Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fra LFS' Facebookside
Katja Cecilie Rothaus opslået på LFS - Landsforeningen for Socialpædagogers tidslinje:
Kære Pia Allerslev. Jeg kunne starte mit indlæg med en skarp kritik og ”himmelvendte øjne” over dit forslag om en højere løn, når vi i pædagogfaget oplever kontinuerlige nedskæringer. Jeg skriver ”vi”, fordi jeg selv er uddannet pædagog og i godt ti år har arbejdet for Københavns Kommune inden for både normal- og specialområdet. I stedet vil jeg anerkende, at du tager initiativ til at løse en problematik, som har følger langt op i disse børns voksenliv samt giver store økonomiske udfordringer for flere forskellige forvaltninger, hvis børnene ikke inkluderes, socialiseres etc. Dog forstår jeg ikke, hvorfor det skal være den økonomiske gulerod. Jeg er overbevist om, at de fleste pædagoger, som jeg selv, har taget uddannelsen af ideologiske og ikke økonomiske grunde. Der findes rigtig mange dygtige pædagoger inden for området, så vil det ikke være at underkende deres indsats at hente en form for konsulenter ind? Hvorfor udnytter man ikke alle de input fra pædagoger, socialrådgiver, sundhedsplejersker osv, der deltog i inspirationsmøder omkring den nye børnestrategi for København 2015-2018.
Der er mange gode ideer, så når du kritiserer LFS for ikke at komme med andre bud, men kun kritik, kan jeg slet ikke være enig. Vi er mange LFS-medlemmer, der har ideer til en strategi på tværs af forvaltninger. Vi hører konstant det nye buzz-word om bottom-up tilgang. Vi på gulvet skal høres. Min opfordring er, at I som politikere så gør det. I får først vores ideer, når det er behandlet via afdelingsledere og områdechefer, nedskrevet af akademikere. Jeg og andre fra LFS stiller os gerne til rådighed ganske gratis, så du kan få ideer til en løsning, der ikke kun handler om økonomisk gulerod men i stedet en bærbar, fremsynet og solidarisk løsning med tanke på vores fremtidige borgeres trivsel samt hensyn til skatteborgernes bidrag til kommunens økonomi.
Katja Cecilie Rothaus er uddannet pædagog. Studerer Pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet