Af Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF)

Mangfoldighed i dagtilbud

I LFS Nyt nr. 15 under overskriften ’Spredning af tosprogede børn’ får det just vedtagne udviklingsarbejde Mangfoldighed i Københavns dagtilbud en i mine øjne urimelig medfart. Da det rent faktisk kunne lyde som om, at Jan Hoby fra LFS’ forretningsudvalg ikke har læst den omfattende plan for projektet, som også LFS har haft i høring, anser jeg det som nødvendigt at ridse et par fakta op.

Mangfoldighed i Københavns dagtilbud har til formål at fremme mødet mellem børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn og således støtte udviklingen af interkulturelle kompetencer hos alle byens børn. Det er altså ikke spredning af de tosprogede børn, der er i fokus, men mødet mellem minoritets- og majoritetsbørn - sagt med andre ord integration som en gensidig proces.

Sprogordninger er et pædagogisk tilbud, hvor kompetent pædagogisk personale med efteruddannelse indenfor tosprogsområdet skal støtte tosprogede børn i deres sproglige udvikling via særligt tilrettelagte aktiviteter tilpasset børnenes alder og behov. Men det er samtidig også en ordning, hvor der arbejdes med en pædagogik, der understøtter udviklingen af interkulturelle kompetencer hos alle institutionens børn, ellers var vi jo lige vidt.

Økonomisk er der afsat næsten 20 millioner kroner over de næste tre år til projektet. Pengene er fundet udenfor den almene ramme til daginstitutionsområdet. Der er altså tale om et reelt kvalitetsløft til området og bestemt ikke en ensretning af faglige kompetencer og de enkelte institutionernes kultur og særpræg.

Vi, politikere ønsker at tage ansvar for integrationsindsatsen i daginstitutionerne, og svaret er i første omgang et treårigt udviklingsarbejde. For når vi taler integration, findes der ikke simple løsninger og entydige svar. Der er rent faktisk ikke forsket tilstrækkeligt i integrationsprocesser på daginstitutionsområdet til, at vi fra den ene dag til den anden tør indføre permanente ordninger. Målet er, at udviklingsarbejdet, vil gøre os alle klogere på, hvad det er, der skal til for at opnå en gensidig integration mellem byens børn og skabe bedre forudsætning for de tosprogede børns sproglige udvikling.

Endelig udtrykker Jan Hoby utilfredshed over, at vi ikke har spurgt ’hverdagens eksperter og undersøgt den fagspecifikke viden på området’. Hertil er jeg glad for at kunne svare, at sådan er det heldigvis ikke. Fra politisk side har vi vedtaget en række meget overordnede mål og rammer for udviklingsarbejdet, og på trods af en kort høringsfrist har vi faktisk fået en lang række af seriøse høringssvar, der har fået indflydelse på den endelige politiske beslutning.

Konkretiseringen og implementeringen af projektet overlader vi nu til en bred projektorganisering, hvor bl.a. daginstitutionsledere, pædagogiske konsulenter, fagpersoner samt faglige organisationer kommer til at spille en afgørende rolle for udformningen af de konkrete initiativer, og det er jeg overbevist om, bliver rigtig spændende.

Jeg håber derfor, at LFS vil trække i arbejdstøjet sammen med alle os andre, så vi sammen kan vise andre kommuner i landet, at integration ikke bare sker via tvang og kvoter, men at det altafgørende er seriøst pædagogisk arbejde, viljen til at betale for det og ikke mindst, at alle parter tager et ansvar for udviklingen i vores daginstitutioner.