Leder

Af Pia Bah og Jan Hoby, medlemmer af forretningsudvalget

Ingen slinger i valsen?

De sidste år har der været og vil der forsat være et kolossalt pres på forandringer i den offentlige sektor og på det pædagogiske område. Hvem er det der lægger det pres og hvorfor? Er det fordi børnene, brugerne, de handicappede eller de offentligt ansatte skal have en bedre hverdag ud af det?

Ja! Vil nogle sikkert hævde – især mennesker, som har en liberal optik og livssyn. Mens andre vil sige nej! Det er alle os med et solidarisk og humanistisk livssyn.

I forbindelse med vedtagelse af en ny forvaltningsstruktur i København lægges der op til styringsfilosofier, der i princippet ikke adskiller sig meget fra den nye foruroligende tendens til at udstyre ministrene med flere og flere beføjelser under henvisning til effektiv styring af den offentlige sektor og servicering af borgerne. Kodeordene er styring via input og output, effektmåling og kontraktledelse.

Hvordan man end vender og drejer det, og hvilke konkrete begrundelser der end anvendes, er konsekvensen en styrkelse af den udøvende magt på bekostning af lovgivningsmagten og således også en betænkelig indskrænkning af det åbne demokrati. Men det falder godt i tråd med hele den liberalistiske koncerntankegang, hvor hurtige beslutningsprocedurer og effektive styringsmekanismer får forrang for de demokratiske beslutnings- og styringsrationaler.Denne tendens gennemsyrer snart hele den offentlige sektor og det parlamentariske politiske liv. I sin konsekvens indebærer udviklingen også en udgrænsning af politikken, hvilket allerede sker i rivende hast ude i kommunerne og i regionerne som konsekvens af bl.a. strukturreformen og opbygning af en kompleks kontraktstyring i alle forvaltningsled.

Spørgsmålet er om det nye politiske flertal i Borgerrepræsentationen, med Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de Radikale i spidsen vil lægge politisk navn til så åbenlyse liberalistiske personalepolitiske principper? Vil de politiske partier lægge politisk ryg til at Københavns Kommunes Økonomiudvalg presser på for at der skal fokuseres på mål- og resultatstyring i hele kommunen?

Det hænger ikke sammen! Hverken med Københavns Kommunes overordnede personalepolitiske værdisæt eller sund fornuft! Københavnerne valgte en anden retning end den nyliberale, da de sikrede Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og de Radikale flertallet i Københavns kommune.

”Kloge” mennesker vil forklare ”kravet om forandringerne” som en kraft uden for os selv, som vi højest kan tilpasse os og under ingen omstændigheder udfordre, hvorfor alle forslag til ”videreudvikling af velfærdssamfundet” må være i samklang med de betingelser, globaliseringen stiller. Eller sagt på en anden måde: når det kommer til stykket er der kun ét håndtag at dreje på, og det er tilpasningen til konkurrencen fra verdensmarkedet – og ethvert forslag – enhver politisk strategi skal måles i forhold til denne ene faktor. Også i Københavns Kommune!

Uanset hvilke forandringer, der er kommet eller kommer, så handler det efter vores bedste overbevisning om økonomi og tilpasning til markedskræfterne. Kan og skal vi modstå udviklingen?

Om vi kan modstå – det må jo komme an på en prøve! Men vi bliver nødt til at forsøge at kæmpe imod, ellers ender vi dér, hvor det ikke er det pædagogiske område, som har definitionsmagten på pædagogikken, men derimod markedskræfterne. Det første slag handler om at sikre at Københavns Kommunens personalepolitiske principper ikke bliver underlagt rå nyliberalistiske styringslogikker. Vi satser på at Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de Radikale kender deres besøgstid.