til LFS, som vælger at sende mig til en undersøgelse af hele ryggen på Arbejdsmedicinsk Klinik, for jeg har siden faldet haft ondt i halebenet og hele vejen op af ryggen til nakken.”

Fyret under sygefraværssamtale

Tanja Thomsen bliver undersøgt af Arbejdsmedicinsk Klinik den 6. oktober, og de vurderer at hun har en begyndende diskus i ryggen. Hun indstilles til en MR-scanning, som hun skal have lavet kort efter vores samtale. Hun får besked på at hun godt må svømme og cykle, men ikke komme ud i yderstillinger og ikke løfte. Tanja Thomsen bliver derfor langtidssygemeldt.

I november bliver hun indkaldt til en sygefraværssamtale, helt efter bogen. Hun har sin tillidsrepræsentant med til samtalen med leder og pædagog.

”Og jeg fortæller hvad der er sket og hvordan, alt sammen noget de godt ved og som vi har talt om før. Under samtalen konkluderer de at de ingen forhåbninger har om at jeg bliver rask, og derfor indstiller de mig til fyring. Faktisk får jeg min skriftlige indstilling til afsked i hånden, så de må jo have besluttet sig allerede inden samtalen. Tillidsrepræsentanten undrede sig over at der ikke skulle tages hensyn til at det faktisk var en arbejdsulykke, der gjorde at jeg var sygemeldt, men det havde de ikke lige koblet sammen. Og det oplever jeg som grotesk. Faktisk begyndte jeg at grine, fordi det var så vanvittigt. Lederen lover – i lyset af at der er tale om en arbejdskade – at tale med personaleafdelingen om at udsætte opsigelsen til efter MR-scanningen, men det lykkes ikke”, fortæller Tanja Thomsen og fortsætter:

”Det mere end undrer mig at kommunen opsiger mig så kort tid efter min sygemelding, og at de optræder som spåkvinder der bare ikke ”tror” at min skade kan blive bedre igen.

Tanja Thomsen modtager sin opsigelse den 1. december, og LFS i skikkelse af Marianne Heinkov, som nu er med ved bordet, påpeger at opsigelsen kommer for sent, kommunen må forlænge den med en måned. Det gør de, men vil til gengæld ikke tage deres egen personalepolitik om fastholdelse og den slags slags fine ord så alvorligt at de rent faktisk vil gøre noget for at fastholde Tanja Thomsen som arbejdskraft. I denne politik står også at målet med en sygefraværssamtale er oplysende og fastholdende, helt modsat det Tanja Thomsen oplever. Det påpeger Marianne Heinkov naturligvis, men i forhold til deres personalepolitik holder kommunen sig til at det er interne regler som LFS ikke noget at skulle have sagt over.

Det lykkes dog at få forhandlet igennem at hvis Tanja Thomsen bliver rask senest to måneder inden opsigelsen udløber, så er den annuleret.

”Det syntes kommunen selv var meget flot. Det synes jeg ikke. Jeg oplever at de på den ene side sparker til mig mens jeg ligger ned, og samtidig aer de mig. Jeg synes det er uanstændigt og uden respekt for andre mennesker. Og hvis jeg bliver rask inden fristen, bliver det svært for mig at arbejde for nogen jeg i den grad har mistet respekten for.”

Tanja Thomsen er ret ophidset over sin sag: ”Hvis man kan fyres på grund af en arbejdsulykke, så er der da ingen stopklods. Og det koster dem ikke engang noget! Hvis jeg får anbefalet en revalidering, bør de i det mindste anstændigvis støtte den. Jeg har jo mange arbejdsår endnu, er kun 39. Men jeg ved intet om hvad jeg må og kan, før jeg er blevet scannet.”

Vrede

Arbejdsskaden og den letbitre tid hjemme har fået Tanja Thomsen til at kigge grundigt i bakspejlet og mindes de mange gange, hun forsøgte at råbe op om de belastende forhold for dagplejerne.

”Det har selvfølgelig mest handlet om mine smerter i nakken, men jeg har i mange år gjort opmærksom på at vi burde have ordentlige redskaber. Men vi har selvstyrende teams med ansvar for økonomien, og svaret på mine opfordringer var at man nærmest skulle være invalid, før man kunne få fx barnevogn med servostyring. Det pudsige er at efter mine skader er de nu begyndt at leje netop de vogne, fortæller mine tidligere kolleger.”

Også barnevogne og klapvogne tilpasset individuel højde har Tanja Thomsen efterspurgt, men forgæves. Hun har sin egen klare teori om hvorfor hun skulle ud så hurtigt efter sin sygemelding. Der var for nylig blevet ansat to dagplejere, som der ikke lige nu er børn til. De er dyre at have gående, og så havde de hende oveni.

”Jeg hørte nogen sige at hvis det var et privat firma var det gået fallit, og jeg kan sagtens se problemet, men jeg synes ikke det skal gå ud over mig.”

Tanja Thomsen har følt sig presset i forløbet. Det var hendes klare fornemmelse at hun næsten blev opfordret til at sige op, men det vidste hun heldigvis at hun ikke skulle gøre.

”En af de ting der også gør mig vred er at kommunen ikke lige ville vente på, hvad scanningen viste og hvad lægen udtalte, før de hældte mig ud. Og det ”sjove” er at mine kolleger og alle mulige andre har sagt til mig ”det skal du ikke finde dig i, det er ikke lovligt at fyre nogen efter en arbejdsulykke”. Ingen jeg kender troede at det var lovligt. Derfor er det vigtigt for mig at fortælle det, så alle ved at det må arbejdsgiveren gerne, for det er fuldt lovligt.”