Anmeldelse

Børnehaven

- mellem hastighedsbegrænsninger, dansetrin og social reproduktion

Af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS

Et af tidens mantraer i den pædagogiske verden er dokumentation. Dokumentation skulle ifølge tidens logik sikre en større anerkendelse af pædagoger og pædagogisk arbejde! Enhver som har sine hænder begravet i den pædagogiske muld ved, at den logik ikke holder vand. Historisk har den pædagogiske profession søgt at dokumentere sin praksis gennem videnskabelig dokumentation, gennem den pædagogiske filosofi .

Pædagogisk fi losofi er en videnskab som ud fra kendte fakta og vurderinger ved hjælp af teoretiske overvejelser søger at udforme et helhedssyn på opdragelses- og uddannelsesspørgsmål. Den pædagogiske fi losofi s opgave er at granske kritisk sammenhæng mellem idealer, vurderinger og praktisk virkelighed. Modsat hvad Bertel Haarder, regeringen og forskellige smagsdommere på det pædagogiske område forsøger at fortælle, så findes ingen ”nøgne” begreber, det vil sige begreber, som er neutrale og renset for ideologiske medbetydninger. Man kan ikke spørge: Hvad er pædagogik? Dette spørgsmål er alt for bredt, men man kan spørge: Hvad forstår Piaget ved pædagogik! Hvilke konsekvenser har hans definition for hans praksis?

Begrebet pædagogiske relationer er tyndslidt, uden at der er udviklet en sammenhængende teori om det. Det er derfor befriende at Charlotte Palludan har fået udgivet sin ph.d.opgave på Danmarks Pædagogiske Universitets forlag: ”Børnehaven gør en forskel.” Børnehaven gør en forskel, men det er ikke altid den forskel fremhæves i den pædagogiske debat.

Børnehaven er nemlig et sted, hvor der lægges spor ud for børns videre færden gennem uddannelsessystemet. Dermed hamrer Charlotte Palludan en pæl igennem mange af de myter, som trives i det pædagogiske rum og den politiske verden. Det pædagogiske personale er aktive medskabere af ulighed mellem børnehavebørn!

Undersøgelsesresultaterne som bogen bygger på, er et vigtigt bidrag til viden om måden, hvorpå forskelle og uligheder omskabes og genskabes i børnehaven, dvs. måden hvorpå børnehavebørn og pædagoger med deres kroppe som medie producerer og i samme bevægelse reproducerer ”sociokulturelle principper og former, statushierarkier samt samfundsmæssige dominansstrukturer”

Men afsæt i Pierre Bourdieus habitus og kapitalbegreber, Nancy Frasers anerkendelsesbegreb samt Beverly Skeggs’ respektabilitetsbegreb har Charlotte Palludan rekonstrueret, ”hvordan og hvorfor nogle børnehavebørn positioneres – og positionerer sig – som elever, dvs. mangelfulde, når de danser med pædagoger, medens andre børnehavebørns dansetrin genkendes af pædagogen som tilstrækkelige og respektable, hvilket fører til et fuldgyldigt partnerskab.”

Børnehaven er ikke en etableret ramme, hvor alle børn kan være dem, de er, men mere en ramme for reproduktion af bestemte former og principper for praktik. Nogle børnehavebørns praktikker passer relativt umiddelbart ind i denne ramme. Det er de børnehavebørn, der i pædagogernes fortællinger bliver omtalt som: børn der er de samme når de starter, og når de holder op i børnehaven. De børnehavebørn, der af pædagogerne omtales som: børn der skal hjælpes til at være det, de er, er sammenfaldende med de børnehavebørn, hvis bevægelser og verbale udtryksformer ikke umiddelbart anerkendes som respektable i børnehavens hverdagsliv.

Den ”respektable krop” er aktiv og afmålt på samme tid: ”At være i bevægelse uden at overskride institutionens fartgrænser”. Det respektable barn lærer, at det kan være med til at defi nere indholdet i daginstitutionen og er kendetegnet ved at have en status som fuldgyldig partner i et jævnbyrdigt forhold.

De kroppe, som er i et andet gear, møder regulering fra personalet, og de børn oplever at deres krop er ikke respektabel eller anerkendt. Derved lærer det ikke-respektable barn at det må underordne sig. De børnehavebørn, som forsøger at få respektabilitet, ses af pædagogerne som børnehavebørn de skal vejlede og tager en position som lærer/elev. Charlotte Palludan skriver: Omfanget af reguleringer og vejledninger og mulighederne for partnerskab er sammenhængende med om børnehavebørnene har sans for at matche rytmen og udveklingstonen, der igen er sammenhængende med deres habituelle tilbøjeligheder. og ”de børnehavebørn, der kan matche rytme og tone, er tillige tilbøjelige til at placere sig og blive placeret meget tæt på pædagogerne, medens de børnehavebørn, der ikke helt eller slet ikke matcher, heller ikke er lige så tæt placeret.”

Ikke overraskende er den ulige adgang til anerkendelse og respektabilitet og mangel på samme i børnehaven, som i resten af uddannelsessystemet, ”et af de mest udmærkende tegn på klassetilhørsforhold”( Beverley Skeggs), men også køn og race spiller en vigtig rolle. Samfundets hierarkiske strukturer af uligheder og dominans kan i en kompleks form genkendes i de hierarkiseringsmønstre, der etableres og vedligeholdes i det pædagogiske landskab. Og differentieringsprocesserne i børnehaven vedligeholder samfundets ulighedsstrukturer af relationer mellem klasse, køn og etniske positioner.

Når børn forlader daginstitutionen véd de, om deres krop er anerkendt eller ej! Og de véd, at dette er en del af ”hverdagens logik”. Charlotte Palludans bog er et vigtigt bidrag til at forstå hverdagslivet i daginstitutionerne og vil forhåbentlig være med til at styrke det pædagogiske argument mod den nyliberale diskurs, der mener at differentieringsprocesser i børnehavebørnenes liv kan struktureres væk. At skabe en børnehave hvor alle børns kroppe anerkendes kræver et samfund uden klassedeling!