Specialområdet

Af Thomas Davidsen

Hvor græsset er grønnere

En stresset hverdag, for meget plejearbejde, lyst til nye udfordringer, sanktioner fra kolleger – grundene er mange til, at socialpædagoger har en høj jobskiftehyppighed.

Tre ud af fire medarbejdere i sociale institutioner har det samme job, som de havde for et år siden. Én ud af fire har med andre ord skiftet job. Tallene er fra Danmarks Statistik. Og de placerer branchen på en tredjeplads, når det gælder jobskiftehyppighed. Kun hotel- og detailhandelsbranchen ligger højere.

Hvad skyldes alle disse jobskift? Er det en positiv historie, der handler om ressourcestærke borgere i den globale landsby på jagt efter nye muligheder og udfordringer? Er det en negativ historie om stive systemer, nedskæringer, manglende udfordringer og socialpædagoger, der søger væk fra en stresset hverdag i håb om, at græsset er lidt grønnere i den anden kommune? Eller gemmer begge historier sig bag tallene?

Fællestillidsrepræsentant i LFS, Karin Bengtson, lægger vægten på den kritiske side, når hun skal give en forklaring på de mange jobskift.”Ressourcerne er blevet mindre. Arbejdsvilkårene er blevet dårligere, og lønnen er ikke fulgt med lønstigningen i resten af samfundet. Samtidig er der flere hårdt belastede beboere på handicap-, narko- og psykiatriområdet. Før i tiden gik man altid sammen med en anden kollega. I dag er der meget alenearbejde. Hvor presset det kan være giver sig selv, når man samtidig kan konstatere, at vold mod personalet er i stigning”, siger Karin Bengtson.

Manglende værktøjer

I LFS kommer der flere og flere medlemmer med behov for samtale med en psykolog. Man er udbrændt og kørt fast i jobbet. Det handler mest om dem på over 55, men der er også nogle unge iblandt, fortæller Karin Bengtson.

”Mange kører sur i samarbejdsproblemer med ledelsen. På nogle arbejdspladser er det sådan, at hvis man har en anden holdning end ledelsen, så falder det ikke i god jord. Man kan slet ikke sige noget negativt om fagligheden på samme måde, som man kunne for 10 år siden. Hvis det er en hel personalegruppe, der står samlet, så sker der ikke noget, men står man alene, så har man et problem. Hvis man bliver kaldt til tjenstlig samtale, så har vi erfaring for, at en del søger nyt arbejde”, siger Karin Bengtson.

Kompetenceudvilkingen er ikke fulgt med de nye problemstillinger, socialpædagoger møder i deres arbejde.

”Inden for f.eks. psykiatrien forekommer det ofte, at der er medlemmer, som beskæftiger sig med narkoproblematikker, de slet ikke er uddannede til at håndtere. Man kører træt i det, hvis man ikke føler, man slår til. Det er der mange, der føler, de ikke gør. De går på arbejde med en følelse af, at de skal tage ansvaret for situationer, de ikke har fået værktøjerne til at håndtere. Der er ikke nogen tvivl om, hvad behovet er, og kravet til efteruddannelse er der også, men pengene er der bare ikke”, siger hun og tilføjer:

”Manglende udviklingsmuligheder har i særdeleshed de unge svært ved at acceptere. De er meget optagede af at få deres behov for pædagogiske udfordringer stillet. Specielt blandt mændene skal der ikke være for meget plejearbejde, så kigger man sig om efter et andet job”, siger Karin Begtson.

Sporskifte

En gruppe ressourcestærke socialpædagoger skifter, ifølge Karin Bengtson, ofte job, fordi de holder af nye udfordringer. De vil videre – i karrieren, i livet. De når ikke at være særlig længe i en enkelt organisation, og opnår derfor ikke på noget tidspunkt stærke følelesmæssige bindinger til deres arbejdsplads.

Det er en gruppe, som lederen af NLP Huset i Valby, Lene Bredal, har arbejdet meget med.

”Sporskift er noget, som er i voldsom udvikling. Det kommer tit i form af et wake up call. Man vågner op en morgen, typisk i løbet af 30´erne, og finder ud af, at man vil noget mere og vil kunne noget mere. Man er igang med at opdage sig selv og finder ud af, at mange ting i ens liv er forkerte – deriblandt ens arbejde.”

Lene Bredal ser det som et stort problem, at meget få organisationer er gearet til at håndtere den slags livssituationer.

”Det går oftest sådan, at en medarbejder uden nogen opklarende samtale bare siger op, for det kan jo alligevel ikke lade sig gøre at udvikle arbejdet inden for de eksisterende rammer. Derfor får man alle disse pludselige jobskift, som koster arbejdspladsen tid, kræfter og penge, og som går ud over de klienter, der er kunder i butikken. De socialpædagoger der skifter job, forsvinder jo fra nogle mennesker, som ofte er i nød.”

Men nogle af jobskiftene kunne være undgået, mener hun. ”I en arbejdspladskultur, hvor man kan snakke frit om sine drømme og håb, uden at der dermed står ”fyret” på ryggen af én, når man går ud af døren, kan man faktisk holde på en del af dem, der vil et sporskifte.”

Feminin kultur

Socialpædagoger etablerer ofte en kultur på arbejdspladsen, som erhvervskonsulent og medforfatter til bogen ”Kunsten at være gruppe og individ”, forlaget Nordpress, Hanne Museth, betegner som feminin.

Den er karakteriseret ved, at man har et stærkt socialt fællesskab, som handler meget om ”at ha´ det godt sammen”. Umiddelbart lyder det jo ganske tilforladeligt, og ifølge Hanne Museth er det da også vigtigt, at man på en arbejdsplads kan have det hyggeligt sammen. Men der er problemer forbundet med den feminine kultur.

”Hvis der går vittigheder og hygge i det hele, og det er dét, som er omdrejningspunktet, fordi man ikke kan finde ud af at snakke om det, man er uenige om i forhold til arbejdet, så har man et problem. Mange steder har man glemt, hvorfor man går på arbejde, og man trænger til at få en professionalisme ind i kollegarelationen.”

Bekræftelse eller udfordring – det er dilemmaet, som hele tiden er i spil på enhver arbejdsplads, peger hun på.

”Hvis man prioriterer det Jørn Hjorting-agtige på bekostning af diskussioner om værdier og holdninger, så går det nemt ud over dem, der er i yderkanten af gruppen. Der er nemlig i den feminine kultur ofte et uudtalt krav om, at gruppens medlemmer spiller med på den rigtige melodi. Ve dem, der giver udtryk for en anderledes måde at tænke på. De får sanktioner fra resten af gruppen, der er så kraftige, at de ofte må forlade arbejdspladsen”, siger Hanne Museth.