Ramatisering

Af Elisabeth Lockert Lange

Tredimensionale symboler

Ramatisering er et nyt ord, som nok med tiden skal blive så velkendt at det ligger naturligt på tungen. Ordet associerer til dramatisering, rammer, ramadan, ramasjang….. fortsæt selv.

Ramatisering er navnet på en metode, som kan bruges til både problemløsning og udvikling. Den er opfundet af to pædagoger, Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen, begge med en fortid i specialpædagogikken. De har skrevet en bog om deres metode: ”Ramatisering – jeg lytter, når du hører og ser mig”.

Ultrakort fortalt består metoden af at man arbejder med en (problematisk) situation ud fra en række symbolske figurer, som deltagerne selv har lavet. Disse symboler flytter deltagerne rundt på og taler ud fra. Om oplevelser, følelser, konflikter, roller, ønsker osv. Deltagerne iscenesætter derved sig selv i en ramme, de får sat en masse ord på både sig selv og de andre, og på både den nuværende situation og hvad de ønsker af fremtiden. På den måde opnår de ny indsigt, nyt udsyn, nyt overblik. De ser sig selv i en større sammenhæng og får et større perspektiv på situationen.

Men hvorfor de symbolske figurer? ”Figurerne er tredimensionale, og derfor kan man flytte rundt med dem, det er en stor fordel. De er også meget konkrete, og så har deltagerne selv lavet dem og kender deres betydning, derfor har de fået et særligt forhold til dem. Tit hører vi ord selektivt, ord bliver hængende lidt i luften og derefter glemt. Symboler og konkrete figurer husker vi, symbolet står der jo. Og så er det vigtigt at huske at der ikke er nogen rigtige eller statiske svar og løsninger i dette”, siger Mette Mørk Christensen.

Jane Jenny Sehested supplerer: ”Metoden handler også meget om inddragelse, om at blive set, hørt og forstået. Deltagerne, børnene, de unge ser og oplever i ramaforløbet at der er muligheder for ændringer og for ligeværdighed. Metoden bringer ny viden frem. Og så er det vigtigt at følge op på forløbet, så deltagerne, børnene, ikke og måske igen oplever at der ikke sker noget.”

De understreger begge to at ramatiseringsmetoden på ingen måde kun er velegnet til udsatte børn og unge. Den er stort set velegnet til alle, vurderer dens ophavskvinder, inklusiv forældresamarbejde og personalegrupper.

Forløbet

Det hele startede med et speciale, hvor Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen lancerede metoden. Derefter fik de no- gen fondsmidler til at udvikle den videre og beskrive den, og senere har de yderligere fået udviklingsmidler. Sideløbende laver de ramatiseringsforløb, som de nu har fuldført ni af. Forløbene har været med meget forskellige målgrupper, fra udsatte 18 årige til helt almindelige 10 års børn. Hver gang har vi fået udvidet deres erfaring i selve processen.

LFS Nyt møder dem netop, som de har lavet et ramaforløb på en skole, hvor både lærere og børn deltager. Temaet er dårlig trivsel og konflikter både eleverne imellem og mellem elever og lærere.

De to pædagoger tager derfor naturligt nok udgangspunkt i dette forløb, da de skal beskrive metoden og dens virkninger og effekter.

Det starter med at Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen taler med de voksne om problematikken, så de får et foreløbigt indblik i den og dens tema. De arbejder altid ud fra et valgt tema. Derefter laver de to nogle figurer som for dem symboliserer den problematik de lige har hørt, og figurerne og deres symbolik fremlægger de for både voksne og børn.

”Vores erfaring er at det er lettere og virker bedst, når vi har vist dem nogle figurer selv først. For det gør det nærværende for dem, og de bliver både inspirerede og provokerede af vores symboler.”

Så begynder børnene at rykke rundt på figurerne, for de oplever det anderledes, og fra forskellige synsvinkler.”De har brug for at vise os, hvordan det ser ud fra deres perspektiv. På denne måde får de symbolerne i egne hænder og indtryk af hvad de kan med dem. De insisterer måske på at ”sådan er det ikke”, og vi fortæller dem at sådan opleves det altså af andre.”

I et ramaforløb med Gadepulsen i København var den vinkel på symbolerne især vigtig, da de unges billede af tingene viste sig at være meget forskellige fra omgivelsernes.

”Vi har gennemtænkt inden, hvordan vores opstilling er, og vi insisterer på at alt går begge veje, er gensidigt så at sige. Det er ikke nok at sige at læreren er en idiot. Vi har pile mellem de forskellige symboler. Dette gav de unge stor bevidsthed om hvordan de ser sig selv i forhold til hvordan andre ser dem. De lærte meget om sig selv, fik indsigt i deres eget ståsted men også i andres. Og de fik den erfaring at de også selv har et ansvar og at de må tage det.”

Skabende arbejde

Med denne indsigt laver deltagerne deres egne figurer. Symboler på sig selv, deres status, rolle og placering i hierarkiet, følelser, kon- flikter osv. Disse symboler placerer de i forhold til hinanden, det vil sige de placerer konkret sig selv i en større sammenhæng.

”Der er også børn og unge som er mere stille og tilbageholdende, men så afslører hænderne hvad de griber ud efter. I det hele taget har de det bedst i et sådant udviklingsforløb, når de har noget mellem hænderne”, fortæller Jane Jenny Sehested og tilføjer:

”Og de ved godt, hvor de befinder sig i gruppen, og de andre ved det også. Når det så står der konkret, så bliver det meget tydeligt for alle, hvilke konsekvenser det har fx at befinde sig ude i periferien.”

Mette Mørk Christensen supplerer: ”Fokus bliver på bordet og figurerne hele tiden, og det mindsker det farlige ved det. Vi kører forløbet respektfuldt men også konfronterende. Om vi kommer for tæt på? Hvis vi ikke gør det, så kommer vi jo ikke videre. Og den viden der kommer frem er der jo i forvejen, den er bare tavs. Vi stopper hvis vi mærker at grænser overskrides. Og vi spørger åbent, undrende og nysgerrigt. Det er vigtigt ikke at være hverken belærende eller bedrevidende.”

De arbejder sådan at børnene selv er skabende i forhold til her-og-nu situationen. De bryder med de vante forestillinger om hvad man kan bruge, for de kan bruge alt muligt fra institutionen, skolen og hjemmet. Undervejs spørger de ind.

”Børnene synes det er fedt at lave figurerne. Måske fordi der er en mening bag legen. Og så er det legalt at sidde med tingene i hænderne. Det er forunderligt at se disse børn nørkle med det – fordi de har anledning til det. De får et tilhørsforhold til deres symbol, og de åbner op og fortæller”, smiler Mette Mørk Christensen.

Nogle af børnene har svært ved at udtrykke abstrakte ting fx ansvar. For dem kan det være indlysende hvad deres figur symboliserer. Det er det selvfølgelig ikke for andre, og det er en vigtig del af processen at de skal præsentere dem og forklare for kammeraterne og for de voksne.

Den maste ælling

For det næste trin er at børnene præsenterer deres figurer både for hinanden og for Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen.

”Der bliver lyttet, og der spørges ind. De får flere ord på sig selv, og de får en forståelse af at de kan få større viden ved at spørge og ikke blot nøjes med hvad en anden siger. De får større indsigt i hinanden.”

Et eksempel fra det nyligt fuldførte forløb på skolen er mobning.

”Det første indtryk de ville give os var at der ikke var mobning på stedet. Og hvis vi kun havde talt med dem, så havde vi ikke taget det alvorligt, for de grinede når de snakkede om det. Børn siger ofte at de blot driller for sjov, men symbolerne viser at det ikke opleves som sjov. Én havde lavet en en plastikbøtte med en mast ælling nede i som symbol på sig selv og på at blive slået, sparket og drillet i skolen hver dag. Symbolerne talte deres tydelige sprog, og de gør det lettere at tale om det. For ællingen var jo tydelig. Og nogle af dem i gruppen vidste jo godt at det er dem, der gør det og nu får de så mulighed for at høre hvordan det er at være ælling. Det er noget med at knække nogen koder, for der er barske fyre, som har svært ved at høre på at det er svært at blive slået. Og omvendt er der nogle ”svage” som har svært ved at sige det højt, for hvilke konsekvenser får det så. Vores opgave er at beskytte dem”, fortæller Mette Mørk Christensen.

Jane Jenny Sehested supplerer: ”Vores erfaring er at de i denne proces både hører tingene og tager dem til sig. Men de ændrer selvfølgelig ikke deres roller fra dag til dag, der går tid før de tør lægge noget fra sig.”

I samme forløb har de oplevet seje fyre som symboliserer sig selv med nogle svage sider, og så bliver det hele mere ligeværdigt. ”Én fx var træt af rollen som sej, han følte sig fanget i den og i den facade den påtvang ham, og det lavede han et symbol på. Og på den måde smider han faktisk noget af facaden og giver noget af sig selv.”

De to pædagoger mener selv at grunden til at deres metode får børnene og de unge til at åbne sig som de gør, er at det hele bliver så tydeligt, og derfor bliver det væsentligt. Ved at gøre det så konkret, føler de at de giver viden videre. De bliver lyttet til, set og forstået. Og så bliver det mindre farligt fordi fokus er på det mellem dem, ikke på den enkelte.

Tæt på og konfronterende

Derefter tager de fat på drømmene. Det vil sige børnene laver symboler for deres ønskedrømme. Uden begrænsninger. Og pudsigt nok oplever de to pædagoger at langt de fleste af ønskerne er realisérbare, selvom de umiddelbart ikke ser sådan ud.

Helt grundlæggende ønsker de sig nærværende voksne, som har tid til en hverdag med dem. Sådan har det været alle de steder, de har lavet forløb: voksne de har tillid til, glade voksne som har tid, som de kan snakke med om løst og fast, voksne som er interesserede i hvem de er.

”Som pædagoger siger vi jo ofte at vi ikke har tid, men løsningen er måske at inddrage dem i det vi laver. Og måske er det en af grundene til at de elsker vores forløb. Det giver dem netop det de efterlyser: nærvær og tid.”

Børnene på skolen viste at de var tændte på selv at tage ansvar og gøre deres del. De udvalgte en del fra forandringsscenariet, som de ville starte med at ændre og udvikle. Da de var enige om hvad det skulle være, så brainstormede de og flyttede rundt på ønskedrømmesymbolerne. Skolens voksne var med i hele forløbet – det er jo dem der skal tage over.

I forløbene sker der uforudsete ting, det må man være forberedt på, understreger Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen.

”Det går tæt på og er konfronterende. Men i vores bog beskriver vi hvordan man kan tackle mange forskellige situationer og udfordringer. Man må jo vise åbenhed, når man ber om et sådant forløb. Og vi forbereder folk på at ingen ved hvad der kommer til at ske.”

For øvrigt handler forløbene slet ikke altid om problemer. Det er også en fin udviklingsmetode, og tanken er at folk selv skal tage over og lave egne forløb.

Og så skal der ske noget! ”Når forandringsforløbet er slut, så skal der ske noget. Det er meget vigtigt at de voksne forstår det, så de unge ikke står med følelsen af at de har givet en masse af sig selv, og så sker der intet.”

Firmaet Changing, en pædagogisk konsulent-, kursus og foredragsvirksomhed, blev startet for 1 1/2 år siden af ramatiseringsmetodens opfindere Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen. På deres hjemmeside www.changing.dk (link ikke længere aktivt, red.) beskriver de selv ramatisering således:

Ramatisering er en metode til at fremstille et mangesidigt billede af sig selv, sine budskaber og problemstillinger. Metoden inddrager og indkredser børn, unge og voksnes historier og hensigter. Det sker ved, at deltagerne fremstiller symboler, der iscenesætter hvordan de oplever sig selv, andre og omverden. Symbolerne giver undervejs og efterfølgende anledning til udvidede samtaler blandt deltagerne.

Gennem ramatisering kan deltagerne opnå følgende:
• At blive set, hørt og forstået
• Overblik og øget indsigt i forskellige sammenhænge og relationer
• Udvikling, handlings- og forandringspotentialer
• Kompetencer til at tage medansvar for det, der ønskes ændret

Ramatisering er velegnet til udviklingsprojekter, forandringsprocesser og evalueringer i pædagogiske institutioner, skoler og projekter for børn og unge mellem 10 og 18 år. Metoden er et alternativt tilbud til arbejdet med såvel ´almindelige´ som udsatte børn og unge.

Det er de to pædagogers ønske at lære andre pædagoger op i metoden, så de derefter kan køre egne ramaforløb. Ud over ramaforløbene, holder de foredrag, yder rådgivning og laver kurser i og om metoden. Bl.a. er det langt lettere at arbejde med anerkendende kommunikation efter et ramaforløb, fortæller de.

Sidste år udgav de bogen:»Ramatisering - jeg lytter, når du hører og ser mig!« Se LFS Nyt nr.1/06