Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hold fast i efterlønnen
Hold fast i efterlønnen Efter efterlønssvigtet fra Dansk Folkeparti startede FOA en kampagne for at skaffe underskrifter for at bevare den stærkt truede efterløn.
Også BUPL er nu gået med i kampagnen. Forbundet sender underskriftslister rundt til tillidsfolk, hvor medlemmerne opfordres til at skrive under på kravet om at holde fast i efterlønnen.
For FOAs medlemsgrupper vil en stramning af efterlønnen ramme både hårdt og bredt. I gennemsnit går et FOA-medlem på efterløn, når vedkommende er 60,5 år. Det er på det tidspunkt, hvor det økonomisk dårligst kan betale sig for det enkelte, men hvor en meget stor andel af medlemmerne angiver, at de ikke længere har kræfterne til at arbejde i et arbejdstempo, der ofte er meget hektisk.
”En stramning til 62 år vil ramme rigtig mange, der føler sig nedslidte, og det politiske system har brug for at vide, at der er en folkelig stemme som gerne vil tilgodese denne gruppe,” siger forbundsformand Dennis Kristensen, som fremhæver at en stramning vil øge uligheden i samfundet.
Højtuddannede lever længere end ufaglærte eller korttidsuddannede. Og ser man på antallet af ”gode” leveår er billedet skræmmende, for så er uligheden endnu større. Nemlig fire ”gode” leveår mere for de højtuddannede end for de ufaglærte. ”Denne markante forskel i den samlede livskvalitet for danskerne kompenserer efterlønsordningen til dels for. Derfor forøger en højere efterlønsalder yderligere uligheden, mener Dennis Kristensen.
Den 31. januar var der indkommet 16.468 underskrifter. Indsamlingen af underskrifter sker dels på www.efterloen.nu (link er ikke længere aktivt, red.) dels på arbejdspladser og gader og stræder.